Pudderdåsernes ALT I EN FODCREME

Fredagsfavorit: Tonede brilleglas med farveovergang

Fredagsfavorit: Tonede brilleglas med farveovergang

For at illustrere de tonede glas med farveovergang, var jeg nødt til at tage en hurtig selfie med telefonen, inden det blev alt for mørkt… beklager billedkvaliteten og høretelefonerne… det har været en lang dag ikk’

Der er slet ingen tvivl om, at jeg er blevet mere og mere modig med mine briller. Men fra vovede stel til tonede glas var der i min optik temmelig langt. Sidste år gik jeg på jagt efter en klassisk sekretærbrille fra tresserne, altså sådan en med et dråbeformet glas, der spidser til ved stængerne. Det var sværere at finde end jeg havde forestillet mig, indtil jeg besøgte MYKITA Copenhagen. Der faldt jeg pladask for Eartha, der er født som solbrille. De aftalte glas skulle have en antydning af blå for oven… men seje og søde Betina tog en rask beslutning om de tonede glas og bestilte dem en del mørkere end aftalt. Det var en god beslutning, men jeg var virkelig på udebane, da jeg prøvede mine nye briller første gang. Og de krævede da også lidt tilvænning, trods MANGE komplimenter.

Lidt kult
Eartha er resultatet af et samarbejde mellem MYKITA og designeren Bernhard Willhelm. Hvis samarbejdet får en lille klokke til at ringe, så er det rigtigt nok. Det var nemlig samme duo, der stod bag det vanvittigt smukke guldstel Franz med guldfarvede spejlglas fra Sex and The City 2-filmen Carrie On.
Både Bernhard Willhelm og MYKITA fik nærmest kultstatus på grund af det stel. Og det ER altså også et par pæne solbriller! Det er en ret stor pilotbrille, der klæder rigtig mange ansigter.  Af og til drømmer jeg stadig om Franz i blå, selvom stellet på ingen måde klæder mig.

Fordele og ulemper
Nu ved jeg godt, at det er de færreste, der køber briller i det omfang, jeg gør. Alligevel vil jeg slå et slag for en brillegarderobe og ikke mindst et par briller med tonede glas. Helt ærlig er det ikke videre praktisk om vinteren. Det er bestemt en dagslysbrille. På den anden side kan man jo altid have et par ekstra briller i tasken. Fordelene ved farveovergangen opvejer dog ulemperne. Det er simpelthen genialt de dage, hvor jeg er træt i øjnene, eller hvor hovedpinen lurer. Glassene er jo ikke så mørke foroven, at de på nogen måde kommer i nærheden af en solbrille. Og så er det bare rigtig pænt med farveovergangen.

Makeupbrillen
Det slår aldrig fejl, når jeg har Eartha på, får jeg ekstra mange komplimenter for min makeup, uanset om jeg har noget på eller ej. Derfor har jeg døbt den makeupbrillen. Hvis det er gået lidt hurtigt om morgenen, er Eartha med de blåtonede glas et sikkert valg. Farveovergangen gør nemlig, at det ser ud som om jeg har perfekt tonet øjenskygge på. Sådan en let tonet brille med farveovergang, vil jeg varmt anbefale. Det er vitterlig en sand magnet for komplimenter. Samtidig slapper mine til tider meget lysfølsomme øjne helt af bag de tonede glas.

Hvis du synes, det er en fjollet favorit, fordi du ikke behøver eller bruger briller. Så vil jeg foreslå, at du overvejer et par briller som accessory. Det er sjovt at lege med looket, og på et eller andet tidspunkt kan det jo være, at behovet for briller opstår helt af sig selv… I øvrigt er det overhovedet ikke dumt at beskytte øjnene mod UV-lyset med et par gode brilleglas.

Stellet Eartha er fra MYKITA og stellet koster 2960 kroner. Den præcise pris på tonede glas med farveovergang kender jeg ikke. Prisen afhænger af mærket, kvaliteten og styrken.

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Zalando.dk - MAC - Boozt.com - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk   Feelunique - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pudderdåsernes ALT I EN FODCREME