Solskader, hormonpletter, melasma, hyperpigmentering – ukært barn har mange navne, men der er i bund og grund tale om det samme: Irriterende brune pletter på huden som følge af for stor produktion af pigment i huden. Mange af os – mig selv inklusive – har fået dem som led i en graviditet, eller da vi startede på p-piller, og de kan spænde vidt fra meget mild misfarvning af huden til meget markante pletter, som ikke er sjove at leve med.
Pudderdåserne har talt med dermatolog Jørgen Esmann, der er en af Danmarks førende dermatologer indenfor aldersbetingede forandringer i huden. Hvis nogen i Danmark har forstand på rynker og kosmetiske behandlinger, så er det ham. Han driver en privatklinik i Hellerup.
Han siger, at det er afgørende, om man har fået sine skader af sol eller hormoner.
– Det er svært at behandle hyperpigmenteringer. Effekten af behandlinger afhænger meget af, hvorfor man har fået problemerne. Skyldes det sol med kroniske fregner og leverpletter, er det forholdsvis nemt at fjerne, skyldes pigmentpletterne graviditet eller p-piller, er det svært at fjerne, da det som regel kommer igen ved den mindste solstråle, siger Jørgen Esmann.
Behandlingen er derfor forskellig, alt efter årsagen. Til solskader anbefaler Jørgen Esmann a-vitaminsyre eller laserbehandling, til hormonpletter er der tale om en kombination af a-vitaminsyre og hydrokinon. Alle disse produkter er på recept og kræver et besøg hos en hudlæge. Og det er der god grund til. De stoffer, der rent faktisk er stærke nok til at have en effekt, er på recept.
Jeg har selv prøvet mange hudplejeprodukter mod hormonpletter, og der er simpelthen ikke noget på markedet i Danmark, der har en overbevisende effekt. I USA ser det lidt anderledes ud, fordi hydrokinon også er tilladt i kosmetik der, men i Danmark skal vi en tur omkring hudlægen. Der findes stoffer som C-vitamin, der kan have en mindre effekt, men som jeg vil komme ind på senere i dag i min test af MACs Skin Brightening Serum, så nytter det ikke ret meget, hvis du har reelle misfarvninger af huden.
Og til sidst: Husk solcreme! Hvis du først har fået misfarvninger af huden, er det absolut første skridt at sørge for, at der ikke kommer mere sol på.
Hej og tak for en rigtig god blog, den har jeg efterhånden læst meget i 😀
Jeg ville lige høre jer om i ved noget om hvorvidt man kan risikere at ens pigmentering kan vende tilbage efter at have behandlet det? Jeg fik nemlig pludselig pigment i mit hovedet for et par år siden og jeg vil tro at det stammer fra solskader? Derfor har jeg tænkt på at få noget laserbehandling på det, men jeg synes at det er rigtig mange penge at smide afsted efter dette, hvis det næsten med sikkerhed vil vende tilbage? Derfor mit spørgsmål om i har nogen erfaring eller viden på dette område?
På forhånd tak for svar 🙂 mvh Line
Kære Line
Det kan du i meget høj grad. Især hvis du går ud i solen uden beskyttelse. Også hvis du bliver gravid, starter på p-piller eller lign. efterfølgende. Hyperpigmentering skal man være påpasselig med – det vil rigtig gerne komme igen.
Mine egne kommer igen om sommeren hvis jeg ikke er ekstrem påpasselig med solcremen.
Kh. Katja