
Sjældent har en måned været så grå som november, der ellers er den helt store festmåned for mit vedkommende. Når det hele i forvejen synes lige lovlig surt, er det ikke ret befordrende for humøret med endnu mere modgang. Nu må det her år ret gerne slutte, så jeg kan få sagt pænt farvel til alt det her… Det er afgjort i modgang, man bliver mindet om, hvem ens sande venner er. Det har været ret stort at blive grebet på den måde. Det sker nærmest aldrig, at jeg drukner i selvmedlidenhed eller har brug for at pibe. Efter måneder med invaliderende smerter og ingen udsigt til bedring eller lindring, har jeg ærligt talt ondt af mig selv. Så er det rart, at der er nogen, der aer én på håret og træder til med lyttende ører. Til jul ønsker jeg mig søvn og udsigt til bedring.
November 2025
Der er pleje til huden, håret, hænderne og læberne, endda noget lidt atypisk for mig… Der er røde negle med og uden glimmer. Husk negleolien, hvis neglene er skøre i kulden, så holder lakeringen også meget bedre. Der er en ret flot eyeliner, der hurtigt blev en vinder med flere anvendelsesmuligheder. Der er en ny rejseven og som altid en dejlig duft. Måske er det tarveligt at skrive om netop denne duft, fordi den ikke længere kan købes i Danmark. Det er lidt usikkert om den duftlinje, den er en del af, udgår. Duften er aldeles fabelagtig, så den skal som minimum have en sidste anprisning her fra mig. Vintertid er altid masketid for mig, det er hyggeligt med selvforkælelse i løbet af aftenen. Det lykkes for mig, fordi jeg både kan pleje hår og hud, mens jeg sidder og hygger med en bog.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
1. Nail Kind Natural Nail Wear i farverne Chrome Queen og Read My Lips¤
Det er jo helt hot igen med de der HELT mørkerøde nuancer, og flot ser det ud. Det er en nuance man kan bære, uanset om neglene er korte eller lange. At nuancen er populær er der vist ingen tvivl om. For eksempel så jeg, at der er en hel kollektion af Chanels næsten ikoniske Rouge Noir på trapperne. Kollektionen er nok tænkt til julen, men røde negle er altid smukke… Read My Lips er HELT MØRK vinrød, der knækker over i en rødlilla nuance. Chrome Queen kan sagtens bruges alene, men ovenpå Read My Lips får den naturligvis en hel anden dybde. Der er masser af rødt glimmer i, det er let at fordele uden striber på neglen. Med glimmer i neglelak er der jo oftest den positive effekt, at lakeringen holder drøngodt!
2. Christian Louboutin Loubirouge Eau de Parfum
Ærligt talt er jeg lidt bekymret for, om de meget ekstravagante dufte fra Christian Louboutin er ved at udgå. I hvert fald er der inden for de sidste par år landet en ny linje. I stedet for de nærmest vulgært ornamenterede låg har de nu et låg, der minder mere om et mordvåben. Da duftene desværre er udgået i Danmark, har jeg endnu ikke haft mulighed for at dufte til dem. Uanset hvad der sker i fremtiden, er de allesammen at finde i webshoppen.
Som minimum håber jeg, at Loubirouge bliver i sortimentet, den har altid været min favorit. I mine øjne er det en meget elegant duft, som man skal lidt tættere på for at få glæde af. Den rummer både en krydring af kardemomme, en pudret note af iris og en fin sødme fra vanilje.
3. Torriden Solid In Lip Essence*¤
Øv, hvor er jeg bare træt af tørre læber. Desværre er mine læber ikke bare tørre, de er også supersensitive, så det er langt fra alt, jeg kan bruge. I oktober skrev jeg, hvordan jeg overvejede at læse mine tidligere anmeldelser af læbeprodukter, og det har jeg gjort. Det krævede sin kvinde at finde nogle af dem igen… Heldigvis fandt jeg også noget andet, nemlig tasken med ting jeg endnu ikke har testet. Der lå blandt andet Torriden Solid In Lip Essence, der umiddelbart er svaret på mine bønner. Den er hverken klistret eller ubehagelig på læberne. Den bliver siddende hele natten, der er et af de krav, jeg har til min læbepomade. Det vigtigste er næsten, at den er uparfumeret. Det er irriterende, at min næse åbenbart bliver mere og mere sart over for parfume i ansigts- og især læbeprodukter.
4. Decubal Original Clinic Cream 38%*
Det er desværre ikke kun mine læber, der er tørre i øjeblikket. Min hud er heller ikke rigtig tilfreds med plejeindsatsen her på stedet. Mit overskud er på de gode dage lavt, jeg er mildest talt luddoven og min hud skriger på pleje. Det sker oftere og oftere, at jeg først kommer i tanke om hudplejen, når jeg er løbet ud i døren. Det er selvfølgelig fordi mine rutiner er vendt på hovedet, at det er gået så galt.
Nu er fornemmelsen af fedtede cremer på huden jo ikke rigtig noget, jeg holder af. Clinic Cream kan selv med en enkelt indsmøring vende situationen. Makeup går jeg nærmest ikke med i øjeblikket, men jeg forestiller mig, at den vil være god som primer. Med et fedtindhold på 38% havde jeg forventet noget mere fedtet, men cremen er nærmest let, selvom den fugter intenst.
5. BBIA Last Glitter Highliner i farven 02 Dewy Peach*¤
De fire nuancer, der er af BBIA Last Glitter Highliner, er MEGET lyse og transparente. Da jeg blev præsenteret for dem, havde jeg ærligt talt svært ved at se anvendelsesmulighederne og formålet med dem. Det ændrede sig lynhurtigt, da jeg selv fik en i hånden. Der gik det nemlig op for mig, at det ikke bare er en eyeliner. Den fungerer naturligvis rigtig godt som eyeliner, men den er mindst ligeså anvendelig som highlighter også. Pennene er så lette at tegne med, også når du ønsker helt skarpe linjer, og så er der holdbarheden… Det er ret skørt, hvad den kan modstå af sved, vejr, slid og tid. Samtidig får den også den øvrige makeup til at holde, der hvor den sidder. Den gode holdbarhed betyder heldigvis ikke, at den er svær at få af.
6. Pixi HandHero*¤
For mig er det altid lidt et sats at købe håndcreme. Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at jeg virkelig er sær, når det gælder netop denne produktkategori. Creme mellem fingrene, en våd konsistens, en forkert lugt og tusind andre ting kan simpelthen gøre hele forskellen. Det er lige før, jeg har flere krav til min håndcreme, end jeg har til min solcreme. Det er bare et forsøg på at sætte det lidt i perspektiv…
Pixi HandHero er RIGTIG GOD på mange måder, konsistensen er skøn, effekten er lige tilpas og den er nem at dosere. Emballagen er i øvrigt også SÅ fin og meget taskevenlig… Hvis du venter på et ”men”, så kommer det nu! Pixi HandHero har nemlig en helt vanvittig lugt, mine sanser bliver udsat for et overgreb… Den er på samme tid urtet, og så lugter den af gammeldags loppehalsbånd.
7. Sisley Protective Shield Mist*
Egentlig købte jeg Protective Shield Mist som varmebeskyttelse… men det er det slet ikke.
Det er alt sammen lidt diffust, når man taler om beskyttelse til håret. Det er af gode grunde helt umuligt at måle effektiviteten af for eksempel SPF på håret. Derfor vejer dokumentationen heller ikke ligefrem tungt i denne korte anmeldelse.
Man kan jo ikke så godt finde ud af om noget virker, hvis ikke man prøver… Så jeg begyndte at bruge Protective Shield Mist, inden jeg satte håret op om morgenen. Det tog kun et par dage, før der var en ret markant forskel. Uden solid pleje ligner mine spidser mildest talt hø, fordi min elastik sidder lige der. Når der er langt mellem hårvaskene, ser de helt smadrede ud. Der er så mange plejende ingredienser i denne spray, at effekten tydeligt kan ses. I øvrigt knækker håret mindre.
8. Pharmaceris Hyaluro-Sensibiotic Intensive Moisturising Serum*¤
Der er særligt en type emballage, der irriterer mig helt vildt. Det er flasker med pipette, er de samtidig lavet af glas… opgiver jeg næsten på forhånd. I æsken til Pharmaceris Hyaluro-Sensibiotic Intensive Moisturising Serum lå pipetten heldigvis ved siden af, så jeg kunne slippe for den. Det betyder først og fremmest, at flasken har holdt længere, fordi jeg ikke har væltet halvdelen ud. De skønne dråber er derfor kommet til sin ret på min hud fremfor på kanten af vasken. Det er nemlig dér, flasken ofte vælter for mig. Som du nok nemt kan forestille dig, er sådan lidt klodsethed fra morgenstunden ikke ret befordrende for humøret. Sådan kan emballage altså gøre en kæmpeforskel. Pharmaceris redder altså ikke blot mine morgener, men også min hud. Den har en virkelig skøn konsistens, der føles som et beskyttende lag, uden at det er ubehageligt.
9. Karmameju Puff Dry Shampoo*¤
En dag jeg løb ud ad døren derhjemme, havde jeg glemt, at min tørshampoo i tasken var tom. Det var én af den slags morgener, hvor jeg helst var blevet under dynen. Selvfølgelig nåede jeg heller ikke i bad, fordi jeg havde siddet og gæret for længe. En tørshampoo var altså tvingende nødvendig. Mit humør var dårligt, det var vådt, så jeg gled med krykkerne. Opskriften på en skidt dag.
Når der lander gode rejseprodukter i postkassen, ryger de ned i kufferten med det samme. Så jeg krydsede fingre, og der lå Karmameju Puff Dry Shampoo. Der først og fremmest er lille og taskevenlig, den doserer også produktet jævnt i håret. Samtidig er den både effektiv og parfumefri. Puff blev dagens helt! Ikke nok med at den gjorde lige det, den skulle… den gjorde det så godt, at humøret faktisk blev bedre.
10. Beauty of Joseon Ground Rice and Honey Glow Mask*
Når jeg trænger til forkælelse, er det ofte ansigtsmasker, jeg går efter. Ground Rice and Honey Glow Mask faldt jeg over i forbindelse med, at jeg kiggede på SPF i foråret. Beauty of Joseon er et mærke, jeg for nogle år siden var så heldig at få i en julekalender. Dengang delte jeg netop min nysgerrighed med min veninde, der brugte en formue på mig. Siden dengang har jeg altid haft et eller flere af produkterne, der mestendels er virkelig skønne. Masken er ingen undtagelse, den virker let eksfolierende og så giver den en god glød. Den er helt blid, så jeg ikke skrubber min i forvejen belastede barriere i stykker. Den fermenterede ris beroliger min hud, så det er primært morgenen efter en lang nat, jeg bruger den. Bagefter er min hud meget mindre rød og reagerende.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
