Håndcreme på prøve: Ole Henriksen Hands Forward SPF 15

21.01.11
Ole Henriksen Hands Forward SPF 15

Ole Henriksen Hands Forward SPF 15

Jeg har et meget ambivalent forhold til Ole Henriksens håndcreme Hands Forward SPF 15. Jeg elsker den, fordi den som en af de eneste håndcremer på markedet indeholder en god solfaktor 15, der beskytter mod hele spektret af UVA og UVB stråler. Og jeg kan ikke lide den, fordi den indeholder et par problematiske ingredienser. Derudover er den ikke helt fed nok til mig og mine meget vintertørre hænder. Men den solfaktor og de gode solbeskyttende ingredienser, den indeholder, er virkelig et plus.

Konsistens og absorption
Hvis du som jeg har meget tørre hænder især her i den onde vinterperiode, så vil du ikke synes cremen er fed nok. Den trænger lynhurtigt ind og efterlader en næsten tør overflade på huden. Dette vil mange af jer sikkert se som et plus, fordi de ikke kan lide at have fedtede hænder, for mig betyder det, at mine hænder meget hurtigt føles tørre igen.

Ingredienser
Først og fremmest vil jeg vende tommelfingeren opad og lovprise Ole Henriksen for at have lavet en håndcreme med en rigtig god solbeskyttelse. Der er et godt valg af solbeskyttende ingredienser, der dækker hele spektret af UVA og UVB stråling. Det, der trækker ned her for mig, er, at Ole Henriksen har brugt rosmarin og citrusolier som duftstoffer. Disse stoffer kan irritere huden og gøre den mere følsom over for UV-stråling. (kilde: Chemical Research in Toxicology m.fl.). Derudover indeholder cremen et stof, der hedder potassium hydroxid, som bliver brugt til at justere ph-værdien i produktet, men som er et skrapt kemikalie. Du kender det som lud, som man bruger til at behandle gulve med. Det er dog i så lille en mængde i dette produkt, at det næppe er et problem, men det er umuligt at konkludere endegyldigt, da producenter meget sjældent oplyser de præcise koncentrationer af indholdsstoffer af konkurrencehensyn.

Duft
Hands Forward dufter meget kraftigt af mentol. Der er bare ingen mentol i. Jeg var så forvirret over den kraftige duft af mentol og mangle på mentol på ingredienslisten, at jeg måtte ringe til Ole Henriksens danske agent og høre, om det var en fejl. Men nej, der er ganske rigtigt ingen mentol i. Det er kombinationen af citrus og rosmarin, der giver den kraftige mentolduft. Jeg er ikke fan af duften af mentol, så jeg er ikke begejstret for den. Men det er virkelig stenet, at noget kan dufte så kraftigt af mentol uden at indeholde mentol.

Plejende egenskaber
Cremen er som tidligere nævnt ikke fed nok til mig. Overhovedet. Jeg føler, jeg får tørrere hænder af at bruge den, i forhold til min sædvanlige håndcreme fra Clinique. Jeg går derfor med en konstant følelse af at have lyst til at smøre en federe creme på. Cremen indeholder dog flere gode fedtstoffer som sheasmør, glycerin og linolsyre, som alle beskytter huden. Men det er altså ikke nok til mig.

Summa summarum
Jeg ville ønske denne creme var federe, end den er, men det er en smagssag. Folk der foretrækker en creme, der meget hurtigt trækker ind, vil sikkert sætte pris på denne. Jeg kan slet ikke lovprise den nok for at have en god solbeskyttelse, det har vi endnu ikke prøvet andre håndcremer, der har. Hvis du har problemer med parfume så hold dig væk dog, de æteriske olier i denne er skrap kost. Jeg ville virkelig ønske, at Ole Henriksen ville sine æteriske olier kraftigt efter i sømmene, det er det gennemgående tema i alle hans produkter.

Da jeg skrev denne anmeldelse havde jeg først en gammel ingrediensliste fra før, de lavede den om, og da lød min anmeldelse helt anderledes. Før i tiden indeholdt denne nemlig kojic acid, som har gode egenskaber i forhold til at lysne pigmentpletter. En håndcreme, der lysner pigmentpletter og beskytter mod solen, I like! Desværre viser den nyeste ingrediensliste, at den er fjernet fra produktet i reformuleringen, og nu går markedsføringen i stedet på noget så uinteressant som soja. Ih altså, hvor kunne jeg godt tænke mig, den stadig var i stand til at lysne min hyperpigmentering på hånden! Det ville virkelig have været et unikt produkt i kombination med den fantastisk solbeskyttelse.

Her kan du købet det
Ole Henriksen Hands Forward SPF15 kan kan købes i  blandt andet stormagasiner, Matas og udvalgte danske webshops for 265 kroner. Du kan også købe den hos lookfantastic.com for under 200 kroner.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
16 kommentarer
Kristine

Katja, Prøv Camferine fra COOP. Jeg har slås med vintertørre hænder i ræjtig mange år og opdagede sidste år denne helt fantastiske håndcreme fordi en kontorfælle brugte den.
Jeg har været gennem et hav af håndcremer (både dyre og billige) uden aldrig at kunne finde en der passede til MINE hænder- før jeg rendte ind i denne; og så koster den 15 kr en tube med 100 ml!
Den er ikke nødvendigvis lige god til alle – og den har stensikkert ikke samme lækkerhedsværdi som mange af de andre testede produkter. Men jeg synes bare det kunne være sjovt at se hvordan en creme i et helt andet prisleje kan klare sig til sammenligning med de andre, du har testet 🙂

Pudderdåse Katja

Tak Kristine, det vil jeg gøre. Jeg er selv vild med mange billige supermarkedsprodukter, faktisk den næste håndcreme jeg skal teste er Irmas Tusindfryd.
Men jeg vil kigge på din. Tak!
Kh. Katja

Bodil

Hvorfor bruger du ikke bare din ynglingssolcreme til hænderne? Så får du beskyttelsen med!

Pudderdåse Katja

Det er en god idé Bodil. Jeg har bare ikke fundet en solcreme, der egner sig endnu.

Bodil

Matas sollotion – den skal alligevel bruges ret hurtigt efter den er taget i brug, da den ellers kommer til at lugte underligt. Den er svanemærket men med alkohol i ret højt oppe på ingredienslisten, så den skal ikke være til permanet brug i lang tid.

Pudderdåse Katja

Uha Bodil det går nok ikke desværre. Mine stakkels hænder ville udtørre ret heftigt af alkohol 🙁

Lotte

Hej Katja
Jeg vil lige give et tip om en håndcreme, som måske kan gøre det ud for den gamle version af Ole Henriksen håndcremen: Clarins “Age Control Hand Lotion SPF15”. Den slår sig op på at minimere pigmentforandringer samtidig med, at den har solfaktor. Jeg har dog ikke selv prøvet den, men jeg er stor fan af Clarins anden håndcreme “Hand & Nail Treatment Cream”, så hvis den bare er halvt så god som den, tør jeg godt anbefale den 😉
Mvh. Lotte

Pudderdåse Katja

Jeg må kigge på den. Mange tak.
Kh. Katja

Lotte

Det var så lidt. Det er mig, der takker for alle de mange gode tips, jeg har fået herinde! 🙂

Pudderdåse Katja

Hvor er det godt at høre, at du kan bruge dem 🙂

Julie Lange

Hej pudderd
åser
et sted på jeres blog skriver I, at I ikke er så vilde med Ohs produkter? Hvorfor ikke? Har I mulighed for at anmelde flere af dem?
Bedste hilsener
JULIE

Pudderdåse Katja

Blandt andet på grund af hans udbredte brug af æteriske olier: https://pudderdaaserne.dk/2013/01/06/aeterisk-olie-men-det-er-jo-naturligt/

Nathalie

Hej Begge
Først og fremmest tak for en god og ærlig blog!
Da jeg læste jeres opslag om Ole Henriksen, fik jeg lige lyst til at spørge jer; hvilke hudpleje serie anbefaler I, når man går efter noget der hverken er fyldt med æteriske olier eller alkohol og diverse andre skadelige og udtørrende stoffer?
Jeg selv har tør/ sensitiv hud og kan få uren/tør hud hvis min hud bliver det mindste ubalanceret pga for meget fedt eller udtørrende pleje.
PFT!
Har I nogle gode råd?

Pudderdåse Katja

Kære Nathalie
Det er svært at finde en enkelt serie, der kan det hele. Tricket er at finde gode produkter fra forskellige serier, og så blande – så sparer man også nogle penge.
Men Matas Natur, Purely Professional, EGF og Paula’s Choice er ret sikre valg.
Kh. Katja

Camilla

Kan det passe at denne ikke findes længere?
Kender I til andre gode håndcreme med solfaktor? Kan se at indlægget her er gammelt, så måske der er kommet nye til? 🙂 Google gjorde mig ikke meget klogere..

Helene Randløv

Hej Camilla
Nej, jeg kan ikke komme i tanke om en eneste man kan få her hjemme. Supergoop har en med SPF 40, og Eucerin har også en med SPF 30. Personligt har jeg altid en SPF til kroppen stående på bordet i entreen, så håndryggene kan få en tur på vej ud af døren.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *