Når kroppen begynder at producere mindre østrogen har det en enorm betydning for vores hud. I de første fem år efter overgangsalderen taber vi omkring 30 procent af hudens indhold af kollagen. Derefter fortsætter det med at falde med 2% om året.
Det er dette tab af kollagen, der får vores hud til at se tynd og papiragtig ud. Og så får vi rynker. Enhver god antiagecreme handler derfor også om at få mere kollagen tilbage i huden.
I 2024 hvor det er blevet normalt at tale om østrogentilskud til lindring af vores gener i overgangsalderen, er der derfor også pludselig mange der helt logisk ser på deres østrogencremer og -gel og spekuler på, hvad vil der ske, hvis jeg bruger den her i ansigtet?
For mit eget vedkommende sprang spørgsmålet helt naturligt frem af sig selv, efter jeg havde oplevet, hvad vaginal østrogen gjorde ved hud og slimhinder i mit underliv. Det var en ret vild oplevelse – hvorfor skulle jeg ikke prøve det samme på resten af kroppen? Eller bare i ansigtet?
Ja, østrogen virker på rynker
Svaret er ret entydigt. Alle de typer østrogenbehandling, der findes, virker positivt på hudens indhold af kollagen. Hvad end det er systemisk behandling med østrogen eller lokal påsmøring med estriol, så har det en positiv effekt på hudens indhold af kollagen.
Det er ikke noget nyt, tværtimod. Det bedste studie af brug af østrogencreme i ansigtet, som jeg kan finde, stammer fra 1996 (kilde). Her har forskerne undersøgt brugen af hhv 0,01% estradiol og 0,3% estriol på kvinder i perimenopausen. De finder, at hudens fugtniveau, elasticitet og fasthed bliver forbedret, mens rynker og porestørrelse bliver formindsket. Hudens indhold af kollagen er forøget og der er ikke nogle systemiske bivirkninger.
Der er forhåbenlig ingen læger, der vil udskrive østrogenbehandling med det formål alene, men det er altså svaret. Ja, det virker. Det er ganske entydigt.
Estradiol er den, der findes blandt andet i gel, som du får udskrevet hos lægen – dog i noget højere koncentrationer end den der er brugt i dette studie. Lægens gel er netop designet til at have en systemisk effekt på hele kroppen.
Estriol sælges som vaginalcreme i håndkøb med en koncentration på 0,1%.
Pas på melasma
Bivirkninger af hormonbehandling på andet end huden vil jeg ikke kaste mig ud i en diskussion af her – det er andre eksperter i end jeg. Men du skal være meget opmærksom på melasma og pigmentpletter. Østrogen er det hormon, der er ansvarlig for den hormonelle siden af hyperpigmentering, så tager du mere østrogen, så sætter du også gang i hyperpigmentering. Hvis du har valgt hormonbehandling, så er det helt sikkert af vigtigere årsager end dine rynker, så husk solcreme!
Der er meget andet der virker på kollagen
Østrogen er et lægemiddel mod gener i menopausen – det er ikke et antirynke-produkt. Og det er værd at minde om her, at der er rigtig meget, som har en positiv effekt på hudens kollagen. Og som måske endda virker lige så godt? Vi nævner i flæng:
Så hvad virker bedst? Det ved vi ikke. I julegave ønsker jeg mig en masse store studier, der sammenligner effekten af alle disse mange gode midler, så vi kan få et bedre billede af, hvad der har er allerbedst til at genopbygge hudens tabte indhold af kollagen.
Hvad med Femarelle? Har I noget indtryk af om det har en effekt?
Hej Sanne
Femarelle skriver selv om effekten på huden på deres site, så en eller anden form for effekt har det sandsynligvis.
Kh. Helene
Phytoøstrogener, der bl.a findes i soya, rødkløver, hør- og chiafrø, har god virkning på huden, synes jeg. Og mindsker en del gener ved overgangsalderen.