Det føles som et øjeblik siden, det var favoritterne fra februar, der skulle udgives. Det er min gode veninde, jeg kan takke for, at jeg fik hanket op i mig selv, så Månedens Favoritter: Marts 2022 blev skrevet færdig. Det har krævet sin kvinde, fordi mine tanker er meget svære at samle i øjeblikket. Heldigvis får jeg lige så stille mobiliteten tilbage i ryggen efter mit styrt. Så energien kommer også snigende tilbage. Det er SÅ opslidende og energikrævende at have ondt. Heldigvis bliver tankevirksomheden brugt på noget rigtig fint.
Månedens Favoritter: Marts 2022 rummer billig og effektiv læbepleje, en ret afslørende og lidt pinlig neglelak og mindst ligeså forudsigelige øjenskygger. Så er der petrichor på spray, gode men helt tossede ansigtsmasker, en ret så skøn vaskeolie, en reformuleret gammel kending, noget så sjældent som en primer, en fin palette… Og så er der en længe ventet nyhed.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
1. Juvia’s Place Culture Duochrome Liquid Eyeshadow
Det er langt fra den første og forhåbentlig mindst ligeså langt fra den sidste flydende øjenskygge, jeg har skrevet om. Juvia’s Place har lanceret fire flydende duochrome nuancer, altså nuancer der skifter afhængigt af, hvordan lyset rammer dem. Flydende øjenskygger i denne kategori kan både være vildt festlige og tones ned til noget næsten hverdagsagtigt. Faren ved, at de er festlige, er, at de måske ender med at ligge i skuffen. Min opfordring er derfor at se muligheder frem for begrænsninger i produkter. Duochrome ser så fedt ud og kan på et øjeblik løfte et helt simpelt look op til noget festligt. Øjenskyggerne fungerer lige godt som dækkende skygge på hele øjenlåget, tonet godt ud som del af et look, som effekt enten som eyeliner eller som glittereffekt ovenpå en anden øjenskygge. De er et kæmpehit!
2. Labello Caring Lip Scrub med Aloe Vera eller Rosehip Oil*
Hvornår og hvordan jeg blev præsenteret for denne type læbepomade, kan jeg ikke huske. Det var helt sikkert et anmeldereksemplar, for Katja har nemlig nævnt den på Instagram. Lige siden har jeg heldigvis med tiltagende held købt dem. Den fik endda én af de fireogtyve pladser i en julekalender fra mig sidste år. Det har altså været et længerevarende forhold efterhånden.
Min yngste knægt har simpelthen de smukkeste fyldige læber, jaja nu er han jo min… Heldigvis forstår han at pleje dem. Han takkede ja til at få en i lommen, selv da den lyserøde variant var den eneste tilgængelige. Han har faktisk også kommenteret på den flere gange, fordi den temmelig effektivt jager tørre læber væk. Der er altså også langt imellem de gode helt almindelige og tilmed budgetvenlige læbepomader efterhånden.
3. Le Labo Baie 19
Hvis du bemærker, at der ikke er brugt ret meget af duften, så er det helt rigtigt. Den blev nemlig indkøbt i midten af marts. Indtil da har jeg brugt et par eller faktisk en hel del prøver, jeg havde samlet sammen. Baie 19 dufter af petrichor, altså med andre ord regnvåd jord. Det er en duft helt uden sammenligning. Den dufter rent uden at nærme sig sæbe. Den fænger måske ikke ved første snif. Det var i hvert fald sådan, jeg havde fået samlet alle de prøver.
Den dufter af træ, af have, friskt og meget vådt. Den åbner med en næsten medicinsk kamferagtig duft, friske grønne blade og enebær. Derefter overtager den rige regnvåde jordede duft af petrichor. Baie 19 ender som en skøn forening af moskus, ambroxan og noget så sjældent som en frisk grøn patchouli.
4. Lucia Care Creamy Soft Cleanser ¤
Nu er vi jo ikke til fals for store ord og løfter… Derfor havde jeg mine forbehold, da jeg blev præsenteret for Lucia Care. Heldigvis viste det sig at være ganske ubegrundet. Lucia Care er udviklet af Nanna Kirkebjerg, der er speciallæge i almen medicin og i naturmedicin. Produkterne er inspireret af de stresslindrende behandlinger med æteriske olier, Nanna ordinerer i sin stressklinik. Den antroposofiske tilgang gennemsyrer både produkterne og hele konceptet, og jeg er vild med det! Lucia Care lander på en lidt tør plet her i mit dåsehjerte. Der er desværre uendelig få mærker i denne kategori, hvis nogen… der gør det Lucia Care gør. Cremer og lotions både med og uden duft, gør jeg mig kun meget lidt i. Derfor er det badeprodukter som den virkelig rare Creamy Soft Cleanser og Nourishing Salt Scrub, der går rent ind.
5. Lulu Lun Pure masker
De passer helt utroligt dårligt, men effekten af maskerne er til gengæld god. Faktisk er effekten så god, at jeg godt gider at bruge dem, selv om de passer så dårligt. Det er ellers en af de ting, der kan få mig helt op i det røde felt. Man føler sig jo så skidt tilpas, uanset hvor det er masken ikke passer. Maskerne er altid for korte, for smalle, for lange eller også er der hverken plads til kinder, næse eller pande. Nogle er bedre end andre i forhold til formen… Det er ikke Lulu Luns force! De leverer derimod en effekt, jeg er et vanedyr, så jeg vælger altid fugtvarianterne. Og det er også derfor Pure er en favorit. Min hud er bare så meget rarere at være i, når jeg har givet mig tid til en maske.
6. Nilens Jord Nail Polish Metallic Purple*
Det er meget længe siden, men der var engang, jeg var ret irriteret over en skønhedsredaktør. Med meget få variationer præsenterede hun måned efter måned læserne for de samme produkter. Mærkerne varierede naturligvis, men det var altid produkter i samme lyserøde, ferskenfarvede og champagnefarvede nuancer. Og her sidder jeg så mere end tyve år senere og er landet samme sted… dog med en anden nuance. Det er næsten pinligt! På den anden side har jeg jo for længst overgivet mig til det faktum, at jeg bare virkelig godt kan lide pink og lilla nuancer. Også selvom jeg virkelig gør mig umage for at forny og udfordre mig selv. Alligevel er det tydeligt, at kærligheden skinner igennem. Neglelak er en genial accessory, selvfølgelig kræver det mere arbejde end et smykke, men det kan virkelig komplettere påklædningen og looket.
7. Clinique Smart Clinical Repair Wrinkle Correcting Serum¤*
Dette serum fra Clinique har trods et par omformuleringer og navneforandringer i tidens løb altid haft en plads i mit hjerte. I forbindelse med lanceringen af den nye øjencreme i serien, fik jeg mulighed for at prøve den nyeste version. Det er præcis så rart at bruge, som det plejer at være. Effekten er der ikke tvivl om, serummet indeholder både hyaluronsyre, masser af peptider og hydroxypinacolone retinoate. Det bedste ved serummet er, at man kan se effekten lynhurtigt. Det er selvfølgelig effekten af hyaluronsyren, der sørger for at fjerne fine linjer ved at give huden et ordentligt skud fugt. Peptiderne sætter gang i produktionen af kollagen… Og så er der den ester af retinsyre, som vi også selv er så glade for i A-Serum. Det gode ved den er jo, at den er effektiv uden ubehagelige bivirkninger.
8. Rare Beauty Stay Vulnerable Liquid Eyeshadow i farven Nearly Rose*
I denne måned har jeg opdaget en side af mig selv, som jeg ikke anede, at jeg rummede. Det gik op for mig en dag, jeg havde planlagt makeuppen og lagt den i rækkefølge… Pludselig stak de helt forskellige emballager på produkterne mig i øjnene. De tre produkter fra samme mærke, er i så absurd forskellig emballage, at det slet ikke giver mening for mig. Udover det har jeg vist ingen klager! Det er VIRKELIG gode produkter, i hvert fald dem jeg har testet. Det er jeg slet ikke færdig med endnu… Denne her øjenskygge har jeg haft uendelig svært ved at lægge fra mig. Den har simpelthen sådan en klædelig farve, nuancen knækker det helt rigtige sted, så du hverken syner rødøjet eller træt. Den er nem at tone ud, og den smuldrer ikke.
9. Rimmel London Wonder’Extension Mascara*
Efter lang tid uden makeup og afrensning, skulle man tro, at mine vipper ville have det fantastisk… Det har de overhovedet ikke. Længe troede jeg, at det var mangel af træning i at tage mascara på. Måske var mine mascaraer blevet for gamle? Det blev dog ikke væsentligt bedre, da jeg købte nye. Mine vipper er i fortvivlende sølle stand. De er sandsynligvis knækket, fordi de ikke har fået samme mængde fedt og fugt, som de plejer. Ellers ved jeg det ikke… for vipperne har det værst på det øje, der netop ikke er i karambolage med min hovedpude.
I forbindelse med at jeg shoppede nye mascaraer, faldt jeg over Rimmel London Wonder’Extension Mascara. Den blev købt udelukkende, fordi den er så megapæn… heldigvis er indholdet også glimrende! Det ser næsten ud som om, jeg har vipper, og så bliver den på.
10. GOSH Primer+ Hydramatt*¤
Primere siger mig generelt ikke ret meget, fordi det er de færreste, der faktisk gør noget godt for min hud. GOSH Primer+ Hydramatt lyder jo spændende for os med generelt tør hud og en evigt glinsende T-zone. Løfter om, at et produkt skulle kunne fikse det, har vi alle sammen hørt før, så den skulle selvfølgelig afprøves. Bortset fra at man lige skal vænne sig til konsistensen, er det et temmelig enestående produkt. Konsistensen er sær og sej men samtidig vandet… Det er lidt svært at forklare, og den skal prøves på! Nå men til det enestående… Den holder faktisk, hvad den lover. Det har jeg vist ikke prøvet før. Endnu har jeg ikke været modig nok til så mange forskellige foundations, men indtil videre er den et kæmpehit. Og så kan den faktisk også sagtens bruges alene.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Åh hvor jeg forstår dig med den parfume, den må jeg prøve. Jeg fandt en gang en der duftede af regn på sommervarm asfalt. Den var fantastisk.
Hej Lotte
Det lyder ret fantastisk, Kan du huske hvad den hed?
Kh. Helene
Jeg hoppede på Lucia Care Creamy Soft Cleanser efter denne anmeldelse – duften er fantastisk, men den svier i mine øjne, så jeg kan ikke bruge den som ansigtsrens – til gengæld er det den bedste shampo jeg nogensinde har haft fingre i! Mit hår er helt vildt blødt og medgørligt og synligt mindre kruset.
Og så er det jo at jeg er nysgerrig på, hvorfor den er så god 🙂 Kan I regne det ud?
Hej Kristine
Uuuhhh, i øjnene kunne jeg ikke drømme om at bruge den. Den er som ren terapi i badet, jeg bruger den <3
Kh. Helene