I starten af sommeren skrev jeg om body mist, der er en gammel koncentration i nye klæder. Koncentrationen minder nemlig om det, der hed spray deodoranter, da jeg var ung. Nogle af dem er stadig at finde under navne som body spray. Parfumerede deodoranter er stadig lettest at finde i de dufte, der henvender sig til mænd.
I takt med at markedet for dufte bliver større og større, findes der dog lige pludselig nye spændende produkter. Hair mist er for eksempel at finde i utallige dufte efterhånden, de har samme koncentration som en body spray. Der er også kommet flere kropsprodukter, og det er dem, jeg hentyder til i overskriften. Det kan godt være at den ikke lige hedder det samme, men der er efterhånden så mange såkaldte dupes. Derfor er det sjældent svært at finde for eksempel en body lotion, der kan holde på din duft.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Vanvittigt dyrt
Der er særligt et mærke, der har taget hårdufte til et helt andet niveau. Balmain har jo en virkelig skøn og eksklusiv hårlinje. De startede med deres signaturduft, så kom der en herreduft, nu har de efterhånden lanceret en hel række Hair Perfume. Sagen er bare, at de er fuldstændig latterligt prissat. De koster simpelthen næsten et tusind kroner for hundrede milliliter. For den pris får du en ultralet koncentration på mellem tre og fem procent. De holder nogenlunde i håret, men de holder VIRKELIG ringe på huden. En extrait de parfum med en koncentration op til fyrre procent, kan du finde til få hundrede kroner mere. Det er vel at mærke for samme mængde. Det er helt gakket og bare tarveligt. Det mest irriterende er selvfølgelig, at jeg virkelig elsker den af duftene, der henvender sig til mænd*.
Se dig for!
Mit brokkeri ovenfor skal udelukkende ses som en advarsel, duftene fra Balmain er skønne. Du kan oftest finde noget, der er billigere, noget der ligner eller holder bedre. Det handler om at bruge snuden, når du er ude. Spørg dem du kender, om de kender til noget, der dufter af det, du kan lide. Af og til falder man over juveler de særeste steder, duft derfor til produkterne, hvor du er.
Senere på efteråret lander der en ny variant af en kendt og elsket bodylotion. Det er sikkert en fantastisk bodylotion, siden så mange holder af den… Duften i min næse er bare sådan lidt harsk. Derfor takkede jeg selvfølgelig nej til at prøve den til præsentationen. Senere opdagede jeg, at duften er en anden, der i øvrigt er helt fantastisk OG passer til min hudkemi. Den var jeg nær gået glip af…
Brug en matchende duft som fundament
Det er selvfølgelig virkelig skønt med en komplet kropsserie med ens yndlingsduft. Der er endnu ikke så mange af dem, men jeg satser stærkt på, at det er noget, der er på vej retur. Der i sluthalvfemserne, da jeg mødte ham den langhårede, havde jeg adskillige kropsprodukter i mine yndlingsdufte. Der er noget vanvittig luksuriøst over det, og det kan bare få ens duft til at holde nærmest uendeligt. Derfor giver det rigtig god mening at undersøge for eksempel bundnoterne i din yndlingsduft. Med dem eller selve duften i hånden kan du måske finde en bodylotion og endda anden kropspleje i en duft, der kan komplementere duften. Du skal ikke holde dig tilbage for at lede i for eksempel Normal, Søstrene Grene, supermarkedet og H&M. Særligt i & Other Stories er der hele serier tilhørende nogle dufte, der ligner nogle af de kendte RIGTIG meget.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.