Månedens favoritter: December 2024

Månedens favoritter: December 2024
03.01.25
Månedens favoritter: December 2024

Så sluttede december 2024 endelig, det endte med at være lidt af et maraton at komme igennem måneden. Som nævnt tidligere var jeg ramt af voldsom migræne sidst på måneden. Før det gik op for mig, at det ”bare” var allergi, var jeg faktisk lidt bange. Mit helbred er under normale omstændigheder ikke kilde til bekymring, så følelsen var temmelig uvant. I november fylder jeg jo rundt, så der er selvfølgelig masser af spekulationer om overgangsalder og lignende, der fylder lidt. Det er dog ikke noget jeg frygter, det skal vi jo alle sammen igennem før eller siden. December 24 har været lige lovlig travl, og det var da også derfor, jeg blev lidt bekymret. Det kunne jo være, at min krop forsøgte at fortælle mig noget… Det eneste, der skulle til, var heldigvis antihistamin, og nu har jeg skrevet det i kalenderen for at være forberedt.

December 2024

Der var ændringer i allersidste øjeblik, fordi jeg belært af tidligere ivrighed altid tjekker om produkterne er på lager. Ikke bare et men to produkter var udsolgt… det ene er faktisk helt udgået. Det er jeg selvfølgelig superærgerlig over, fordi det er helt genialt på mange måder. Det gav plads til en anden favorit, som afgjort fortjener pladsen, den har nemlig sin faste plads på skrivebordet. Den har stået der i mindst et år, så det er på høje tid, den får plads blandt mine favoritter.
I december 2024 har jeg plejet negle, lagt lidt mere makeup end jeg plejer og forelsket mig i en primer. Duften ligner lidt en desværre udgået men tryg, rar og anderledes frugtig elskling. På hårfronten har der været både volumen og krøller på menuen. Det har været fedt, men også vildt anderledes… samtidig har jeg høstet et hav af komplimenter.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Technique Pro Øjenvippe- og Brynsæt*

Sættet til vipper og bryn ser måske ikke ud af så meget. Skindet bedrager, for de forskellige redskaber er nærmest uundværlige, når man har lært at bruge dem. Du kan både rede brynene igennem med kam eller børste, afhængigt af hvor viltre bryn du har. Du kan fordele eller rede uheldige klumper ud, hvis du bruger brynmascara. Den kan også gøre brynene mindre stive eller redde en uheldig facon. Der er også en skråbørste… Det gør netop dette perfekt til rejsetasken, da de alle fire kan foldes helt sammen. Selv bruger jeg dem stort set hver dag. En kam til brynene er virkelig et uundværligt redskab, når brynene skal klippes.
Øjenvippekammen er naturligvis perfekt, når det er din almindelige mascara, der klumper. Med sådan en kam kan du let adskille sammen klistrede vipper, uanset om det er mascaraen eller en fejl fyrre.

2. Amika Rising Star Volumizing Finishing Spray

Amika er et af mine yndlingsmærker indenfor hårprodukter især styling Volumizing-serien er ingen undtagelse. Gængse volumenprodukter er ellers noget, jeg oftest frygter. Shampooerne udtørrer tit mit hår og stylingprodukterne er svære at dosere. Rising Star skal man naturligvis også lige vænne sig til. Det er bare meget lettere med volumenprodukter, man kan spraye i tørt hår… lidt ad gangen. Volumenprodukter bruger jeg, når håret ikke bliver sat op, og det sker desværre rigtig sjældent. Er håret vådt, når produktet kommer i, er det svært at tilføre mere, hvis resultatet ikke lever op til forventningerne. I volumenserien findes også den skønne Big Hit Volumizing shampoo og balsam. Det giver lidt ekstra, hvis håret er blevet vasket i serien inden styling. Et andet kæmpe plus ved Amika er, at jeg elsker duften, så er det altså meget sjovere at style hår.

3. Masque Me Up Cuticle Balm*

Faktisk tror jeg ikke, det er muligt for mig at beskrive dette produkt særligt tilfredsstillende. Det har holdt mig fra at gøre Masque Me Up Cuticle Balm til en favorit i flere måneder. Konsistensen er så sær… Balmen er baseret på vaseline, så man skulle jo tro, at den er voldsomt fedtet. Det er den bare ikke… Det er som sagt så svært at forklare, for den føles nærmest vandet. Den beskrivelse giver dog INGEN mening, når man kigger på ingredienserne… Der udover vaseline blandt andet er voks, ricinusolie, sheasmør, jojobaolie og mandelolie. Smører jeg den på hænderne, kan jeg sagtens mærke, at den er fedtet. Bruger jeg den derimod på neglebåndene, er den bare rar og bliver absorberet lynhurtigt. Det er det bedste og mest budgetvenlige produkt, jeg er stødt på længe. I øvrigt er Incosmetics, der står bag, dansk…

4. 7Day B.Colour Multichrome Liquid Eyeshadow

Det er udelukkende yngstens fortjeneste, at jeg opdagede dette mærke. Lillejuleaften jagede han mig nemlig i Flying Tiger for at købe en gaveæske til kærestens julegave. Der faldt jeg over en makeupstander med masser af virkelig fin makeup. Det var selvfølgelig tæt på lukketid, så jeg havde ikke tid til fordybelse. Gaven, der skulle ligge i gaveæsken, skulle jeg nemlig også nå at købe.
Selvom jeg egentlig ikke føler mig særligt snobbet, havde jeg ikke overvejet at købe makeup i Flying Tiger. Har du læst med her på bloggen, ved du, at jeg er en krage. Alt, der er changerer, glitrer og glimter, fanger mit blik. B.Colour Multichrome Liquid Eyeshadow var der i tre forskellige farver, og de er SÅ fine. Du kan duppe dem på som blikfang, lægge dem som eyeliner eller simpelthen som øjenskygge i et jævnt lag.

5. Peter Thomas Roth Instant FIRMx No-Filter Primer

Måske ved du, at jeg generelt er ret uimponeret over silikoneagtige primere, da de skøjter rundt på min hud. Alligevel gør spændende primere som Instant FIRMx No-Filter Primer mig nysgerrig.
For at du undgår uheldige oplevelser med den, så vil jeg starte med at minde om at læse brugsanvisningen… For eksempel skal den rystes… det gjorde jeg ikke lige, hvorfor konsistensen mildest talt var sær. Næste gang jeg skulle bruge den, var den så hård at få ud, at jeg overvejede at klippe tuben op. Alt det besvær undgår du, hvis du modsat mig læser og følger vejledningen.
Fællesnævneren for primere, jeg kan lide, er, at konsistensen er temmelig sej. Uanset om du bruger foundation eller farvet dagcreme skal du bruge meget mindre, du kan endda droppe det helt. Huden fremstår langt pænere, glat, ensartet, mindre rød og jævn.

6. Manucurist Nail Care Effects Active Shine

Det er ikke første… og sandsynligvis heller ikke sidste gang, jeg skriver om Manucurist Active produkterne. Det er den fjerde af de fem lakker, jeg prøver, og jeg elsker simpelthen den plejende formel. Mit første møde med formlen var ellers lidt skeptisk, men resultaterne taler for sig selv. Selvfølgelig kan jeg ikke love, at de virker for dig, men det gør de afgjort for mig. Her er det Active Shine, jeg har valgt. Det er den og Active Glow Blueberry, der er mine favoritter, men de er alle sammen fine. Active Shine giver som navnet antyder neglene glans. Det er ganske fine perlemors- eller nærmest glimmerpartikler, der giver denne effekt. Det er meget fint og ikke overvældende, jeg elsker at bruge den sammen med overføringsmærker til neglene. Det er lidt skævt… så fint og meget festligt, jeg er kæmpefan af den kombination!

7. HaruHaru Wonder Black Bamboo Mist

Misten fra HaruHaru Wonder er egentlig med på et afbud denne gang, den har dog været en favorit længe. Først var den eyeliner, jeg ville skrive om, udsolgt og så var misten, jeg havde fra samme mærke udgået. Det var pænt irriterende, fordi jeg naturligvis er virkelig glad for begge produkter. Nå men HaruHaru Wonder Black Bamboo Mist har altså stået fast på bordet i mange måneder. Duften er fantastisk og jeg elsker dysen, der leverer en fin mist. Man kan virkelig give den gas, og det elsker jeg at gøre, når jeg har taget makeup på… Faktisk bruger jeg mist både før, under og efter makeuppen er lagt. Det er så almindeligt, at der er alkohol i denne type produkter, men det er der altså ikke i denne. Min makeup ligger pænere og min hud er bedre fugtet, når jeg bruger den.

8. Liquide Imaginaires Île Pourpre

Inspirationen bag denne duft er en ukendt frugt, parfumøren forestillede sig derfor en sort og sensuel figen. I åbningen er den krydret og aromatisk, mens der afgjort lurer en masse under overfladen. Det er en af duftene, jeg valgte til ”Dufte til dig med ascendanten i Skorpionen”. Som jeg også skrev der, har jeg selv solen i Skorpionen, og den energi var ikke nem at se forbi.
Île Pourpre minder en lille smule om den for længst udgåede Feminite du Bois fra Shiseido. Der er en duft, jeg nok altid vil savne og ubevist søge efter i andre dufte. Île Pourpre er for mig en tryg duft, det er den næppe for de fleste. Sødmen fra den modne figen er fjernet, mens frugtigheden er bevaret. I stedet er der tilføjet en mere luftig sødme fra ambroxan og en afrundet cremet flødeskumsnote.

9. Nicma Styling The Auto Twist Curler

Der har være MANGE krøllejern i mit liv. Nogle har været fantastiske, andre har ærligt talt været spild af tid og penge. Da mit hår jo er glattere end glat, er det ikke den letteste opgave at kreere hæderlige krøller. I helt gamle dage, da det var en helt almindelig krølletang, jeg brugte… tog det TIMER at krølle håret. Der var nemlig aldrig nogen, der havde vist eller fortalt mig, hvad tricket til holdbare krøller er. Nu hvor jeg ved, at krøllen skal køle af i formen, er det lettere at krølle håret. Det er dog stadig en tidskrævende disciplin. The Auto Twist Curler er en gave til et hår som mit, der bare slet ikke gider at blive i formen. Det tager højest seksten sekunder per tot at opnå fine krøller, det er langt hurtigere end jeg er vant til.

10. Smashbox Be Legendary Prime & Plush Lipstick i farven Stylist

Efter en mindre heldig reaktion på nogle fødevarer, var mine læber SÅ slidte. Det var næsten som en solskoldning, læbekanten gjorde ondt og sved hele tiden. Derfor måtte jeg holde helt pause med læbestift… men så huskede jeg Smashbox Be Legendary Prime & Plush Lipstick. Udover at farven Stylist nærmest passer til alt, så er konsistensen fabelagtig! Den er cremet og superbehagelig på læberne. Det føles som en læbepomade, der ikke er fedtet, men alligevel plejer i dybden. Den indeholder da også både peptider, ceramider, et oliekompleks og masser af andre gode sager. Med så mange plejende ingredienser er det ærligt talt lidt overraskende, at den er så holdbar. Der er masser af skønne farver at vælge mellem, og de er rigt pigmenterede. Dupper du den tør og tager et til lag på, holder den selvfølgelig bedre.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *