Fredagsfavorit: Naturlig Olie Mango Smør

02.03.18
Fredagsfavorit: Naturlig Olie Mangosmør
Fredagsfavorit: Naturlig Olie Mangosmør
Foto: Naturlig Olie

Der er nogle produkter, der tager én med storm. Dem der bare efterlader en med en følelse af inderlig lykke. Sådan havde jeg det, da jeg pakkede en nærmest dybfrossen pakke op i mandags.
Det hele startede med en dialog med en sød læser. Havde det ikke været for hende, var jeg sandsynligvis ikke faldet over webshoppen Naturlig Olie foreløbig. Det er dog en webshop, der er mere end et flygtigt bekendtskab værd. Der er passion, økologi og bæredygtighed i hver af de fine produkter, der oven i købet kommer i nogle fine glas eller flasker. Det er faktisk umuligt for mig at komme på noget dårligt at sige om den lille men velassorterede webshop.

Mangosmør
I midtfirserne da The Body Shop stadig var forholdsvis nyt i Danmark, opdagede jeg Mango Body Butter* (*teksten indeholder reklamelink). Det var noget af en oplevelse, og den blev mit foretrukne kropsplejeprodukt i flere år. Først og fremmest er der bare noget med frugtige dufte, når man er omkring ti år. Og så husker jeg den samtidig, som helt fantastisk blødgørende. Egentlig er jeg i tvivl, om jeg har haft fingrene i denne siden dengang, så jeg kan ikke ret godt huske, hverken duft eller effekt.
Det var dog netop denne Body Butter tankerne faldt på, da jeg første gang kiggede på Naturlig Olies hylder. I kategorien råvarer fandt jeg nemlig helt rent mangosmør.

Afhængig
Hvis du har fulgt med på bloggen i flere år, ved du sikkert også, at jeg er nærmest afhængig af sheasmør, som jeg køber igen og igen i alle mulige varianter. Det var netop også denne ingrediens, der førte mig til Naturlig Olie. Da jeg fik nærstuderet olier, smør og andre råvarer, var jeg ved at revne af spørgsmål. Derfor ringede jeg til indehaveren, så jeg kunne spørge løs. I telefonen blev jeg mødt med venlighed, velvilje og en god portion viden om, hvilke varer der faktisk var på hylderne i butikken. Sådan noget varmer jo en gammel dåses hjerte. Så efter en god snak glædede jeg mig til at få fingrene i produkterne og mærke kvaliteten med mine egne fingre.

Lidt for stor til lommen
Sådan gik det til, at jeg mildest talt kastede mig over pakken, da jeg modtog den og flåede indholdet ud. I denne uge har dette fantastiske produkt fulgt mig rundt i hjemmet, og havde jeg haft en mindre beholder, havde jeg haft den med mig i lommen. Mangosmør giver en øjeblikkelig lindring, når huden er tør og frostbidt.
Mine knægte har verdensrekorden i at smide handsker væk. I onsdag var jeg ude uden mine handsker, da yngste selvfølgelig ikke skulle fryse om fingrene i løbet af dagen, fik han mine handsker. Da jeg havde meget at slæbe på, kunne jeg ikke dække hænderne helt til, så jeg fik temmelig vejrbidte hænder. Om aftenen smurte jeg hænderne grundigt med mangosmør og vupti allerede en times tid senere, var forbedringen så markant, at jeg overvejede, om jeg havde set syner.

Forventninger
Når men har med plantebaseret smør at gøre, er det en god idé at overveje, hvad man kan forvente. Mangosmør dufter sådan set ikke af mango, det har mere sådan en let syrlig duft… som smør. Det fedter naturligvis, men konsistensen er som med det meste sheasmør, en lille smule grynet. Det er derfor alfa og omega at varme en lille smule ad gangen i mellem hænderne, så du stadig har kontrol over mængden. Det er både svært at fordele og smelte, hvis du tager for meget. I denne uge er den blevet brugt på læberne, i ansigtet og selvfølgelig alle andre tænkelige og tørre steder. Til gengæld er min hud helt blød og fin uden tørhed.

Naturlig Olie Mangosmør koster 75 kroner for 180 ml. og det er altså en virkelig fin pris for sådan et skønt og effektivt produkt <3.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
3 kommentarer
Mia / sortpastel.dk

Jeg har brugt produkter fra Naturlig Olie, men aldrig hørt om mango smør(?) 😀
Lige for tiden elsker jeg at bruge avocado olie (fra Matas) blandet med min body butter 🙂

Lovisen

Har selv været kæmpe fan af mangobutter fra Body Shop. Den blev desværre reformuleret for en del år siden, og det fjernede de det olierede og lavede dem mere som en typisk creme- virkelig ærgerligt syntes jeg, da den også samtidig blev mindre nærende .

Kat

Hvad vil i anbefale til virkelig tør hud; shea eller mango?

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *