Start kun på et nyt produkt ad gangen

08.09.18

Vi vil så gerne gøre det godt for vores hud. Købe en hel serie, skifte det hele ud, lave det helt om. NU skal det være! NU skal vores ansigt have en makeover.

Du køber hele Pudderdåsernes serie, samtlige The Ordinarys produkter og et par serum i Normal, der så sjove ud. Tilfører måske en sheet mask eller to.

Og hvad sker der? Bumser, rødme, irritation, bivirkninger. Eller måske sker der noget helt fantastisk og et eller andet virker! Det bliver bedre!

Men hvad er det så, der virker? Og hvilket produkt har givet bivirkninger? Ingen ved det.

Selv de bedste produkter har bivirkninger. Starter du op med en syrepeeling for første gang, så er der en stor sandsynlighed for, at du får flere urenheder i starten. Starter du så samtidig med en ny lokalirriterende ansigtsvask eller en alkoholbaseret creme, der irriterer din hud og giver dig perioral dermatit, ja så kan det være svært at skelne skidt fra kanel. Og gode produkter kan også irritere og give bivirkninger i starten.

Er du startet op med tre nye serum og cremer på en gang og har pludselig set dine hudorme eller rynker forsvinde, så kan det måske blive svært at gennemskue, hvilken der gjorde det.

Under alle omstændigheder er det altid bedre for din hud med langsomme forandringer. Så kan du selv følge med og din hud kan vænne sig til forandringerne.

Problemer med at overskue effekt og bivirkninger af hvert enkelt produkt er blevet større i takt med, at vores hudpleje bliver mere og mere avanceret. Da vi startede bloggen tilbage i 2010 var højeffektive ingredienser såsom syre, niacinamid, peptider, C-vitamin og A-vitamin i høje doser stort set umulige at opdrive på det danske marked. Nu kan du købe det i Matas og Normal. Det stiller større krav til forbrugerens viden, når du begynder at mikse og matche produkter til din hud.

Vi er 100% for at blande produkter og mærker – men gør det med omtanke. Start kun på et nyt ad gangen. Vent og se effekten. En rense eller almindelig creme kan du mærke med det samme  om den føles ok. Effekten af et syreprodukt tager måske en måned eller to at se. Og først der kan du overveje at gå ud og købe mere.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
stine

Hej dåser. Kunne Í tænke jer at anmelde danish skin cares produkter?

Anna

Du kan lige få min anmeldelse 😊 Jeg har brugt det siden februar og bestilt hjem flere gange, for det har gjort en kæmpe forskel for min hud. Den er endelig i balance! Selvfølgelig får jeg en bums eller to engang imellem, men den der konstante betændte hud med rødme og bumser er væk! Juhu 😊 Og jeg har gjort som Mads siger: ingen scrub, ingen masker, ingen dermaroller. Det skaber irritation og gør det værre.

Iben Christensen

Hejsa! Jeg har for nogle uger siden købt jeres T-zone-peeling og Niacinamid og er VILD med begge produkter😍 Før jeg startede med jeres to produkter brugte Hydra-hyal serum fra Filorga, og vil gerne starte igen, men er i tvivl om rækkefølgen. Hvornår skal jeg tage den på? Før eller efter T-zone-peelingen eller først efter Niacinamiden? Er det overhovedet godt at bruge serummet sammen med de to produkter? Afsluttende plejer jeg at bruge en alm. fugtighedscreme. Tak for jeres skønne blog!

Helene Randløv

Hej Iben
Du kan sagtens bruge dem sammen:
T-Zone Peeling
Hydra-hyal
Niacinamid
Creme
De sidste tre kan du bytte rundt på efter behag, men T-Zone Peeling skal altid nederst.
Kh. Helene

Mathias

Hej dåser
Efter anbefaling fra min kæreste, er jeg begyndt at bruge jeres produkter.
Jeg er 24 og jeg har aldrig brugt hudprodukter før andet en basiron 5% creme om natten, da jeg har tendens til uren hud.
Nu er jeg så på en gang startet med at bruge jeres
T-Zone Peeling efterfulgt af Niacinamid 10% serum og derefter anti-age creme morgen og aften. Jeg føler egentlig at min hud har godt af det, men jeg er også begyndt at få lidt uren hud igen, efter jeg startet på at bruge dem. Nu har jeg læst artiklen, og kan se at det måske var dumt at gå fra ingenting til alle 3 produkter morgen og aften på en gang? Hvad er jeres anbefaling her? Skal jeg forsætte som jeg gør nu, og regne med at det urene hud forsvinder på sigt, eller skal jeg gøre noget anderledes? Ser frem til at høre fra jer. På forhånd tak 😊

Helene Randløv

Hej Mathias
Det er helt almindeligt, at salicylsyre giver flere urenheder i starten: https://pudderdaaserne.dk/2015/08/24/kan-salicylsyre-give-mere-uren-hud-starten/.
Hvordan renser du huden? Husk at rense mildt og helst uden vand.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *