Det stod ikke i kortene, at Kayali Yum Boujee Mashmellow | 81 og jeg skulle være venner. Beskrivelsen af den lyder aldeles rædselsfuld, så jeg var faktisk lidt bekymret for at dufte til den. Af det kan man lære ikke at være så forudindtaget. Det er bare lidt svært, når navnet alene næsten giver mig kvalme. Mine forestillinger om duften var derfor ikke videre positive. Selvom jeg faktisk både elsker jordbærskum (i moderate mængder), jordbærmilkshake og især duften af fresia. Spørgsmålet er jo, om det er noget man har lyst til at dufte af?
I dag har jeg migræne fra helvede og ligger med nedrullede gardiner og spand ved siden af sengen. Hvorfor jeg opgav at skrive denne anmeldelse. Efter at have sovet et par timer her til aften, var jeg åbenbart ovre det værste… Så her får du min mening om Kayali Yum Boujee Mashmellow | 81.
Hit eller skidt
Min samling af Kayali dufte er efterhånden temmelig omfattende. Der er masser af skønne kompositioner, mens andre virkelig ikke er det! Det er aldrig helt til at forudsige, hvad der er hit eller skidt. For eksempel var jeg overbevist om, at jeg ville elske Kayali Eden Sparkling Lichee |39. Det var desværre meget langt fra min oplevelse.
Det er igen parfumøren Gabriela Chelariu, der står bag duften, hun har kreeret de fleste af mine favoritter. Så jeg krydsede fingrene, inden jeg sprayede Kayali Yum Boujee Mashmellow | 81 på armen… Og drog et lettelsens suk, for duften er overraskende hyggelig og knap så kvalmende som forventet.
De gamle æsker fyldte lidt meget, dog har eller havde de langt mere personlighed, end de nye har. Det er selvfølgelig prisværdigt, at mængden af pap er reduceret, men det er ikke sådan en æske, man gemmer.
Kayali Yum Boujee Mashmellow | 81
Som vanligt er der to lejre i anmeldelserne af duften. Der er dem, der anpriser den fordi det er en ny Kayali lancering og dem der HADER den… af samme grund. Det undrer mig hver gang, at man kritiserer noget uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge det. Da jeg så billederne, spottede jeg straks fresia, der har sådan en sommerlig fin duft. I selve kompositionen kan jeg desværre kun fange et let strejf af den. I kombination med citron, æble og nektarinblomst er åbningen meget let og luftig. Faktisk tror jeg, at det er det, der redder duften for mig, for særligt citronen holder ved længe. En kokosnote, der heldigvis mere er cremet end kokosagtig, jordbær, skumfiduser og den yndigste orangeblomstvand udgør duftens hjerte. Mens vaniljecreme, flødeskum, en blød og afrundet moskus, et strejf af hindbær, ambroxan og Kayalis kendte signatur akkord.
Blød, rar og lyserød…
Duften minder mig om en duft, jeg brugte meget som teenager. Det er ret mærkeligt, for de to har meget lidt tilfælles. Dog har det virkelig givet mig blod på tanden i forhold til at prøve nogle kombinationer af. Kayali Yum Boujee Mashmellow | 81 kunne godt være ret så fin sammen med noget virkelig råt og krydret. Kombinationerne som Kayali selv foreslår lyder helt vilde… Især kombinationen med Vanilla Candy Rock Sugar | 42… tør jeg slet ikke prøve. Det må virkelig være sødt med sødt på, og det er afgjort det, der er Kayalis DNA. Det klæder sikkert nogen, men jeg ved ikke helt, om jeg kan bære det. Du kan læse de øvrige kombinationer under How to use i Kayalis egen webshop. Min anbefaling er bestemt at give den en chance, selvom duften af jordbærmilkshake og skumfiduser umiddelbart virker afskrækkende.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Kayali er eksklusivt i Sephora, hvor du finder Kayali Yum Boujee Mashmellow | 81* i tre størrelser.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.