Sådan får du din neglelak til at holde

29.06.10
Neglelak på 6. døgn
Neglelak på 6. døgn
Min neglelak på 6. dagen med OPI Nail Envy og Seche Vite

Jeg har altid haft svært ved at få min neglelak til at holde. Måske fordi jeg er verdens dårligste dame, der altid bruger sine negle til at åbne ting med og i det hele taget stikker hænderne ned i alt muligt. Resultatet er at en almindelig neglelak uden andet på holder i maks et døgn før den begynder at flage af. Men med disse simple skridt har jeg fundet en måde at få neglelak til at holde længere. Billedet har jeg taget i dag, tirsdag, af den neglelak jeg lagde fredag. Her 5 døgn efter ser den stadig ud som da jeg lagde den.

1. Poler dine negle
Dette skridt er ikke absolut nødvendigt, men det har hjulpet på holdbarheden af mine negle. Jeg buffer eller polerer mine negle før jeg lægger lak på. Til formålet bruger jeg en buffer, de fåes i mange forskellige udgaver (jeg har en test på vej). Min favorit er denne fra Mavala, som jeg desværre ikke har set herhjemme, men du kan købe den her hos feelunique.com. En gang om måneden buffer jeg dem grundigt med den grå, lidt grovere buffer og ellers polerer jeg dem bare hver gang jeg lækker neglelak med den lyserøde. Du kan sagtens få din neglelak til at holde uden, men hvis du har problemer med at få den til at holde er dette et godt sted at sætte ind.

2. Neglene skal være helt rene og tørre
Den vigtigste grund til at neglelak ikke holder er, at grundlaget ikke er i orden, og neglene ikke er helt tørre. Enhver lille smule fedt på neglene vil få neglelakken til at slippe sit tag i neglene. Den bedste måde at forberede neglene på er, at vaske hænderne grundigt og derefter tørre neglene af med en almindelig neglelakfjerner, helst uden for meget olie. Dette affedter neglene.

3. Brug en base og en topcoat
En god basecoat og en god topcoat er absolut nødvendige for at få neglelak til at holde længere. Min favorit kombination er OPI’s Nail Envy Matte som basecoat og Seche Vite som topcoat. Det er den kombi, der har fået min negle til at holde i op mod 6 døgn. Du lægger først et lag OPI Nail Envy Matte og lader det tørre grundigt.

Derefter lægger du to lag af din neglelak og lader den tørre ordentligt imellem hvert lag. Ovenpå din neglelak lægger du så et lag topcoat. Min yndlings er Seche Vite Fast Drying Top Coat. Ikke kun fordi den holder godt, men fordi den får neglelakken til at tørre på et splitsekund, så snart man lægger den på. Tricket er at lægge den med det samme, mens det andet lag neglelak stadig er vådt. Så går den i forbindelse med neglelakken og får den til at tørre op med det samme og holder rigtigt godt i kombination med den rette basecoat. På den måde slipper man også for at sidde i halve og hele timer for at vente på at lakke tørrer.

Du kan købe både OPI Nail Envy Matte og Seche Vite Fast Drying Top Coat hos Beauty Bay.

4. Læg mærke til, hvad der ødelægger din neglelak
På nettet læser man ofte råd om at gå med handsker og lignende for at beskytte neglelakken. Det virker på mig ret fjollet og overdrevet, men du kan gøre det, at du forsøger at lægge mærke til, hvad der plejer at ødelægge din neglelak. I mit tilfælde gik det for nyligt op for mig, at jeg typisk ødelagde min neglelak i et forsøg på at få kort op af min overfyldte pung hvor op mod 4-5 kort er presset ned i hver kreditkortlomme. Med det resultat at lakken på min højre langemand sjovt nok altid var ødelagt, når jeg havde haft fat i visse kort længst nede.

Hvis I synes neglelakken på billedet er lige så fin, som jeg synes, så er det Wing It! fra OPI’s Summer Flutter kollektion, som jeg snart vil skrive lidt om.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
14 kommentarer
Caroline

Hej dåser 🙂
Jeg har endelig købt Seche Vite men er lidt i tvivl om hvordan den skal bruges. I (og vejledningen) siger at man skal putte den på mens lakken er våd, men putter i den på efter i har lagt lagt på alle neglene, eller lægger i først et lag neglelak på én negl og lige efter et lag topcoat, og så et lag neglelak på næste negl og så et lag topcoat osv.? For hvis man lægger på alle neglene når det vel at tørre lidt på de første negle, ikke? Eller hvad? Og når man lægger det på våd neglelak (f.eks. rød) bliver penslen så ikke farvet, så resten af produktet nede i flasken får en rødlig farve?
Håber det gav nogenlunde mening 😉

Pudderdåse Katja

Hej Caroline
Det gav mening 🙂 Og jeg har selv haft samme tvivl og eksperimenteret lidt. Jeg synes det fungerer bedst at lægge neglelak på en hånd og så Seche på den hånd, så neglelak på den anden hånd og så Seche på den hånd. Så er neglelakken stadig våd men har lige sat sig nogle sekunder og det går væsentligt hurtigere end at skulle skifte hele tiden.Jeg har dog aldrig oplevet af den våde neglelak smittede af.
Kh. Katja

Caroline

Fantastisk, tak! 😀
Det var også det jeg gjorde idag, og resultatet blev rigtig godt, ville bare lige være sikker på der ikke var en eller anden smart måde, jeg ikke kendte, som var endnu bedre 😉

Pudderdåse Katja

Det kan godt være, men så kender jeg den heller ikke 😀

Anne Christine

Tusind tak for rådet! Jeg har nu været ude for at investere i både basecoat og topcoat. Jeg glæder mig til at se resultatet! 🙂

Pudderdåse Helene

Hej Anne Christine
Håber det virker!
Kh. Helene

Tanja

Jeg har lige fundet afløseren til min shellac.-og flere penge i min pung. Sache Vite top coat er et hit. Min neglelak holder typisk en dag. Men efter jeg læste om top coat’en hos dig, kan der gå op til 4 dage, inden jeg skal putte nyt neglelak på. Et skønt produkt, jeg klart kan anbefale til andre.

Katja Moikjær

Dejligt at det virker for dig 🙂

Lotte

Topdollar!!! Seche Vite er den absolut bedste topcoat, jeg nogensinde, ever har prøvet så er det sagt!
Jeg kan ikke sidde stille i halve el hele timer og vente på, at neglelakken tørrer.
Seche Vite lige efter sidste lag, som topcoat, vupti, tag overtøjet på og ud ad døren – selv med vanter på og ud på jernhesten. Dine negle tørrer på under 5 min..

Helene Randløv

Hej Lotte
Langt fra enig, men yay, at den virker for dig 😀
Og ja… jeg ved godt, at jeg er en af de eneste i hele verden.
Kh. Helene

Camilla

Hej dåser. Jeg har lige købt seche vite top coat og er virkelig ikke tilfreds 🙁 tror jeg puttede for meget på første gang, for det bulede og neglelakken så meget høj ud fra siden. Prøvede igen og det blev meget bedre, da jeg ikke tog så meget på. MEN nu er min seche vite ikke gennemsigtig mere, men lyserød. Jeg lagde en mørkerød neglelak og noget af neglelakken på hver negl kom med ned i bøtten igen. Tænker når jeg vil ha hvid neglelak på oh bruger top coaten igen, så kommer der vel noget lyserødt ud. Eej det er irriterende og føler lidt det var spild af 100 kr 🙁 håber I kan hjælpe mig med at få det lyserøde ud af top coaten?

Helene Randløv

Hej Camilla
Det kan jeg desværre ikke, Seche Vite har aldrig været på min hitliste, så jeg forstår virkelig godt dine frustrationer.
Kh. Helene

Eva Østerlund

bemærk at flere af jeres links i artiklen ikke viker.

Helene Randløv

Tak Eva
Det er også et MEGET gammelt indlæg.
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *