
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
Uha, hvor var jeg glad for min gode planlægning sidste år! Så snart vi ramte september, havde jeg så travlt, at jeg hverken havde tid til at skrive eller tænke. Faktisk endte det med, at jeg ikke selv nåede forbi butikken og dufte til Le Labo City Exclusives. Den allersidste dag i september sad jeg derfor og købte prøver i webshoppen. Planen for i år, var naturligvis at være præcis lige så velforberedt. Omstændighederne er bare nogle helt andre, så trods gode intentioner blev det desværre ikke til noget. Til gengæld var jeg så heldig at være med til lanceringen af årets duft i City Exclusives kollektionen. Hvis du vil dufte til den, skal du nå forbi Le Labo butikken i Store Strandstræde inden udgangen af september. Årets lancering er Osmanthus 19, der udover at være en skøn duft, hører til i Kyoto resten af året.
Mit første rigtige møde med City Exclusives
Hvorfor er det lige duftene fra byer på den anden side af jorden, jeg holder af i denne kollektion? Den første duft, jeg faldt for i hele Le Labos kæmpe sortiment, var Gaiac 10 fra Tokyo. Desværre for mig fik jeg ikke at vide, at det var en City Exclusive. Da jeg kom for at købe den skønne duft et par dage senere, var den der naturligvis ikke længere. Og jeg fik endda den kække besked med på vejen, at jeg da bare kunne smutte til Tokyo. Udover den ualmindelig dårlig service, blev den besked leveret med så meget skadefryd, at jeg faktisk blev temmelig knotten. Heldigvis har Le Labo sidenhen åbnet deres egen butik i Store Strandstræde i København. Der er man fri for ekspedienter, der ikke ved nok om brandet til at yde god service.
Le Labo Osmanthus 19¤
Det særlige ved osmanthus er, at der findes arter, der både blomstrer i foråret og igen i det sene efterår. Det er en hækagtig plante med nogle meget fine hvide eller orange blomster, der dufter helt fantastisk. I Kina kan man finde blomsterne i te, men det er, så vidt jeg ved, ikke tilladt herhjemme. Osmanthus blomsterne har en fin frugtig blomster duftnuance, der mest af alt minder om honningsyltede abrikoser. Det er en duft, jeg holder meget af, og derfor var jeg meget spændt på Le Labo Osmanthus 19¤.
Desværre har jeg aldrig været i Kyoto, så om den dufter ”rigtigt”, kan jeg ikke svare på. Den dufter langt mere af lavendel, røgelse og træ, end jeg havde forventet. Kompositionen af netop disse noter gør den også overraskende kølig… klart moderne, men med referencer til fortiden. Det matcher min forestilling om Kyoto ret så godt!