Føntørring basics – sådan gør du

22.04.12

Vi går til rigtigt mange pressemøder og bloggerevents, og mange af dem går med at drikke et glas champagne, spise lidt mad og hyggesnakke, mens man lytter lidt halvhjertet til en stakkels produktansvarlig, der prøver at få sit budskab igennem.

Men nogle gange møder man også nogle mennesker, som virkelig har styr på det, de laver, og som man bliver både inspireret af og lærer noget nyt af. Ghd’s danske Creative Educator Mette Boll Petersen, som jeg oplevede til en ghd event for nylig sammen med blandt andet Emilie, Simone og Johanne var sådan en oplevelse. Jeg har siden fået genopfrisket og ændret, hvordan jeg føner mit hår – med virkelig gode hårdage til følge, og jeg vil nu benytte mig af lejligheden til at dele lidt føntørring basics med jer.

En del af ordene er mine egne, men rigtig meget credit skal gå til Mette fra ghd.

Brug den rette føntørrer
Først og fremmest kommer du ikke udenom, at den rette føntørrer er alfa og omega. Mere om det i dette indlæg. Heldigvis er det ikke raket-videnskab at købe en god føn, og det behøver slet ikke koste en formue.

70 procent tørt før du føner
Der er ingen fordel i at blæse vand ud af håret, og som regel er det det, du gør i starten af din føntørring. Så vent med at føntørre til dit hår er 70 procent tørt. Det er overraskende meget, du kan både nå morgenmad og at få ungen i tøjet imens. Det handler også om, at hvis du putter et stylingprodukt i drivvådt hår, hvorefter du føntørrer det, så blæser du bare produktet ud af håret igen. Hvis du har travlt, så kan du føntørre dit hår uden stylingprodukt i, til det er 70 procent tørt med hovedet nedaf. Derefter putter du stylingprodukt i og begynder at style det med føntørreren.

Føn det på toppen med børste i tre etaper
Her kommer Mettes fantastiske råd ind. Man kan bruge halve timer på at føntørre det med rundbørste i den rette form. Eller man kan dele sit hår i tre dele (se på billedet). De to sider, og det på toppen. Det på toppen inddeler du så igen i tre dele, som du tager en efter en med en god rundbørste, som du sætter på og fønner op af. Hver hårbid børster du godt igennem, før du fønner den.

Og det er her, jeg sparer mange armkræfter nu. For tricket er bare at holde rundbørsten stille nede ved hårrødderne og så fønne op mod den. Bare af at gøre det på toppen af hovedet kan du hurtigt blæse resten igennem, og så ligner din føntørring en million. Med et minimum af indsats.

På billedet kan du se Helene med de tre etaper sat op med klemmer. Det er smart og lækkert, men det når jeg ikke, og jeg har kun to klemmer. Billedet er mest ment som en illustration af, hvad det er for tre dele af håret, du skal føntørre ad gangen.

Og brug en GOD rundbørste, Jeg har nu købt ghd’s egen rundbørste af vildsvinehår, hvilket overraskede mig meget, at det ville virke på mit tynde hår. Men det gør det. De keramiske børster virker bedre til andre – det er et helt indlæg for sig.

Husk den kolde luft
Når du føntørrer (eller bruger enhver anden for for varmestyling), så er det varmen, der får håret til at åbne sig, hvilket gør det muligt at ændre formen på det. Det vil sige, at hvis du slipper håret igen, mens det er varmt, så ændrer det form tilbage igen. Der kommer den kolde luft på din føntørrer ind i billedet. Hver gang du har givet et område af dit hår varm luft, skal du – når det er helt tørt – bruge den kolde luft til at køle det ned. Og håret skal tørres HELT hver eneste gang.

Tør hårret helt
Hvis du – som jeg gjorde før – føntørrer dit hår, og så tænker “aaaah der er en smule vådt der stadig, det lufttørrer lige, mens jeg spiser morgenmad”, så har du i princippet ødelagt hele din styling. Den falder sammen igen, hvis du ikke tørrer håret 100 procent. Så hellere vente længere (som jeg skrev før) FØR du starter med at føntørre. Det behøver ikke være ret vådt, når du går i gang.

Brug det rette stylingprodukt
Når du føntørrer bør du altid have et stylingprodukt i – ikke mindst for at beskytte det mod varme. GHD har en god serie, men den er dyr, og den er ikke den eneste gode på markedet. Jeg er både rigtig glad for GHD Root Spray og for TRESemmé Volume Blow Dry Lotion. Husk på, at jeg har tyndt og fint hår – hvis du har stort hår og krøller, skal du ikke købe det samme produkt som mig!

Og hvad er så fordelen?
Når du så har føntørret det færdig og det er helt tørt, kan du gå i gang med at style dit hår. For mit vedkommende betyder det nu på en hurtigt hverdag en smule hårspray og hurtigt ud af døren. Det er fordelen ved den rette føntørring.

Derudover betyder den grundige føntørring, at jeg ikke skal vaske mit hår så ofte og at det ikke fedte i nærheden af nær så hurtigt, som det gjorde før. Jeg kan nu gå en dag mere mellem hårvaske (det er UHØRT for mig) med et lille pust tørshampoo. Mette fortalte, at hun selv vasker hår en gang om ugen. Resten af ugen styler hun det bare en smule, inden hun går ud af døren. Jeg arbejder hen imod det.

Og med dette meget lange indlæg, så ved jeg godt, at det lyder som om, det tager både halve og hele timer. Det gør det ikke, jeg bruger maks. 5-10 minutter på det.

Føntørring don’ts!
Rulle vådt hår sammen på toppen af hovedet i håndklædet – du ødelægger dit hår!
Føntørre drivvådt hår med stylingsprodukt i
Ikke tørre sit hår helt færdigt og 100 procent tørt
Røre ved sit hår i løbet af dagen – niks pille!

Og ja, vi fumlede da vi sad der og skulle have føntørrer i den ene hånd, rundbørste i den anden og spray i den tr… hov der er ikke hænder nok! For slet ikke at tale om, da vi gik i gang med ghd styleren (mere om det en anden god gang). Men efter et par gange hjemme får man ret god styr på at koordinere både børste og føntørrer. Også når man er lidt motorikspasser, som jeg er.

Læs mere om at vælge den rette føntørrer her

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
32 kommentarer
Tine

Spændende! Når du skriver, at man ikke må rulle håret sammen ovenpå hovedet, under håndklædet, – hvad er det så ved det som skader?
Jeg har super langt hår, og hvis mit drivvåde hår ikke skal dryppe mig ned ad ryggen, så skal det snoes en smule ovenpå hovedet.

Pudderdåse Katja

Det er snoningen, der skader det. Vådt hår er meget skrøbeligt, og det knækker, når du snor det.
Det er selvfølgelig fint at pakke sit hår ind i et håndklæde, men ikke ovenpå hovedet og du må endelig ikke sno det!

Tine

Okay, men hvad skal piger med langt hår så gøre? 🙂

Pudderdåse Katja

Hvor langt er det? Kan du ikke have det ned af ryggen og så et håndklæde viklet om? Altså uden at vride håret rundt, hvis du forstår?

Tine

Joeh, måske, hvis jeg finder nogle rigtigt store håndklæder frem 🙂 Tror, jeg forstår hvad du mener nu.
Det når til midten af ryggen, så det er ikke absurd langt, meen stadig langt nok til at det overhovedet ikke kan være i et alm. lille håndklæde.
Men fedt, med gode råd til at beskytte håret! -og tak for den dejlige blog!

Pudderdåse Katja

Godt det kan bruges 🙂 Og ja, det er det, jeg mener 🙂
Jeg prøvede at finde et billede på nettet, der kan illustrere, men det eneste, jeg kunne finde, der kom i nærheden var dette :-p http://2.bp.blogspot.com/-2lEbdPPFqZ0/T5A4k4PchdI/AAAAAAAAAls/8QOukMWgkkA/s1600/212.JPG

Tine

HAHAHA! Fedt billede! 😀
Meeen, istedet for at folde den anden side af håndklædet hen foran mig, skal det vel på den anden side af håret. -mere ligesom hvad frisører gør.. 🙂

Pudderdåse Katja

Præcis 😀

Louise

Hvad gør os med krøller?
Hvis jeg ikke starter føntørringen mens håret er vådt ender krøllerne i krus. Det samme sker, hvis der kommer en børste i nærheden.

Pudderdåse Katja

Som jeg skriver, så starter I med at føntørre uden stylingprodukt i indtil det er 70 procent tørt, hvorefter I starter med at style.
Men det er klart rigtige krøller er noget ganske anderledes, det kræver et andet indlæg (og research fra min side – den slags hår er jeg ikke udstyret med) 🙂

Maja

Os med krøller skal spille efter nogle helt andre regler for, at det fungerer.
feks. skal håret kun være håndlædetørt og hvis man fønner til håret er knastørt er der større chance for krus også.
Så ja, lidt nogle andre regler man bliver nødt til at følge 🙂

Pudderdåse Katja

Helt sikkert! Jeg skal nok skrive noget mere om det 🙂 Skal lige spørge et helt bestemt klogt menneske 🙂

MOnica

Fra en med naturkrøllet hår til I andre, der har det: INGEN kam – brug blot fingrene til at kramme håret med. Skal det føntørres, så brug den store diffuser.
Og så er det no poo-movement faktisk ret interessant ift. naturkrøllet hår. Den danske udgave har det knapt så flatterende navn http://www.curlygirl.dk men prøv at tjekke det, det er ret interessant at skrue ned for sulfaterne og siliconen og behandle det fugtkrævende hår korrekt. Selv afrensede jeg mit hår i en blanding af bagepulver og vand – og skyllede det i æblecider-eddike. Bizart, men virksomt.
Sorry – det blev en lang besked ….

Pudderdåse Katja

Well said!

Nanna

Det lyder altså lidt indviklet synes jeg 😛 Men kunne i ikke lokkes til at lave en video med hvordan håret skal føntørres rigtigt? Det kunne være en stor hjælp for mig 🙂

Iben J. S.

Hej piger
Først og fremmest tak for de mange gode råd og tips I kommer med, altid spændende at læse jeres blog.
Kunne det være muligt at lokke dig til at lave en video med hvordan man opdeler og føntørrer. Sommetider er det bare nemmere at se end at læse sig frem til det 🙂

Pudderdåse Katja

Iben og Nanna, hvis I ønsker jer en video med en tjekket dåse, der jonglerer føn, styler og hårbørste, så bliver I fælt skuffede. Men hvis I kan bruge en med en dåse, der fumler ca. lige så meget som I andre, så kan jeg nok godt hjælpe? 😉

Nanna

Jeg har set så mange “tjekkede dåser” der viser hvordan man styler hår men har aldrig lært noget af dem. Så jeg kan skam godt bruge en video med en helt “almindelig dåse” 🙂

Pudderdåse Katja

Du er sød nanna .)

Bodil

En fumle video vil også hjælpe gevaldig, jeg har også svært ved at forestille mig hvordan jeg lige gør i praksis ud fra billederne! Så be…. be..
De bedste hilsner
Bodil

Pudderdåse Katja

Oh dear… Det bliver ikke kønt!

Svenskofilia

Jeg arbejder også hen imod kun at vaske hår en gang om ugen, er der næsten og mit hår er blevet meget gladere!

Pudderdåse Katja

Og jeg siger bare… Den rette føntørring gør HELE forskellen!

Nanna

Lige et par spørgsmål mere:
Når i skriver at man ikke må vikle håret ind i håndklæde på toppen af hovedet, hvordan skal man så tørre håret? Jeg synes næsten det er lige meget hvordan jeg tørrer håret, så bliver mit hår tørt og ødelagt. Jeg tror også det kan skyldes at vi har meget kalk i vandet her hvor jeg bor, har i nogle gode råd til hvad man kan gøre ved sit hår så? Jeg har især problemer med de der små irriterende babyhår og så at mit hår er ekstremt tørt og så fælder jeg rigtig meget.

Pudderdåse Katja

Nanna, jamen sådan som jeg skriver 🙂 Se også mit svar til Tine. Og så selvfølgelig pleje det med de rette produkter som vi har skrevet meget om i mange andre indlæg 🙂
Fælder du… Har du lige født/stoppet med p-piller/andet der gør noget ved dine hormoner?

Nanna

Nej har ikke lige født eller stoppet med p-piller eller noget der påvirker hormonerne..

Baysen

Jeg er lidt forvirret, for i indlægget skriver du, at man skal vente med at føntørre håret til det er 70 % tørt, og så skriver du i et af svarene ovenfor, at man bare skal vente med at komme stylingproduktet i til det er 70 % tørt. Hvornår må man føntørre? Jeg har glat hår, men hvis det bliver for tørt inden jeg føntørrer, kan jeg ikke komme af med de dumme virvler 🙂
Hvordan bruger du den der lotion? I hele håret eller kun i jo toppen?
En lille video ville være super til at få en bedre idé om fremgangsmåden 😉

Pudderdåse Katja

Når det er 70 procent tørt putter jeg stylingprodukt i og føntørrer det 🙂 Du kan fønne det inden (bare for at fremskynde tørringen ifht. at lufttørre) men lad være med at bruge tid og energi på at style det i form osv. Og vent med stylingprodukt til det er 70 % tørt 🙂
Jeg skal nok arbejde på en video, men det er lidt omstændigt i dette tilfælde, så I må være tålmodige 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *