Coola Sport SPF 50 Unscented Sunscreen Spray

Nikkelallergi kan give problemer med mascaraen

jernoxid

jernoxid

Er du en af de cirka 15 procent af danskere kvinder, der er allergiske overfor nikkel? Så kan det også give dig problemer med din makeup. Hvis du har nikkelallergi og har svært ved at tåle eyeliner og mascara, så kan det være forklaringen.

Vi har skrevet om det flere gange før, men efter så mange år som skønhedsbloggere og så mange blogposts, så kan nogle af de gamle råd godt trænge til en gentagelse.

Ingen kosmetik er tilsat nikkel. Det er ulovligt og i øvrigt er der ingen god grund til det. Men nikkel findes som et rest-stof i jernoxid (iron oxide hvis du kigger på ingrediens listen), der er det sorte farvestof, man bruger i makeup.

Og når jeg siger “man”, så mener jeg alle. Uden undtagelse. Jeg har endnu ikke set et alternativ til jernoxid som sort farvestof. Og ingen producenter af jernoxid kan garantere, at det er 100 % fri for nikkel.

Så hvis et makeup-produkt er sort indeholder det en eller anden form for mikroskopisk mængde nikkel. Spørgsmålet er hvor meget?

For langt de fleste af os er det så bittebittesmå mængder, at det aldrig bliver et problem. Selv de fleste nikkelallergikere reagerer aldrig på makeup. Hvis du aldrig har reageret på makeup med sort farve i, er der ingen grund til at undgå det. Der er intet farligt i det.

Men nogle nikkelallergikere oplever at reagere med rødme eller kløe på makeup på grund af restindholdet af nikkel. Og hvis du har nikkelallergi og oplever problemer med mascara og eyeliner er der altså god grund til at tjekke det efter.

Sådan undgår du makeup med nikkel i
Der findes kun nikkel i makeup med jernoxid – altså makeup med sort farve i. Og det drejer sig stort set udelukkende om mascara, eyeliner og enkelte farver øjenskygger. Hvis du vil undgå nikkel helt, så skal du helt undgå disse produkter. Læbestift, foundation, pudder, lysere øjenskygger mm. giver yderst sjældent problemer.

Mange vil (næsten) hellere undvære en arm end undvære mascara. Og der er stadig muligheder derude, selvom du har reageret på en sort mascara pga. nikkel.

Forskel på nikkelindholdet – Først og fremmest er der stor forskel på nikkelindholdet. Der er desværre ingen nyere laboratorietests, der viser indholdet af nikkel af aktuelle mascara på markedet. Der findes butikker, der sælger mascara og påstår, at de er nikkelfri. Hvis de gør det, så har de allerede stemplet sig selv som utroværdige, for det findes ikke! Der findes derimod mange gode mascara derude med et lavere indhold af nikkel. Desværre har jeg ikke lige det testlaboratorium, der skal til for at tjekke det. Og jeg har ikke selv den nikkelallergi, der skal til for at lave min helt egen uvidenskabelige test. Men jeg vil bede alle jer, der har nikkelallergi om at skrive en kommentar og fortælle, hvilke mascara I har både positive OG negative erfaringer med, så vi kan få skabt en brugbar oversigt herunder.

Brun mascara – Et andet godt råd er at bruge brun mascara i stedet for sort, da det indeholder mindre mængder af det sorte farvestof. Det samme gælder farvede mascara. (Vær dog obs på de farvede mascara hvis du er allergiske overfor krom eller kobolt).

Transparent mascara – Det helt sikre valg hvis du slet ikke kan tåle sort farve er selvfølgelig at bruge klar mascara.

Og husk – hvis du ikke har nikkelallergi men bare har svært ved at tåle mascara, så er forklaringen højst sandsynligt en anden. Det er ret sjældent at få allergi overfor nikkel i mascara.

Nikkelallergikere – hvilke mascara og eyelinere kan I tåle, og hvilke kan I ikke tåle?



Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk - Følg os på Facebook og Instagram  @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas.dk - Sephora.dk - MAC - Paula's Choice - Asos - Escentual - Lookfantastic.dk - Gosh.dk  - Feelunique -  Beauty Bay - Nicehair.dk - DECIEM - Apo-rot.dk - Ellos - Nelly - Flere links

12 kommentarer

  • Anne

    Da jeg passerede mit 20. år fik jeg små røde knopper rundt om øjnene. Jeg fandt ud af jeg ikke kunne tåle sort mascara, og skiftede til brun. Siden har der ikke været noget. Kan dog sagtens tåle tvivlsomme billige smykker (som der sikkert er nikkel i). Men tak for forklaringen.☺☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Athene

    Selv slår jeg ret meget ud af Nilens Jord Mascara.

    Men Clinique, Gosh, Maybelline, og i virkeligheden stort set alt andet, tåler jeg fint :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    I har lige løst et kæmpe mysterie for mig. Jeg har nikkelallergi. Jeg har aldrig tidligere haft problemer med mascara og har altid brugt sort. Men det sidste halve års tid svier mine øjne nogle gange så afsindigt meget at de løber i vand, svier og er slet ikke til at holde ud. Det stopper først, når jeg får fjernet alt mascara og skyllet øjnene. Jeg bruger dog også linser, så jeg har egentlig tænkt om det kunne være pga. dem eller en blanding af dem og mascara. Men et par gange, når jeg har lagt mascara og ved en fejl fået noget ind på øjet har jeg nogle gange oplevet lidt det samme. Det hele giver mening nu.
    Jeg har dog brugt den samme mascara de sidste 4 år og det er først det sidste halve år jeg har oplevet svien. Kan det mon opstå pludseligt med mascaraen, når jeg har haft nikkelallergi de sidste i hvert fald 25 år?
    Jeg er virkelig ked af at oplyse om hvilken mascara, da jeg ellers synes den er fantastisk og jeg kommer ikke til at skifte den ud, da den udretter vidundere for mine vipper og jeg kun har oplevet det andet højst 5-6 gange. Jeg bruger False lash effect fra Max Factor. Den helt almindelige i helt sort indpakning.
    I er guld værd! Nu har jeg en logisk forklaring på noget jeg har undret mig over mange gange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanett

    Cliniques fibermascara kan jeg slet ikke tåle, deres anden..bumbum..hvad hedder den nu!?! High impact kunne jeg pludselig heller ikke tåle…
    Jeg må finde en brun en i stedet!

    Tak for super info!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Brun mascara fra Clinique er blevet min redning på den udfordring. Det er skrækkeligt at have øjne, der svider, klør og render i vand – jeg fik opklaret at det var farvestoffet (nikkel) der drillede i min lokale Matas.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har nikkelallergi og har af og til problemer med øjenbetændelse eller noget der føles som et blåt øje. Så undgår jeg mascara i et rum tid og så er jeg okay igen. Kunne det være grundet nikkel?? I har også løst et mysterie for mig, hvis dette er tilfældet :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Ja det kan sagtens være. Det er i så tilfælde ikke “rigtig” øjenbetændelse (som skyldes en infektion med bakterier), men kan give meget ubehagelige, ømme og røde øjne.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Maybelline Great Lash Mascara. Mine øjne vurdere den til at være den værste på market.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie F

    Hej dåser!
    Off-topic da jeg ikke ved hvor jeg skal skrive min ros og min forespørgsel!
    Jeg har søgt på jeres blog og tror ikke, I har anmeldt Estee Lauders CC creme. Er det noget, jeg har overset, eller noget I allerede har planer om at gøre?
    Knus en fan af de mega seje pudderdåser!
    I øvrigt – tusind tak for jeres umiddelbart sunde forhold til “farlig kemi” og det at gå til læge. Det gør mig (bl.a. som kommende læge) glad at se, I kender jeres grænser og beder folk gå til egen læge frem for at svare ud over egne evner eller at foreslå folk at konsultere Google og netdoktor – fyldt med faldgruber, misforståelser og fejlinformationer.
    Derudover blev jeg så glad over jeres svar mht parabener og dårlige ingredienser da en læser spurgte til et alternativ til en fugtcreme med “dårlige ingredienser”. Det er bare så rart at I forstår jer på ingredienser og hvad der rent faktisk er en betingelse i vores kosmetik, og hvad der er hysteri samt hvad der faktisk er farligt. Ærgerligt når folk vælger det farlige til og det harmløse fra. Bliver så træt når jeg læser de fjollede ord “farlig kemi” og “unødvendige kemiske stoffer” når folk tror kemi pr definition er farligt, og natur er ukemisk og sundt. Har sådan lyst til at fortælle om H2O, glycerol og irritanter fra naturens planter. Jeg bliver til gengæld super frisk når jeg læser jeres FABULØSE blog!
    På forhånd tak – håber på svar på om jeg bare har overset et tidligere indlæg.
    Kh Emilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg har netop fået konstateret kontaktallergi overfor lanolin og allergi overfor nikkel – træls !! Jeg mistænker bl.a. min Clarins Wonder Perfect Mascara – og skal nu på jagt efter en ny mascarra. Tænker at jeg skal gå efter en brun.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja Moikjær

      Æv. God jagt. Der kan være nikkel i brun mascara også. Så du må i gang med at prøve dig frem. Men brun er et bedre bud :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg har nikkelallergi og prøvet rigtig mange af de dyrere mærker (havde en ide om at de var bedst) men den eneste jeg kan tåle er fra La Roche Posay

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Coola Sport SPF 50 Unscented Sunscreen Spray