Dåsedarlings: En blød tandbørste

Anmeldelse: Bobbi Brown Natural Finish Long Lasting Foundation SPF 15

Bobbi Brown Natural Finish Long Lasting Foundation SPF 15“You know you’ve found the right foundation when it looks like skin”. Det er næsten umuligt at beskæftige sig med Bobbi Brown uden at få damen citeret adskillige gange, men dette citat er et af de mere passende.

Og når man som mig er afhængig af ultra-holdbare foundations, fordi dels min hud af en eller anden grund spiser foundation, og dels jeg åbenbart ikke er dame nok til at kunne lade være med lige at klø mig selv i panden eller få det tørret af min iPhone, så ender man ofte med en foundation, der godt nok er meget holdbar, men som ofte også er meget dækkende og meget unaturlig.

Smuk naturlig finish
Enter Bobbi Brown Natural Finish Long Lasting Foundation SPF 15. En ultra holdbar foundation, der holder godt, men som samtidig giver en meget naturlig finish. Den lever op til førnævnte citat.

Om aftenen vil jeg ofte godt have mere dækkeevne, men til om dagen er denne foundation perfekt og min nye yndlingsfoundation. Den holder rigtig godt, men ser super naturlig ud og giver en smuk hud uden at være super dækkende. Den er nem at blende og indeholder samtidig en solbeskyttelse faktor 15 med UVA beskyttelse.

Det bedste er næsten følelsen, når man har den på. Du kan ikke mærke, du har den på huden, så den føles virkelig helt naturlig, også for alle jer foundation-hadere.

En farve til alle
Et andet vigtigt punkt, der taler for Bobbi Brown, er deres farveudvalg, som er lige i øjet. Det er 20 smukke, naturlige farve, og der er det mest imponerende udvalg lige fra de allerlyseste til de meget mørke. Selv skandinaviske blegfiser og afrikanske kvinder, der ikke kan finde foundations andre steder, kan ofte finde en foundation hos Bobbi Brown.

Bobbi Brown Natural Finish Long Lasting Foundation SPF 15

Væn jer til det her billede, for jeg har testet tre nye produkter på det, så I kommer til at se det mange gange de kommende dage.

Er der ikke et men?
Jo, det er der. For det er et had-kærlighedsforhold, jeg har til denne foundation. Bobbi Brown har nemlig en god portion alkohol i, så hvis du har sart eller tør hud, så pas på, du kan godt risikere at reagere på det. Min hud har indtil videre haft det fint med det, men sarte hudtyper kan godt reagere på det.

Her kan du købe det
Bobbi Brown Natural Finish Long Lasting Foundation SPF 15 koster 345 kroner og kan købes i Bobbi Browns stande i Magasin eller på Magasins webshop.

 

Find vores egen hudplejeserie på Dåseshoppen.dk / Følg os på Facebook og Instagram: @pudderdaaserne.dk

Kan du lide, det vi laver? Så brug et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.

Matas MAC Asos Deciem FeelUnique Escentual HQhairEstee Lauder LookFantastic Clinique Gosh
   

13 kommentarer

  • Lise

    Jeg leder efter en let foundation, som overhovedet ikke ser malet ud, og det ser ud til, at denne kunne være et rigtig godt bud. Nu er det desværre bare sådan at jeg bor i Aalborg og derfor ikke har mulighed for at købe den i fysiske butikker hvor jeg kan få vejledning.
    Er der nogle måder hvorpå man kan finde ud af hvilken farve jeg skal have så jeg kan købe dem over nettet?
    Tak for en virkelig skøn, ærlig og brugbar skønhedsblog.

    Knus fra Lise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hej Lise

      Glad for at du kan bruge vores blog.

      Uha, det er virkelig svært at købe foundation uden at prøve den først. Det er virkelig vanskeligt. Ved du hvilken farve, du er i MACs foundations? Så kan jeg nok komme med et kvalificeret bud.

      Ellers kan man få prøver på den hos Bobbi Brown, så hvis du kan alliere dig med en, der bor i nærheden af en butik, kan du få vedkommende til at sende dig nogle prøver.

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lise

      Tak for meget hurtigt svar :)
      Ja, jeg tænkte nok det ikke sådan var lige til. Men MAC forhandles i hvert fald her i Aalborg, så der kan jeg finde ud af hvilken farve jeg er, og så vende tilbage.
      Hvordan er den forresten mht. afsmitning? Og foretrækker du pensel eller fingrene?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Den holder godt og smitter ikke af. Det er derfor jeg er så glad for den. Jeg er en ret dårlig dame og får faktisk altid tværet min makeup rundt, så det er et must for mig, at den ikke smitter af.

      Jeg bruger pensel. Jeg er faktisk ved at lave et indlæg om, hvordan jeg lægger foundation, så følg med, den kommer på i løbet af weekenden.

      Jeg synes, det er en dårlig ide først at finde ud af, hvilken farve du er i MAC og så sammenligne med Bobbi Brown. Prøv at få tilsendt nogle prøver på en eller anden måde, det er den bedste løsning. Foundation skal bare passe 100 procent i farve for at fungere.

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Kære Lise

      Jeg forstår godt, at du for en hver pris vil undgå et malet maske agtigt look. Det tror jeg ikke nødvendigvis, at du undgår med denne foundation. Ikke fordi den er dårlig (slet ikke), men fordi resultatet tit afhænger af metoden (altså om man bruger fingrene, pensel, svamp osv.).
      Det er slet ikke let at finde en foundation, som kan alt det, man gerne vil have den til og oven i købet i den rigtige farve.
      Hvilke foundations har du prøvet? Hvilken farve passer dig rigtig godt (både mærke og nr/navn). Jeg ved ikke om det er muligt at få tilsendt prøver, men jeg ville i hvert fald ringe ind til Magasin og spørge.

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lise

      Jeg har ikke prøvet en foundation siden mine teenageår hvor en maxfactor nærmest gjorde det ud for en selvbruner for mig! :-) Haha.
      Jeg har til nød brugt pudder – mineralpudder fra youngblood – men synes også det ser pudret (klart nok) og unaturligt ud, måske fordi jeg ikke er rigtig god til at få det blendet ind i huden (Læs: Har ikke tid) . Så tænker, at den rigtige, lette foundation giver et mere naturligt look, som ikke adskiller sig så meget fra hudens naturlige udseende, men alligevel gør ansigtet mere ensartet.

      Kort sagt, har jeg så godt som ingen erfaring inden for foundations – jeg har simpelthen ikke haft mod på det :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Det lyder som de rette overvejelser, du gør dig. Jeg er enig med dig, en flydende let foundation er bedre. Mineralpudder ER pudret. Det er jo pudder.

      Hvad med denne? Billig og nem at få fat på og ser meget naturlig og let ud, hvis du kan finde den rette farve: http://www.pudderdaaserne.dk/2011/03/29/test-max-factor-xperience-foundation-mascara-og-lipgloss/

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Hej igen,

      Det er helt forståeligt, at foundations afskrækker dig en smule med sådan en erfaring :)

      Som du selv siger bliver mineralfoundation let lidt pudret (netop fordi det ER en pudder), men det er muligt at få pudderet til at sætte sig, hvis du anvender lidt vand (eller lignende) på spray.
      Hvilken farve er du i Youngblood og passer den godt til dig ellers? Hvis du mangler tid, ville jeg aldrig anbefale en creme foundation. Behøver du meget dækning? For jeg tror måske, at en farvet dagcreme vil være meget mere dig.

      Der er mange mærker, som har sådan nogle i sortimentet og de er lette at fordele, men dækker altså ikke særlig godt (hvis man for eksempel er lidt rød ved næsen eller lignende).

      Jeg synes, det er lidt vildt at gå efter et for dig ikke særlig tilgængeligt mærke, når du ikke har erfaring, med de mærker, du nemt kan få fat i. Det skal selvfølgelig ikke afholde dig fra at få fat i prøver, men lov mig at du ikke smider 345 kr. efter en foundation, du ikke har testet.

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    I Youngblood bruger jeg Barely Beige, som jeg dog synes er blevet lidt for gul til mig nu. Jeg synes den dækker helt enormt godt, og har været meget tilfreds, altså ud over det her lidt pudrede look.

    Mht. hvad jeg behøver af dækning kan det måske godt være det ikke er det helt store – jeg har dog altid døjet en del med mørke rande under øjnene, men det regner jeg ikke med en foundation alene kan klare – jeg bliver nok aldrig helt fri for at skulle bruge concealer. (og btw TAK for det meget grundige indlæg vedr. dette emne)

    God ide med experience’en. Jeg tror jeg vil kigge lidt på den og nogle farvede dagcremer i stedet for BB’en.

    Tusind tak for rådene, og ih, hvor er I nogle dejlige damer der giver Jer tid til at svare mig så omhyggeligt.

    Nu elsker jeg Jer kun endnu mere ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Hvor er du sød Lise :-) Lad os høre hvordan det går.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Helene

      Ååårrhh <3

      Barely Beige er også meget gul, hvis du egentlig er tilfreds med produktet, synes jeg du skal prøve med noget vand på en forstøver. Det hjælper på det pudrede look og min egen erfaring er, at det også holder bedre. Neutral vil måske være et bedre match, måske tilsat en smule Barely Beige.

      Hvis du døjer med mørke rander, er en concealer og eventuelt også en corrector sikkert en nødvendighed, uanset hvilken type foundation du bruger.

      Hvis du har lyst til at prøve creme, så synes jeg du skal gå ned i din lokale Matas og bede om prøver af de forskellige mærker af farvet dagcreme de har.

      Mine egne favoritter er Clinique, Max Factor og MAC.

      Og som Katja siger, lad os endelig høre, hvordan det går.

      Mvh. Helene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette Petersen

    Hej! Jeg er fan af Bobbi Browns concealers, og er derfor interesseret i en foundation fra hende.
    Dog døjer jeg ofte med at finde den rigtige farve, da jeg har gule undertoner. I Matas forstår ekspedienterne for det første ikke hvad man mener, for det andet så synes jeg ikke at de mærker, der fås i Matas, tilbyder foundations i ret mange forskellige farver.
    Fås Bobbi Brown foundations med gule undertoner? Det er lidt svært at se på billedet, men det ser ud til at du, som de fleste, har lyserøde undertoner, så ville lige høre ad om du vidste det :-)
    Knus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pudderdåse Katja

      Alle Bobbi Brown Foundations har gule undertoner! Det er mærkets filosofi at vi ikke har behov for andet. Det er dejligt :)

      – og så alligevel med undtagelse af deres allerlyseste farve som er klart pink i tonen, men skidtpyt, resten er fine og gule. Så Bobbi Brown er et virkelig godt valg til det.

      Kh. Katja

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dåsedarlings: En blød tandbørste