Tirsdagstip: Pas på dig selv

21.10.14
Sunrise at Bellevue Beach
Sunrise at Bellevue Beach
Foto: Peter Bros Nissen

Når alle omkring én spørger, om man har det godt og siger “pas på dig selv”, så er det nok, fordi det ikke helt ser ud, som om man er okay. Stort set alle omkring mig var bekymrede og med rette, jeg plejer nemlig ikke at være opfarende, grådlabil og uligevægtig. Samtidig var jeg træt eller nærmere trættere end træt… Det virker ikke helt sundt, nej! Og det føles altså heller ikke sådan, skulle jeg hilse at sige.
Her på den anden side, er det nemt at pege fingre. Det er nemt at se, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Men faktum er jo, at jeg ikke gjorde det, og det er nok de færreste, som i virkeligheden kan se, hvor galt det er fat, eller hvor man er på vej hen.

Netværk
Undervejs var der mange bekymrede blikke, klap på skulderen og overbærende ører. Det er en kunst at tage mod hjælp, og især at spørge efter den. Og det er på ingen måde en af mine spidskompetencer. Det er som regel mig, der har en skulder, træder til med en hjælpende hånd og støtter, der hvor jeg kan. Det med at modtage hjælp, det er jeg rigtig dårlig til. Særligt derfor er jeg taknemmelig for, at dem omkring mig nære som fjerne igen og igen træder frem og er ærlige. Nogle rusker mig blidt, mens andre tager mod til sig og losser mig i r*ven. Det er nemlig sin sag at tale mig til fornuft, stædighed har jeg nemlig masser af.

Pas dig selv
Hvornår begynder det at gå ned af bakke for det mentale helbred? Kan man stoppe det? Ja, det vil jeg mene, at man kan. Der er forskellige alarmklokker, som bør ringe, når du begynder at lave om på dine vaner. Og her taler jeg altså ikke om de gode ændringer!
Det starter måske med, at snooze-funktionen på vækkeuret, kører et par gange mere end sædvanligt. Du bliver nødt til at springe badet, kaffen eller makeuppen over. Du får ikke gået, løbet eller cyklet den tur, du plejer, og mad gider du heller ikke rigtig koncentrere dig om.
Langt de fleste af ovennævnte ting kan man skylde på simpel travlhed, men pludselig er det mere end det, og den nedadgående spiral fortsætter, hvis ikke man holder godt fast både i sig selv og de der gode etablerede vaner.

Ansvar
Selvom vi måske bare er tilskuere til nogens liv, så kan vi godt gøre en stor forskel. Som sagt er jeg ikke sen til selv at kaste mig ud i at trøste eller komme til undsætning, når lokummet brænder, heller ikke over for folk som jeg overhovedet ikke kender. Det værste, der er sket, er, at jeg fik besked på at blande mig udenom. Det, som oftest er sket, er, at jeg har givet nogen en hånd, eller måske skubbet til noget i et andet menneske, som igen får dem på ret kurs.
Nu hvor det er mig, som har stået i den situation, har det i hvert fald været rart at mærke alle de hænder, som greb mig, inden jeg for alvor faldt.

Pas på dig selv
Når vi har det dårligt, er regnen altid lidt mere våd, stolen er lidt hårdere og ham ved siden af trækker vejret helt vildt irriterende. Der skal ikke så meget til, før læsset vælter, det er nærmest en naturlov, at det er den dag, cyklen punkterer… Undgå at bringe dig selv der ud. Start i det små og indarbejd nogle gode vaner både med hensyn til kost, oprydning, motion og søvn. Det er fire ting, som i hvert fald aldrig har forhindret nogen i at leve et godt liv.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
17 kommentarer
Momfitnesslaw

Hold op et dejligt indlæg, altså på den øjenåbnene måde. Vi oplever alle stress, men kunsten er at stoppe i tide. Et indlæg, som her lige bliver brugt som en reminder.

Helene Randløv

Hej Momfitnesslaw
Tak for det!
Kh. Helene

Cendie Dyekjær-Themsen

Det kan jeg skrive under på. Er i et stress helvede som varede alt for længe inden jeg indså det og at jeg blev nødt til at få hjælp. Havde slået alle udstrakte hænder fra mig, for vel havde jeg ej stress. Jeg sov ikke, spiste ikke, overhørte alle min krops signaler – selv tissetrang. Jeg begyndte at besvime. Det måtte vente til jeg havde tid. Hjernen snurrede ubehjælpeligt rundt konstant og jeg arbejdede 12 timer i et nyt job, hjalp med at passe en kræftsyg, arrangerede mit bryllup og sagde idet hele taget ja til alt og alle uden at mærke om jeg ku eller havde lyst.
Efter et år lukkede arbejdspladsen og fra den ene dag til den anden stoppede jeg med at arbejde. Mit hår har altid været nemt. Glat og kort. Til brylluppet havde det dog fået en god ned-over-skulder-længde og det teede sig fuldstændig vanvittigt. Jeg tog til frisøren som konstaterede, det der altså var stresshår. “Du har stress”. Nej jeg har afspadseret 3 uger nu (hvor jeg havde pakket stue ned og haft malere på og pande-bi-halsbetændelse). Hun holdte fast og skældte mig ud mens hun klippede et godt stykke af og masserede kur ind. Min hovedbund var strammere end et kondom på en 2 m afrikaner. Mandag gik jeg til læge og han lavede en stresstest og kortisol måling. Jeg scorede max point. Jeg GRÆD som pisket. En diagnose ku jeg forholde mig til. Stress, det er jo ikke noget. Vi siger det hele tiden, at vi er stressede. Nej. Vi har travlt. Stress er noget helt andet. Og jeg ønsker det ikke for nogen.
Forebygstress.dk har en stresstest som du kan checke dine symptomer på. Man skal ihvertfald ikke slå det hen. En overbelastning af hjernen er som en kraftig hjernerystelse, men meget længere at komme over.
“Det er de stærke, vi skal passe på, deres byrde er overset.”

Helene Randløv

ÅÅÅhhrr Cendie <3
Da vi chattede via vores facebookprofil forleden, kunne jeg godt mærke, at vi kom fra samme sted :-*
Ae ae det lyder slet ikke spor sjovt, det du har været igennem. Jeg håber inderligt, at du kommer ovenpå og kommer stærkere ud på den anden side <3
Kh. Helene

tina nymann

Godt skrevet:-) Det er bare så vigtigt at se på sig selv sådan lidt udefra i tide, for meget kan reddes. hvis man er bevidst om, at den nedadgående spiral drejer hurtigere og hurtigere…..
Vi skal huske at mærke efter hver dag!

Helene Randløv

Hej Tina
Tak for det! Ja du har ret!
Vi skal bare liiiige huske det :-*
Kh. Helene

Rikke May

Værdsætter virkelig dette indlæg. Dejligt man ikke er alene. Det er så nemt at sige til andre, at de skal passe på sig selv – men nogle gange, skal man lige tjekke spejlet selv.
Krammer fra Riksen,
XX
R

Helene Randløv

Tak for krammer! Du aner ikke, hvor meget det lift betød for mig der til fødselsdagen! Tak for dig Rikke :-*
Kh. Helene

Susanne

Kære dejlige kvinder der har reddet mig (100)? gange! I need your help again… Har fundet en spændende creme fra dr. murad der hedder aha/bha exfolation cleanser… Synes dog i har skrevet på et tidspunkt man ikke måtte blande de to ingredienser sammen? Hvis det er muligt vil i så tage et kig på cremens ingredienser og vend tilbage med +/- ved den… 🙂 vh en forvirret kvinde!

Helene Randløv

Hej Susanne
Yep… den kigger vi på ved lejlighed :-*
Kh. Helene

Susanne

Kommer det snart?? 🙁 kan jo ikke vente :-)!

Helene Randløv

Hej Susanne
Jeg ved simpelthen ikke, hvornår jeg har tid til at smutte forbi en forhandler og finde INCI’en frem. Skriver du den selv ind her, går det betydeligt hurtigere… Du kan også tage et billede og sende det til mig på helene@pudderdaaserne.dk, det er virkelig ikke manglende vilje eller lyst til at kigge på det, jeg har bare så vanvittigt travlt!
Kh. Helene

Helle

Hvis du bare vidste, hvor meget LIGE i hjertet du rammer mig med det her indlæg, Helene.
Jeg havde en periode for et lille års tid siden, hvor det gik op for mig, at jeg i hvert fald ikke havde passet (godt nok) på mig selv. Jeg kunne ikke sove – og hvis jeg endelig gjorde, var det over mig. Ondt i maven, glemsomhed, umotiverede angstanfald, grådkvalt stemme. Og hvis jeg ikke kunne bestemme mig for, hvad jeg skulle have til aftensmad, kunne jeg sætte mig ned og tude af ren og skær uoverkommelighed. Hvor skrøbelig kan man være?
Men her er så, hvad der for alvor lige(!) er gået op for mig. Stress er ikke som forkølelse – noget der går væk af sig selv. For jeg troede, jeg var kommet af med det, og fuld frem i femte gear kører jeg så her i efteråret. Men i dag – da jeg kigger op på den skygrå himmel – slår det mig, at jeg sgu ikke er blevet mindre stresset. Jeg sover stadig dårligt, er skideked af det alt for ofte, jeg har en knude i maven af utilstrækkelighed – og hvis der går hul i skraldeposen på vej ud til skraldespanden, kan jeg (stadig) sætte mig ned og tude over det.
Derfor rammer dit indlæg her mig helt sindssygt hårdt (på den gode måde). Jeg skal huske at passe på mig selv. For jeg er den eneste, der for alvor kan gøre det. At jeg også har gode mennesker omkring mig, hjælper selvfølgelig helt enormt, men inderst inde er jeg nødt til at være hende, der hiver mig op igen. For op igen, det skal jeg sgu!

Helene Randløv

Hej Helle
Ja, du skal! Det er så træls at have det sådan, og på et eller andet tidspunkt havner vi der nok alle. Jeg håber, at du finder styrken til at overkomme udfordringerne, og at du lærer signalerne bedre at kende. Ingen er tjent med at halse rundt, du fortjener det bedste!
Mange tanker og knus
Helene

Christine

Jeg bliver så glad indeni, når nogen i blogland tør bringe stress på banen. Alt for mange er berørt, både ramte og pårørende. Alligevel oplever jeg gang på gang, at der ligger en stor dyne af berøringsangt over emnet. Både blandt venner, kollegaer og familie. Måske er det derfor, jeg føler mig nødsaget til at blive ved med at blogge om det, tale om det og i det hele taget være insisterende åben omkring det.
Det, du beskriver, rammer plet, for jeg har selv været der. Eller – jeg er der faktisk endnu, her 7 måneder senere, men det går bedre. Langsomt, men bedre. Batteriet bliver en lille smule større hver dag. Andre dage er jeg for overmodig og utålmodig med mig selv, og så slider jeg det ned igen.
Undervejs er jeg dog kommet frem til, at stress ikke kun er en forbandelse, men også en gave. Hvis ikke jeg havde ramt den berygtede stress-mur med 270 km i timen, så havde jeg stadig den dag i dag halset efter et arbejdsliv og en prioritering i livet, der ikke var det værd. I dag ved jeg, at jeg er nødt til at respektere min krop og mit sind, og at det går forud for alt andet, fordi de netop skaber fundamentet for resten af mit liv.
En del af gaven er også, at man – som du også selv beskriver – virkelig får øjnene op for det netværk, som omsorgsfuldt griber én, når man falder sammen af udmattelse.
Det er blot en skam, at vi skal helt derud. At vi åbenbart skal lære det på den hårde måde, før vi forstår. Stort, virtuelt kram herfra.

Helene Randløv

Du har helt ret Christine… På alle punkter! Og kæmpe stor krammer retur til dig <3
Kh. Helene

Sleep, run, eat – repeat | Sidestik

[…] Helene fra Pudderdåserne – “Pas på dig selv” – Cathrine fra Rockpaperdresses – “Der skal sgu da være tid til at pille næse” […]

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *