Der er heldigvis sket store fremskridt med lysten til at gå med farvet makeup. Efter en hel del år med ”no makeup-makeup”, er der flere multifarvede paletter derude. Det glæder naturligvis mig, fordi såkaldt naturlig makeup slet ikke er mig. Det ser da vildt lækkert ud, men det appellerer ikke ligefrem til mit farveglade hjerte.
Det er ikke længere kun de helt funky makeupmænd og -damer på Instagram de farverige looks er forbeholdt for. Uanset hvordan du plejer at se ud, kan det være, at du higer efter forandring. Lige nu er det helt rigtige tidspunkt at springe ud i det. Har du stadig ferie, kan du måske finde lidt inspiration på Pinterest, Instagram, TikTok eller ude i virkeligheden. Det kræver ikke alverdens søgeevner, så er der et hav af looks, du kan bladre mellem. Husk at tage højde for dine evner, eller overvej endda at gå i træningslejr.
Når du trænger til forandring
Ved du med dig selv, at intet mindre end en kæmpe forandring kan gøre det. Så er det naturligvis dét, du skal gå efter. Ellers er det lettest med mindre ændringer løbende. Det er i hvert fald lettere at træde på bremsen undervejs, hvis det pludselig er for meget. Det er selvfølgelig lidt sværere, når vi taler om hårfarve, frisure eller permanent makeup. Derfor er det ekstremt vigtigt altid at være HELT sikker, inden man for eksempel bliver kronraget. Nogen sidestiller fem centimeter af længden med at blive kronraget, andre lægger nærmest ikke mærke til det. Hvis du bruger briller kan du også skeje ud dér, som du nok ved, at jeg holder af. Der er altså et hav af muligheder for at ændre på dit udseende, når du trænger til forandring i spejlet.
Træningslejr
Når jeg selv skal øve mig på et eller andet look, sørger jeg for at forberede mig grundigt. Jo, du læste rigtigt, selv gamle hunde kan have behov for at lære nye kunster. Hvis det er de mere radikale forandringer, overlader jeg oftest opgaven til andre. Ellers går jeg i træningslejr. For en hel del år siden, lærte jeg mig at sætte hår. Godt nok er jeg kommet helt ud af den gode vane igen, men når man først kan… Så er det som bekendt lidt som at køre på cykel. Det er helt det samme med øjenmakeup, læbestift eller optegning af øjenbryn, eller hvad end din udfordring består i.
Små skridt
Er du helt grøn eller ude af træning, så er de små skridt vigtige for den mentale proces mod et nyt look. Der er masser af muligheder, herunder har jeg nævnt et par stykker, der kan gøre en stor forskel. Læg lidt på fra uge til uge eller i den fart, der passer dig. Husk at tage billeder undervejs, så du kan glæde dig over forandringen, hvis du pludselig ikke kan se dine fremskridt. Hvis nu du gerne vil lære noget helt specifikt, så øv dig inden sengetid. Det lyder måske lidt fjollet, men så undgår du at bekymre dig om et mislykket forsøg. Det kan unægtelig være lidt vanskeligt at redde et look, hvis du er på vej ud ad døren.
Læbestift
En læbestift i en nuance, der minder om din egen læbefarve, er oftest det bedste valg. Det lyder umiddelbart tosset, men sådan en MLBB-farve, er perfekt som tilvænning. Det står for My Lips But Better og med sådan en, har du makeup på, mens du stadig ligner dig selv.
Eyeliner
Selvom du måske allerede bruger eyeliner hver eneste dag, kan det gøre en kæmpe forskel at skifte farve. Hvis du er modig, kan det være en nuance, der fremhæver din øjenfarve. Hårde sorte streger især under øjet gør sjældent noget rigtig godt for dit ansigt. Især hvis den har været en del af dit look siden teenageårene… Prøv i det mindste at tone stregen lidt ud med en pensel og måske en smule øjenskygge. Det blødere look gør en verden til forskel!
Øjenskygge
For at få flere farver i øjenmakeuppen, skal du have fat i en egnet palette. Og så er det sådan set bare at kaste sig ud i det. Sæt dig med paletten og vælg farvekombinationer, du holder af. Hvad enten det er tone i tone, kontraster eller noget helt tredje. Start igen småt for eksempel med en ny farve under øjet eller som eyeliner.
Hej 🙂
Nu hvor der er gået noget tid siden brexit ville jeg hører om i har nogen opdatering ift. online handel?
Havde i ret i jeres blogindlæg om hvor man stadig kan købe: https://pudderdaaserne.dk/2021/01/01/brexit-og-online-shopping/
Jeg havde lidt givet op på online shopping fra mange online butikker efter brexit men her for en måned tid blev jeg opmærksom på at man stadig godt kan købe fra mange af siderne uden voldsom afgift men jeg har stadig ikke et overblik over hvilke?
Hej Line
Der er stor forskel fra webshop til webshop, så mit bedste råd er at læse på hver enkelt side. Beautybay ved jeg sender fra EU. Det er dog den eneste af de shops, jeg selv har været storkunde hos, jeg har shoppet hos i MEGET lang tid. Oftest har jeg bare droppet engelske webshops, fordi mærkerne, jeg før har købt der, nu ligger andre steder også.
Kh. Helene