Månedens favoritter: Juli 2025

Månedens favoritter: Juli 2025
01.08.25
Månedens favoritter: Juli 2025

Flere af produkterne blandt Månedens favoritter: Juli 2025 er en slags gengangere. Det er ikke så meget på bloggen som på hylden. Det er sjælden helt de samme, men jeg har afgjort en forkærlighed for en vis type produkter. Farverig og ekstra holdbar neglelak er nærmest fast i sommermånederne. Der er oftest en velduftende brusegelé, hvor jeg på grund af duften går på kompromis med indholdet af udtørrende sulfater. Der er klare farver på makeuppen både til kinder, læber og øjne og rig pleje til håret. Der er helt let pleje til huden, som kan holde styr på fugten under udtørrende SPF. Overraskelsen for mig selv er den duft, jeg har brugt mest… den dufter nemlig af kokos, som jeg ellers undgår. Og så er der det produkt, jeg har testet… Det er et ret så skønt serum til natten, der får det bedste frem i huden.

Juli 2025

Hvor har juli 2025 været en skøn måned! Først og fremmest jeg har fået set en masse mennesker, jeg ser ALT for sjældent. Min yngste har festet igennem og fejret sin afsluttede skolegang, ældsten har slappet af i en skov. I al den tid har ham den langhårede og jeg fået lov til at være kærester. Efter så mange år sammen kan der nemt gå hverdag i både forholdet og følelserne. Det er noget, vi forsøger at værne om, selvom det ærligt talt ikke altid er så let. Desværre er man ikke altid den bedste version af sig selv, det går ofte udover dem, der er tættest på. Det seneste års tid har vi skiftedes til at være krykke for hinanden, så en lille fælles pause var tiltrængt. Det føles ret stort at kende et andet menneske så godt, som vi kender hinanden.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Matrix Food For Soft Rich Hydrating Treatment

Mere vand og sol hjalp ikke ligefrem på mit hårs tilstand, så jeg måtte rulle det tunge skyts frem. Valget faldt på Matrix Food For Soft Rich Hydrating Treatment, der er en VIRKELIG god hårkur. Matrix’ produkter er generelt meget kraftigt parfumeret. I dette tilfælde er det dog ikke så voldsomt, når håret er blevet tørt. Duften er også det eneste negative, jeg har at sige om produkterne. Nu er det så heldigt at duftnoterne i hårkuren matcher både den valgte brusegelé og duft. Faktisk er det nok den, der er skyld i at duftvalget pludselig blev helt tropeagtigt… med de to produkter.
Rich Hydrating Treatment er ekstremt plejende, og jeg kan både mærke og se stor forskel, når jeg bruger den. Den indeholder blandt andet avokadoolie og hyaluronsyre, de to ingredienser plejer i dybden og minimerer kruset og slidt hår.

2. Depend GeliQ

Det er rart med neglelak, der holder, uanset hvad man byder neglene. Faktisk holder det næsten alt for godt, for jeg kan godt have lidt svært ved at få det af. Et af de dygtige mennesker fra Depend anbefalede mig at lægge en almindelig underlak under Step 2. Det trick skal du naturligvis kun gøre brug af, hvis du gerne vil have, at din manicure holder kortere tid! På mine negle holder det stadig omkring to uger, fordi jeg er grundig med negleolien. Farverne her er fra kollektionen, der hedder Denmark. På billedet er det fra oven: Pink Pieces*, Build With Orange*, Fun With Yellow*, Green Design* og Blocks Of Blue*. Alle farverne er klare og helt gennemfarvede, de kræver kun to tynde lag, for at ligge jævnt. Når jeg vælger mange lakker fra en kollektion, er det oftest, fordi jeg leger med et eller andet design.

3. Maybelline Superfluff Brow Mousse i farven 260 Deep Brown

Det er desværre ikke helt nemt at følge med i lanceringerne fra Maybelline, L’Oréal og NYX. Sortimenterne er store, og det er ikke alle forhandlere, der får alle nyheder. I øvrigt kræver det også, at jeg skal bruge meget mere tid, end jeg kan afsætte til det formål. Det er temmelig ærgerligt, fordi jeg alt for sent opdager en perle som Superfluff Brow Mousse. Farverne er ret gode, produktet ligger flot og holder godt i brynene. Den er jo langt mere budgetvenlig end de produkter, jeg plejer at bruge. Det er sådan et produkt, jeg rigtig gerne ville have opdaget for længe siden. Både så jeg kunne teste den, men selvfølgelig også for, at jeg kan skrive om den. Brynmascara er desværre sådan noget, der ofte udgår, så jeg er altid lykkelig, når jeg finder en, der er god.

4. Makeup Revolution The Vibrant Icon Brights Palette*

The Vibrant Icon Brights Palette blev klikket hjem ved første øjekast og skuffede bestemt ikke. Det er en perfekt sommerpalet med rigtig fin pigmentering, især i forhold til prisen. Nu bliver jeg jo ret lykkelig, når jeg kan bruge makeup med masser af glimmer. Når man kan lægge en matchende mat øjenskygge i globelinjen, ja… så er det ingen kunst at være farverig. Som du måske kan se på billedet, er der en mat og en perlemorsversion af hver farve. Den hvide farve i nederste række er en cremet base. Den giver mere liv til farverne, uanset om du vælger dem med eller uden perlemor.
Makeup Revolution har masser af skønne produkter til meget overkommelige priser, og det er også blevet mere tilgængeligt. Deres smukke Blusher Reloaded blushes har jeg for eksempel brugt flittigt i en del år efterhånden.

5. L’Oréal Paris Lumi Le Liquid Blush i farven 625 Glowy Gold Pink*

Den flydende creme blush er egentlig alt for gylden til min smag. Den minder helt frit fra hukommelsen en hel del om den næsten legendariske Orgasm fra Nars. Farven Glowy Gold Pink kunne altså godt være blushen til dig, hvis du holder af gylden glød.
I tidens løb har jeg fundet mange favoritter blandt Lumi produkterne fra L’Oréal. De fleste af dem er desværre udgået, men de nye er ret spændende. Denne her blush nuance bruger jeg som en slags base og highlighter i et, inden jeg lægger en matchende pudderblush.
Når man bruger en flydende blush, er det vigtigt, at man har helt styr på doseringen. Det gamle tip med at tage håndryggen i brug til at placere produktet er altså en kæmpe fordel. Så slipper du for skjolder, du ikke kan tone ud.

6. Medik8 Crystal Retinal 6 Night Serum

Er der noget jeg altid har respekt for, så er det produkter med A-vitamin af den ene eller den anden slags. Det er noget af det, jeg har haft kraftigst reaktioner på gennem tiden. Det skyldes både uvidenhed, men også helt vanvittigt formulerede produkter.
Det er noget af det, jeg virkelig værdsætter ved Medic8, der meget pædagogisk tager én i hånden på rejsen. De har udover at formulere et virkelig godt produkt, lanceret det i forskellige styrker, så man kan trappe langsomt op. Det er set før, men forskellen er, at du ikke behøver at vente på resultaterne. Optrapningsmodeller har ofte den fejl, at de overbevisende resultater udebliver, og så springer de fleste bare på den kraftigste. Det har jeg selv prøvet med en temmelig alvorlig forbrændingslignende reaktion til følge. Crystal Retinal er både rar at bruge og virkelig effektiv.

7. PERIPERA Ink Mood Glowy Tint i farven 05 Cherry So What

Det er måske et af de særeste læbeprodukter, jeg har brugt i lang tid. Det var farven på modellens læber, jeg faldt for. Selvom det nok er den mest misvisende måde at vælge en farve, gik det heldigvis godt. Det er sådan en sær geléagtig konsistens, der bliver mere glossagtig på læberne. Det er helt klart en vanesag, det med konsistensen, men nu synes jeg egentlig, den er ret behagelig på. Hvorfor den hedder noget med kirsebær forstår jeg ikke helt, for nuancen minder mere om vandmelon. Den er virkelig fin og efterlader et let farvet skær på læberne. Produktet bliver dog siddende rimelig godt af en gloss at være, så der er ingen klager over holdbarheden herfra. Der er flere farver, der er fine og jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve dem…

8. THE 7 VIRTUES Coconut Sun Eau De Parfum*

Når jeg kaster mig over en kokosduft, er det mindst ligeså sært for mine omgivelser, som det er for mig. Der er bare et eller andet over Coconut Sun, der er så anderledes og sært dragende. Den dufter ikke sødt på samme måde som størstedelen af de kokosdufte, jeg er stødt på tidligere. Den har slet ikke den der sædvanlige vamle og kvalmefremkaldende sødme. Om det er fordi det egentlig er kokosvand eller snarere kokosmælk, den dufter af, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald er det en sært luftig duft, som om det er en forbipasserende vind i strandkanten. Saltnoten i hjertet er så tydelig, at man næsten kan smage saltet på tungen. Udover de nævnte noter, finder du citrus i toppen, frangipani og et strejf af jasmin i hjertet… Den smule sødme, der er i bunden stammer fra vanilje.

9. NIVEA Hawaii Flower & Oil Shower Gel*

Selvom der både er SLS og et højt indhold af salt, så elsker jeg bare denne brusegelé. Faktisk elsker jeg bare parfumeret brusegelé, sæbe og skum. Min hud holder ikke ligefrem af det, men jeg bruger noget god fugt efterfølgende, og så går det. Det er altid fordi, jeg er faldet for duften, at jeg går på kompromis, og denne er ingen undtagelse. Den dufter nemlig lidt hen ad en gammel favorit, og den savner jeg rigtig meget. Trods de udtørrende ingredienser har den ikke været så hård ved huden, som jeg forventede. Det er derfor, at flasken er fuld, der er nemlig blevet købt til lager… En parfumeret brusegelé er en af de bedste metoder til at løfte humøret på en grå morgen. Det er især ved den slags lejligheder, min samling af brusegelé bliver meget anvendelig.

10. TIRTIR Milk Skin Toner*

Det er ikke tilfældigt eller specielt mærkeligt, at denne Milk Skin Toner er en af de bedst solgte i kategorien. Personligt er jeg sådan set ligeglad, hvad denne type produkt bliver kaldt, det er konsistensen, jeg er så glad for! Den er mere tyktflydende end en klassisk skintonic, og den er alt for flydende til at være et serum. I tidens løb har denne produktkategori haft lidt forskellige navne, det startede med essens. Det var først i forbindelse med ”glass skin”-trenden, den tyktflydende toner eller essence blev rigtig populær. Produkterne hedder ofte noget med ”milk”, og det er vist endt som sin helt egen kategori.
Den har været så rar at bruge under SPF i løbet af sommeren, hvor huden typisk fedter lidt mere. Den er let og alligevel giver den masser af fugt, så min hud ikke lider i løbet af dagen.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *