Olfaktorisk onsdag: Le Labo Myrrhe 55

Olfaktorisk onsdag: Le Labo Myrrhe 55
07.08.24
Olfaktorisk onsdag: Le Labo Myrrhe 55

Når Le Labo lancerer nye dufte i forbindelse med at City Exclusives måneden, bliver jeg simpelthen så nysgerrig. Sådan har det været de seneste år, hvor vi har haft vores egen butik i København. I 2021 landede Cedrat 37, som du kan læse meget mere om i næste uge… Sidste år landede Le Labo Myrrhe 55, der hører hjemme i Shanghai resten af året. Når Le Labo annoncerer duften og destinationen, kan ventetiden godt være vældig lang. Heldigvis fik jeg lov til at smugdufte til Myrrhe 55, før vi nåede september sidste år. Så min motivation for at skynde mig forbi butikken var stor. Den dag jeg købte den, så jeg desværre en video med en ret irriterende besked. Budskabet var, at duften skulle lagres, inden man tog hul på den. Da jeg selvfølgelig helst vil give mine dufte de bedst mulige betingelser, lod jeg den ligge i æsken.

Lagring af dufte

Det var en fredag eftermiddag, jeg købte duften, tiden var desværre ikke til endnu et besøg før halvanden uge senere. Derfor nåede jeg ikke at skrive om Le Labo Myrrhe 55 sidste år, som jeg ellers havde planlagt. Til gengæld fik jeg lært noget vigtigt om Le Labos dufte, som jeg ikke vidste.
Straks jeg stod i butikken igen, spurgte jeg naturligvis om rigtigheden af, at duften skal lagres før brug. Det skal den faktisk helst… bare ikke i de to-tre uger, som var beskeden i videoen. Afhængigt af duften, man køber, der jo bliver blandet i butikken, er ventetiden højst et par dage. Det er immervæk træls at købe en duft, man ikke må bruge i flere uger. Opklaringen var derfor både nødvendig og yderst tilfredsstillende. Le Labo Myrrhe 55 har derfor ligget her næsten et helt år og ventet på at blive beskrevet.

Le Labo Myrrhe 55

Det endte altså næsten med et års lagring, for jeg kunne ikke overskue, at jeg ikke kunne skrive om den. Eller jeg kunne jo godt, det ville bare være vildt tarveligt i mine øjne. Selvfølgelig har jeg nydt duften jævnligt alligevel især i vinterhalvåret… Selvom jeg nu har erfaret, at den virkelig også er fin på en sommeraften.
Myrrhe 55 åbner med en intens sæbet jasmin og en grøn og lidt mosagtig patchouli. Det er en sofistikeret indgang til hjertet, der rummer en næsten kamferagtig mørk og lakridset myrra. Det er en meget sødere og mindre røgelses- og harpiksagtig myrra end forventet. Duften afrundes af dybe noter af ambra, moskus og oud, der holder længe på huden. Myrrhe 55 er måske ikke verdens mest unikke duft, men den er virkelig skøn og har en klassisk profil, som jeg virkelig godt kan lide.

Nu er Shanghai jo ikke ligefrem sådan en smuttur, man kan nå på en weekend… Eller det er det i hvert fald ikke efter min mening, hvorfor jeg vil anbefale et visit i butikken i løbet af september. Hvis du vil læse mere om Le Labo City Exclusives, er der mulighed for at finde flere indlæg om konceptet. Det er en begivenhed, jeg selv ser frem til, fordi mange af duftene hører til blandt mine favoritter.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *