Tirsdagstip: Brug dine produkter rigtigt

16.10.18
Tirsdagstip: Brug dine produkter rigtigt
Tirsdagstip: Brug dine produkter rigtigt
Foto: Kevin Murphy

I dag har jeg brugt lang tid på at grine af mig selv. Det er da imponerende at beskæftige sig med skønhedsprodukter dagligt og så lave så massiv en brøler, som jeg har lavet i dag. Da jeg skulle ud ad døren, havde jeg temmelig travlt, telefonmødet var trukket ud, og det næste møde ventede…
Fordi jeg jo synes, at jeg har forholdsvis godt styr på skønhedsprodukter, tog jeg et helt nyt produkt og brugte det, som jeg bruger andre produkter af samme type. Sikke en idiotisk fejl!

Gode erfaringer
I øjeblikket tester jeg en masse sjove ting til håret, og det var naturligvis et af de nye produkter, jeg havde taget frem. Hårfarven trængte til en opfrisker i form af sådan en lilla farvespray, så jeg gav den rigtig gas i mit nyvaskede hår. Faktisk har jeg virkelig gode erfaringer med den type produkter, så det er ikke ligefrem nyt for mig at bruge den slags. Det var også et særdeles lykkeligt øjeblik, da jeg opdagede, at dette mærke havde sådan en spray. Da jeg typisk sætter håret op, startede jeg med at spraye produktet i håret i nakken. Da jeg nærmede mig øret, kunne jeg godt se, at den var gal…

Så nemt at undgå
Fordi jeg gerne ville fremhæve den lyse farve, gav jeg den virkelig gas med det nye produkt. Denne her farvespray er ikke bare lilla, der er også glimmer i… og så var der den lille detalje, jeg ikke havde fået med. Den er plejende… Det betyder, at den er rigtig god til et tørt hår. Derfor indeholder den selvfølgelig en god portion olie. Resultatet var, at mit nyvaskede hår nu sad i fedtede totter… Hvor dum har man lov til at være? Da der ikke var tid til hårvask, styling og så videre, måtte jeg bare se i øjnene, at mit hår åbenbart skulle se fedtet ud hele dagen.

Læs bagpå
Langt de fleste af de tirsdagstips, jeg har skrevet her på bloggen, er inspireret af spørgsmål fra læsere eller mine egne oplevelser. Derfor har jeg også skrevet om netop denne problematik før. Det har nemlig altid undret mig, at teksten på emballagen ikke bliver læst.
Nu hvor vi selv bruger ret meget energi på at formidle brugen og funktionen af vores produkter på bagsiden, ved jeg også hvor frustrerende, det er, at vejledningen ikke bliver læst.

Mit ansvar
Det kan umuligt være producenternes ansvar, at jeg er et fjols… Hvis bare jeg havde læst undertitlen på Kevin Murphy Shimmer.Me Blonde havde jeg set, at der står Repairing shine treatment for blondes . Det fortæller mig, at det er et plejeprodukt. Derfor må det indeholde en eller anden form for plejende ingredienser. Selvfølgelig kan man begå en fejl… vi er trods alt kun mennesker. Derfor er det en rigtig god idé at læse på produktet, inden du går i gang med at bruge det. Især hvis du antager, at det er produktet, den er gal med, når det ikke virker efter hensigten.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *