Tirsdags tip: Din beautyblender er fyldt med farlige bakterier

Guide: Det skal du vide om lysbehandling og lysmasker

Neutrogena lysmaske

Neutrogenas bedstsælgende lysmaske er trukket tilbage på grund af risiko for øjenskader.

Lys i alle regnbuens farver lige fra masker til dyre klinikbehandlinger. Navnet er PDT – Topical Photodynamic Therapy. På dansk fotodynamisk terapi. Men virker det?

Det korte svar er ja – behandling med lys ser ud til at virke MEN – der er nogle ting, du skal vide, før du beslutter dig:

Hudlægerne siger, det virker
European Dermatology Forum har netop publiceret guidelines for behandling med PDT. Altså lysbehandling af huden. Og der konkluderer de blandt andet, at akne kan behandles med lys. Både rødt og blåt lys virker.

Jeg kan finde knap 5.000 studier på PubMed , når jeg søger efter “photodynamic therapy skin” – det er altså ikke bare noget, som et par kreative producenter af en maske til hjemmebrug har fundet på. Lysbehandling er et vigtigt dermatologisk redskab – også til alvorligere hudsygdomme.

Hjemme vs. klinik
Men stort set alle undersøgelser om emnet er lavet på lysbehandlinger foretaget af en hudlæge med en meget stor maskine. Det er naturligvis noget helt andet end en lille maskine til hjemmebrug.

Helt generelt er hjemme-maskiner mindre kraftige og resultaterne er derfor også tilsvarende mindre. Prisen er så også en helt anden – og sådan hængerne tingene jo sammen.

På klinik bliver maskinen typisk ikke brugt alene, men bruges sammen med et stof på huden, der gør huden mere modtagelig overfor lyset.

Der findes flere studier af maskiner til hjemmebrug, der konkluderer, at de virker på akne.

Det kniber dog noget mere med undersøgelser af en antiage-effekt. De mangler stadig, og den smule, der er, handler om hjemmemaskiner med radiobølger. Jeg kan ikke finde nogen dokumentation for, at en maskine til hjemmebrug har en effekt på rynker. Det betyder ikke, at de ikke virker – men det betyder, at du kun har producentens ord for det.

Forskellige typer lys
Maskiner til hjemmebrug findes med lys i alle regnbuens farver. Som skrevet ovenfor kan vi finde dokumentation for at det blå og røde lys virker på akne. Andre farver lys og andre effekter ved vi stadig ikke noget om, og lys i alle regnbuens farver kan jeg ikke finde nogen god grund til at bruge.

Bivirkninger: Hyperpigmentering og øjenskade
Jeg spurgte for et stykke tid siden en hudlæge om, hvorvidt disse maskiner til hjemmebrug virkede. Og han svarede: “Hvis de er stærke nok til at virke, så er de også stærke nok til at give hyperpigmentering”.

Hyperpigmentering er en bivirkning ved en effektiv behandling med lys. Har du allerede melasma, så er du IKKE kandidat til lysbehandling.

Du skal du især passe på dine øjne. På en klinik vil personalet altid være meget påpasselige med at beskytte dine øjne mod lyset – og det er der god grund til.

Neutrogena har i sommeren 2019 tilbagekaldt deres Light Therapy Mask på grund af en risiko for øjnene og den sælges ikke længere. Læs tilbagekaldelsen her.

Det er ikke bare Neutrogena, der har tilbagekaldt deres eget produkt for at være på den sikre side. De australske myndigheder har forbudt produktet med ordene “It has been identified that, for a small subset of potentially susceptible people (including people with certain eye-related disorders e.g. retinitis pigmentosa, ocular albinism, other congenital retinal disorders), repeated exposure may cause varying degrees of retinal damage that could be irreversible and could accelerate peripheral vision impairment or loss.”

Jeg har derfor også en grundangst for billige masker eller små maskiner uden ordentlig beskyttelse til øjnene. Pas på dine øjne!

Synligt lys bidrager også til aldring
Samtidig med at læger og skønhedsindustri putter blåt lys på maskine for at gøre os smukkere, så taler de samtidig om den skadelige effekt af blåt lys. Forskere mener, at blåt lys også bidrager til aldring af huden – på samme måde som UVA-lys gør. Så hvordan passer det sammen med en forskønnende behandling af huden med blåt lys?

Det ved vi ikke – men indtil nogen har fundet ud af præcis, hvilke frekvenser lys huden bliver yngre af (hvis de da findes…) og hvilke den bliver ældre af, så vil jeg se lysbehandling som netop en behandling. Noget, som kan være både dyrt og tidskrævende, og derfor er værd at overveje, hvis du har en hudsygdom, som du gerne vil behandle.

Har du uren hud, så kan en maskine til hjemmebrug være et billigt og nemt sted at starte. Behandling på en klinik koster mere, men du kan også stille større krav til resultaterne.

Hvad skal jeg købe?
Spørger du mig, hvilket produkt jeg vil anbefale, så har jeg intet rimeligt belæg for at sammenligne lys-produkterne. Det ville kræve, at nogen havde lavet et studie, hvor de havde sammenlignet deres effekt på personer med akne. Det har ingen endnu.

Jeg vil i stedet se på sikkerheden af produktet og stille mig selv to spørgsmål før et køb af produkt til hjemmebrug:

  • Kan jeg bruge produktet uden at få lys i øjnene?
  • Stoler jeg på producenten?

Foreo Espada
Min egen personlige erfaring begrænser sig til et enkelt produkt, nemlig Foreo Espada. Jeg har prøvet det selv, og jeg kan svare ja til begge ovenstående punkter. Foreo er en punkt-behandling, hvilket både er en fordel og en ulempe. Det gør det muligt udelukkende at behandle det påvirkede område. Men har du et ansigt dækket af bumser, så er det en temmelig omfattende proces.

Klaresca
Klaresca er en virksomhed grundlagt af blandt andet danske LeoPharma, som laver lysterapibehandlinger til professionel brug. Effekten af Klaresca er bevist til både akne, rosacea og som en foryngende behandling, og med Klaresca er du i hænderne på professionelle undervejs. Men Klaresca er ikke egnet til personer med melasma – så jeg har desværre ikke selv kunne afprøve den. Læs mere om Klaresca her.

 



Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk  - Feelunique -  Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Ellos - Nelly - Flere links

5 kommentarer

  • Marianne

    Tak for et interessant indlæg! Har selv masken fra Medicoline – min søn har haft gavn af det blå lys mod acne. Jeg har også selv mærket en forskel med blåt lys, da jeg har en mild rosacea. Og så synes jeg, at det røde lys giver en god glød til ansigtet. Om det har anti-age effekt aner jeg ikke … Mht. øjenbeskyttelse: er det ikke nok at lukke øjnene?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Interessant! Vil du ikke fortælle mere om hvilken effekt, I har oplevet?

      Mht. øjenbeskyttelse så ved jeg det ikke. Neutrogena skriver dette (det er to forskellige masker – husk det): The NEUTROGENA® Light Therapy Acne Mask is safe for use by the general population when used once per day as directed. Reports of visual effects associated with the use of the NEUTROGENA® Light Therapy Acne Mask are rare, generally mild and transient. For a small subset of the population with certain underlying eye conditions, as well as for users taking medications which could enhance ocular photosensitivity, there is a theoretical risk of eye injury.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marianne

      Jo, det blå lys har efter min mening en klar effekt på rødme og moderat acne – min søn er ikke så go’ til at få den brugt, men i starten var der en klar forbedring på hans acne i ansigtet. Jeg bruger masken 3-4 gange om ugen: nogle gange 20 min rødt lys – for glød og forhåbentlig anti-age :-), nogle gange 10 min. rødt lys og 10. min blåt, hvis jeg har noget rødme i huden. Det hjælper helt sikkert. Medicoline har nogle før/efter billeder, som folk selv har sendt ind (ikke de dér stock photos) – – se her https://www.shopmedicoline.dk/kopi-af-for-og-efter-billeder – Kan kun anbefale denne maske; den er dansk og har en go’ pris …

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Liselotte

    Jeg har også masken fra medicoline.
    Jeg har også mild rosacea og jeg syntes den har dæmpet min rødme, jeg har heller ikke så mange udbrud af padler. Jeg anvender 15 min blå og 15 min rød 1 gang om ugen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ahn

    Jeg har en maskine fra Bioptron. Pris ca. 17.000 kr. Den er alle pengene værd. Jeg har eksem, og maskinen booster kollagenproduktionen. Min hud er langt mindre tør. Nu bruger jeg kun hormoncreme et par gange ugentligt om vinteren. Aldrig mere i de andre årstider. Brugef den også på hænderne. Mine brune pletyer på hænderne er blevet mindre, og jeg bruger kun håndcreme en gang dagligt om vinteren nu. Det kan samtidig anbefales at investere i et brusefilter. Min er købt på Amazon, og det er meget let at påsætte uden værktøj.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tirsdags tip: Din beautyblender er fyldt med farlige bakterier