Månedens Favoritter: Marts 2018

30.04.18
Månedens Favoritter: Marts 2018

Månedens Favoritter: Marts 2018

Så længe vi er i april, kan jeg vel godt tale om Månedens favoritter: Marts 2018… Foråret er landet, og det er pollentallene sandelig også, hvilket betyder, at jeg har hovedpine fra helvede. Overskuddet er i bund, og samtidig er jeg gået i gang med en grundig oprydning i noget indre rod. Det skal nok blive godt, men det fylder nok meget i den næste tid.
Der er masser af indlæg, der trænger sig på. Så jeg håber også, at jeg snart kan vende tilbage til mit sædvanlige blogger selv igen. Det er både tiden og koncentrationen, der driller mig, men det er trods alt blevet bedre. I hvert fald kan du her læse Månedens favoritter: Marts 2018, der denne gang næsten udelukkende er nye lanceringer, jeg har testet i kortere eller længere tid.

*Teksten indeholder reklamelinks

1. Filorga Hand-Absolute*
Det er sjældent, at jeg medbringer en håndcreme i min taske. Mine håndcremer har en unik evne til at åbne sig selv i løbet af dagen. Creme i de fleste afskygninger holder jeg meget af, men da ikke i hele min taske! Derfor har jeg altså forvist håndcremerne fra tasken efter en særlig uheldig episode, med nogle vigtige papirer. Når Filorga alligevel er landet i tasken ved flere lejligheder, er det selvfølgelig fordi, jeg er vild med cremen. Denne tube garderer mig mod cremeudslip i tasken. Tuben er nemlig forsynet med en virkelig praktisk lukkeanordning. Der er ingen chance for at den bare smutter op eller af, mens cremen ælter rundt i taskens dyb. Og derfor kan jeg endelig have lidt forkælelse til mine travle hænder med i tasken. Cremen er yderst behagelig og meget fugtende, mens den ikke efterlader den sædvanlige ubehagelig hinde på hænderne.

2. BIOEFFECT Eye Mask Treatment*
Når man ser mere slidt ud, end man plejer, så er det meget rart at kende til et vidundermiddel eller to. Sådan har jeg det med øjenmasker, som jeg har lidt af et afhængighedsforhold til. Samtidig er de en glimrende undskyldning for at tage et kvarters pause, hvor man jo bliver nødt til at ligge ned. Fordømt altså!
Du læste rigtigt, jeg skrev vidundermiddel. Det er immervæk lidt af en påstand, men det øjenserum er fantastisk. Det er vist ingen hemmelighed, at vi er svært glade for BIOEFFECT EGF Serum her på bloggen. Hvis du er træt af linjer og trist hud, så er det, et af de eneste rigtige valg. I hvert fald er det effektivt. Prisen er, som du sikkert har gættet i den høje ende. Alligevel kan jeg godt retfærdiggøre de næsten hundrede kroner per sæt, for effekten er altså enestående.

3. Anastasia Soft Glam*
Kan verden holde til flere såkaldte neutrale paletter? Det var sådan jeg tænkte, da jeg så farverne i Soft Glam. Tanken om svaret gør mig træt, men jeg må indrømme, at Soft Glam ikke helt falder i den kedelige kategori. Nok er paletten forholdsvis brun og beige og… på den anden side er der altså andre muligheder. Her hjemme er paletten blevet brugt til alt andet end stille brune looks. Glitter, guld og drama er meget mere mig end en let markeret globelinje og lidt flydende eyeliner. Bevares… Det er et rigtig pænt look, men jeg føler mig helt forkert, når jeg ser sådan ud.
Paletten Subculture delte i efteråret vandene, og mange af mærkets faste støtter blev så rystede, at Soft Glam ikke har fået nær så meget omtale. Det er ærgerligt, for kvaliteten er mindst lige så god, som den plejer at være!

4. Urban Decay X Kristen Leanne Vice Lipstick I farven Bun Bun
Det var lige på grænsen til, at denne læbestift blev gemt væk. Det skyldes mine halvfemsertraumer om brune nuancer på læberne. De smukke lilla nuancer fra kollektionen blev lagt væk, så jeg ikke faldt i fælden og kun fik brugt dem. Bun Bun er en varm brun nuance, lige mørk nok til at være nude til mig. Når jeg endelig vælger en nude, så er nuancen oftest kølig. Derfor er det måske lidt overraskende, at Bun Bun endte som favorit.
Det er den fine tekstur, læbestiften har, der gør hele forskellen for mig. Den er SÅ flot på læberne, den holder som en mat læbestift, men ser stadig ”levende” ud. Matte læbestifter kan være virkelig rædselsfulde, men denne formel er behagelig at have på, samtidig med at den forbliver pæn… selv efter et par timer på læberne.

5. Too Faced Glitter Pop! I farven Yes Way Rosé*
Glitter eyelinere er utroligt brugervenlige, og jeg er vild med det. Tidligere var det næsten umuligt at få fat i, men flere og flere mærker har efterhånden fanget fidusen. Too Faced Glitter Pop! Med undertitlen Peel-off Eyeliner er god, fordi formlen holder på glitteret. Glitteret bliver siddende og havner ikke på kinderne eller øjnene i løbet af dagen eller natten for den sags skyld. Der er dog ikke meget peel-off over det, når man har øjenskygge eller anden makeup under, kan jeg godt røbe. Faktisk gjorde det så ondt, da jeg forsøgte at fjerne glitteret, at jeg måtte opgive.
Det gør nu ikke mig det mindste, at jeg bliver nødt til at bruge makeupfjerner, for eyelineren er let at fjerne. Og jeg er sikker på, at det netop er den smarte peel-off effekt, der sikrer det ikke-dryssende resultat.

6. GOSH Strobelight i farven 002 Galactic Sunset*
Det er en blyant… en highlighter… og jeg er forelsket. Formlen, nuancen og effekten på huden er så fin. Især denne nuance har vundet mit hjerte, men faktisk er alle tre nuancer af Strobelight fine og ikke mindst anvendelige. De får legebarnet frem i mig, og jeg har lyst til at tegne stammetegninger i hele ansigtet. Indtil nu har jeg holdt mig i skindet, men det er så fristende lige at tilføje lidt ekstra på amorbuen, på kindbenene, under brynet og i øjenkrogen. Hvis du er nervøs ved at tegne direkte på huden med blyanten, så kan du altid tegne lidt på en finger eller bruge en pensel. Det eneste, der ville gøre denne highlighter endnu mere perfekt, er… hvis det nu var en stift man kunne skrue op og ned i stedet for at skulle spidse blyanten.

7. OPI i farverne You´ve got Nata on me* og Made it to the Seventh Hill*
I de sidste par måneder har der været skruet ned for farverne på neglene, det har faktisk været stille. Sædvanligvis er jeg vild med de mørke nuancer om vinteren, men sidste år sprang jeg altså over. Neglene har været mange farver af nude, lyserød og rosa. De to farver fra Lisbon kollektionen er SÅ fine sammen især med naive polkaprikker.
Af og til irriterer det mig voldsomt, at neglelak holder så dårligt på mine bløde negle. Samtidig gror de så hurtigt, at det er spild af både tid og penge at få forstærkning eller lidt gelé på. De bløde negle har dog den fordel, at jeg bliver tvunget til at skifte neglelak ofte. Eller i det mindste tage det af, når det er blevet slidt, for de må hellere være nøgne…

8. Shiseido Synchro Skin Cushion Compact Bronzer*
Da jeg købte min første cushion bronzer sidste år, var jeg selvfølgelig nysgerrig og temmelig skeptisk. Cushion foundation blev lynhurtigt min foretrukne foundation, da de endelig landede på det danske marked. Alligevel havde jeg ikke ret høje forventninger til en lignende bronzer. Det viste sig dog hurtigt at være en god tilføjelse til samlingen. Det er meget mere enkelt at bruge, end jeg havde turdet håbe. Den tilhørende svamp er overraskende let at bruge til at fordele produktet jævnt og pænt. Hvis du mere er til pensler, kan det lade sig gøre med sådan en. Selve produktet er ret flydende, hvorfor en pensel kan gøre mere skade end gavn. Farven er så tæt på perfekt, som jeg kan komme. Den giver sådan en fin glød, og den lette konsistens er meget behagelig på huden, samtidig med at den holder.

9. 27 87 Perfumes Elixir de Bomb
Mit første møde med Elixir de Bomb, var præget af genkendelse. Efter lidt tid blev jeg klar over, at duften nærmest råbte Mark Buxton til mig. Nu holder jeg ikke af at fornærme andre mennesker, hvorfor jeg var tilbageholdende, da jeg delte min oplevelse med Romy, kvinden bag 27 87 Perfumes. Hun reagerede dog anderledes, end jeg havde forudset, og udbrød begejstret, at det netop er Mark, der står bag denne duft. Sådan blev min fornærmelse på et splitsekund til ros. Romy delte historien bag duften og fortalte også tankerne bag valget af Mark Buxton som næse. Helt i hans ånd er Elixir de Bomb blevet til på en bar over nogle gode cocktails, og hvis duften minder lidt om en dark and stormy, så er det nok ikke helt skævt… Ingefær, mandarin, karamel og læder er bare nogle af noterne.

10. Sisley Hair Rituel Regenerating Hair Care Mask*
Det er en besættelse eller en afhængighed…Denne hårkur dufter VIDUNDERLIGT. Helt præcis hvad det er den duft, minder mig om, kan jeg ikke huske. Faktum er, at jeg finder mig selv med hele snuden nede i tuben, mens jeg saligt inhalerer duften. Bevares… jeg indrømmer gerne, at det er lidt sært, men sådan er det altså. Og derfor er det altså en glæde ud over det sædvanlige at fordele denne kur i håret. Den er samtidig ualmindelig rar, hvis hovedbunden er irriteret. Håret bliver blødt uden at blive helt umuligt.
Gode hårkure har jeg masser af, men udfordringen er ofte, at mit hår bliver helt umuligt at kontrollere bagefter. Det betyder, at jeg skal bruge en masse ofte udtørrende produkter, for at få det til at arte sig. Og derfor føler jeg tit, at tiden med kuren er spildt.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
6 kommentarer
Mia / sortpastel.dk

Soft Glam paletten er simpelthen så smuk! Jeg drømmer om at eje den selv 😀

Helene Randløv

Hej Mia
Den er virkelig fin, jeg havde dog ikke regnet med at kunne lide den… men det kan jeg <3
Kh. Helene

Stine

Jeg er egentlig rigtig glad for min Soft Glam palette men må desværre også konkludere, at jeg ikke kan få ret mange forskellige looks ud af den. Er langt mere glad for min Modern Rennaissance. De to er dog fine at kombinere.

Helene Randløv

Hej Stine
Eeeej? Jeg har det nærmest lige modsat. Må jeg høre dine favoritter? Så kan vi måske udveksle erfaringer 🙂
Kh. Helene

Louise

Jeg har ledt med lys og lygte efter nr. 6 – Gogh Stobelight – men forgæves. Hvor forhandles de? Vil gerne prøve farverne inden jeg køber, så derfor bestiller jeg den ikke bare:)

Helene Randløv

Hej Louise
Altså… der findes tre farver: 001 Galactic Gold, 002 Galactic Sunset og 003 Galactic Light.
Jeg har set de tre farver i flere Matas og i Magasin.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *