Probiotisk hudpleje – de levende vs de døde

09.02.20
Probiotisk hudpleje

Probiotisk hudpleje

Probiotisk hudpleje er – i teorien i hvert fald – hudpleje med gavnlige bakterier til huden. Men langt de færreste probiotiske produkter på markedet indeholder levende bakterier. De indeholder i stedet lysater, som er et ekstrakt af døde bakterieceller, og som virker helt anderledes end de levende bakterier.

“Postbiotiske” ekstrakter med fermenterede døde bakterier
Bifida ferment lysate og andre lysater findes i massevis af “probiotiske” cremer på markedet, og har en god dokumenteret effekt på huden. Men er det probiotika?

Bifida ferment lysate er et stendødt ekstrakt, der kan have en god effekt på huden, men der er ingen levende bakterier i. Lysater er et ekstrakt fremstillet ved at fermentere nogle bakterier, men der er ingen levende bakterier i det færdige ekstrakt. Og de virker på en anden måde.

Problemet med levende bakterier er noget virkelig besværligt noget at have med at gøre i en creme. Det er meget mere praktisk at bruge døde end levende ingredienser.

Men bør man så kalde et produkt “probiotisk”? Myndigheder verden over er i gang med at diskutere emnet, og de er ikke færdige endnu. Termen “postbiotics” vinder frem og er et mere korrekt navn for de døde lysater.

Lysaterne kan have en positiv effekt på irriteret, reaktiv og tør hud. De virker på en anden måde end levende bakterier kan gøre, men de ser ud til at virke. Lysaterne har en beroligende og dulmende effekt på den reaktive hud, og kan dulme hudens over-hysteriske immunsforsvar og lære det at opføre sig mere normalt. (kilde)

Levende bakterier fra Danmark
Jeg kender pt. kun til to produkter, der med god samvittighed kan kalde sig probiotiske: Esse og Bak. De indeholder begge levende bakterier.

Bak skincare er et nyt dansk firma, der arbejder med at skabe deres egne bakterier med en gavnlig effekt på huden. Det er foreløbigt blevet til Lactobacillus plantarum LB244R, der har en gavnlig effekt på gule stafylokokker, der er ansvarlige for en række hudlidelser.

Bak kan formulere produkter med LB244R, fordi produkterne er oliebaserede. Dette giver en række begrænsninger i forhold til traditionelle hudplejeserier, men Bak er produkter, du bruger, fordi du har et specifikt formål med det – ikke fordi du vil have en let lotion. Det er et spændende firma, og jeg glæder mig til at se, hvilke andre bakterier og andre anvendelsesmuligheder, deres forskning kan finde frem til.

Og spørger du mig, hvad der er bedst? Vi ved det ikke, og det kommer i høj grad an på, hvad du skal bruge det til. De fermenterede lysater så udbredte i hudpleje, fordi de har en generelt forbedrende effekt på huden, som de fleste kan have gavn af. LB244R har til gengæld også nogle helt unikke egenskaber, som vi forhåbentlig vil komme til at læse mere om effekterne af.

Her kan du købe det (indeholder reklamelinks*)
Lysater har været meget populære, og stort set alle de store mærker har deres eget produkt:

Estée Lauder Advanced Night Repair* er en klassiker og indeholder bifida ferment lysate.

Elizabeth Arden har Superstart*, Lancome har Genifique, Clinique har den grønne iD. De indeholder forskellige ingredienser, men det er alle ekstrakter af bakterier i en eller anden form.

Aurelia The Probiotic Concentrate* indeholder også bifida ferment lysate sammen med ingredienser fra mælk.

Levende probiotiske bakterier kender jeg kun to producenter af på det danske marked: sydafrikanske Esse og danske Bak.

Læs mere: Miljøstyrelsens rapport om probiotika og præbiotika i hudpleje

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
8 kommentarer
Line

Min teenagedatter har stor effekt af at bruge vandkefir som “skintonic” mod acne. Inspireret af en hudlæges artikel om hudens mikrobiom et andet sted i blogland.

Katja Moikjær

Det er spændende – er det en I laver selv?

Line

Ja, jeg brygger selv, bare til at drikke. Så hun får en frisk omgang en gang om ugen. Det har overraskende god effekt, både på deciderede bumser, men også på mængden af hudorme.

Anne - Sofie A

Guud jeg er da hoppet i med begge ben, man får nu oplyst flere steder st der er levende bak. Hvad skulle vi dog gøre uden jer 👏

Tine Søs

Hvad med Algenist? De har en probiotica maske, hvilken kategori hører den så under? Levende eller død? 😬

Katja Moikjær

Er det deres prEbiotiske maske, du mener? Prebiotisk er et andet begreb og hentyder til ingredienser, som gode bakterier kan leve af. Der er ingen levende bakterier i Algenist. Men der er også lysater i, så begreberne er blandet godt og grundigt sammen under alle omstændigheder 🙂

Sofie

Hmm, jeg er lidt i hudpleje-rutine-vildrede… Jeg har efterhånden brugt et godt stykke tid på at sætte mig ind i C- og A-vitaminer i hudplejeprodukter, da jeg kan forstå at de er ret essentielle, hvis du gerne vil opretholde en fin hud. …. Og så støder jeg midt i det hele tilfældigvis ind i hele denne probiotika-bølge… Og har nu brugt et betydeligt antal timer på at sætte mig ind i det også… MEN JEG KAN IKKE LÆSE MIG FREM TIL NOGEN STEDER: giver det mening at bruge probiotika sammen med produkter med C- og A-vitamin i??? Som jeg kan forstå det, er probiotika godt for hudens mikrobiome, der ellers ofte nedbrydes af skrabe plejeprodukter. Så hvis man bruger et probiotika produkt efterfulgt af en creme med C- eller A-vitamin (eller i omvendte rækkefølge?), vil det at have brugt probiotika olien så alligevel være spild? Fordi de andre prdukter evt indeholder ting, der ødelægger den “gode” bakterieflora? Hvis i forstår hvad jeg mener :))

Helene Randløv

Hej Sofie
Ligesom med BIOEFFECT er anbefalingen, at produkter med probiotik skal bruges alene. Så du kan enten vælge at bruge produkterne forskudt morgen og aften eller selvflgelig udelade en af delene. Du kan også gå en anden vej og tage et kosttilskud, der i flere studier har rigtig god effekt på huden.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *