Tirsdagstip: Tænk over placeringen af din duft

05.06.18
Dufte til forsommeren

Dufte til forsommeren

Det er smart at overveje, hvor du dupper eller sprayer duft på. Faktisk kan du få grimme mærker, eksem og andre herlige reaktioner, når du ikke er opmærksom. Det er særligt her i varmen og især i solen, du skal tænke over placeringen af din duft. Er du den solbadende type, bør du helt undgå duft.
I de sidste par dage har jeg fået flere spørgsmål om mærkeligt udslæt på halsen og pletter på armene. Det har været temmelig tidskrævende at blive klar over, hvad det mon kunne være. Udover at anbefale et visit hos lægen, har jeg spurgt ind til produkter, adfærd og alt mulig andet. Nu hvor jeg er blevet klar over, at et af problemerne kan være duften, er det på sin plads at dele det med resten af vores læsere. Vanens magt er stor, og det kræver en del viljestyrke at ændre et fasttømret morgenritual.

Parfumestoffer
Husk på, hvad din duft egentlig består af. Langt de fleste dufte er en god portion alkohol blandet med et koncentrat af æteriske olier og andre parfumestoffer. I de fleste tilfælde er de ganske fredelige. Lys og varme kan derimod gøre det til en farlig cocktail for din hud. En meget almindelig ingrediens i sådan en duft er citrusolie i en eller anden variant. De dufter vidunderligt, og især i sommermånederne bliver vi draget af de friske dufte. Citrusolie i høje koncentrationer er bare ikke en ret god idé på hud, der er udsat for sol. Huden bliver sensibiliseret af olierne, og det kan som sagt have nogle ret ubehagelige følger. Citrusolierne er bare et eksempel ud af mange, og helt generet bør du undgå at påføre duft på soleksponeret hud.

Mørke skjolder
Afhængigt af hvor lidt tøj du har på, kan det selvfølgelig være en større eller mindre udfordring at placere duften. Måske har du hørt, at du skal undgå at få duften på tøjet eller i håret, fordi det kan give nogle grimme pletter… Det er det samme, der sker på huden. Derfor kan du opleve, at du får mørke skolder enten på halsen eller på håndleddene afhængigt af, hvor du påfører duften. Ikke nok med at det ikke er ret klædeligt, så kan du også risikere at ende med en allergisk reaktion. Rødt kløende udslæt og soleksem er slet ikke ualmindelige reaktioner på kombinationen af varme, sol og duft.

Under tøjet eller et ikke synligt sted i håret
Selvfølgelig er det afgjort bedst at undgå duft direkte på huden. Det gælder faktisk både sommer og vinter… Alligevel er der mange af os, der nyder lidt duft strategisk placeret på pulspunkterne. Som jeg har nævnt før, har jeg altid selv duft på bagsiden af kroppen. Personligt bryder jeg mig nemlig ikke om at møde duften, før jeg møder personen, jeg hilser på. Det er naturligvis også et spørgsmål om mængde, men placeringen gør altså også en forskel. I sommermånederne har jeg duft på ryggen og på bagsiden af lårene, med mindre jeg er på stranden og lettere påklædt, så venter jeg med duften til om aftenen.

Har du lyst til at læse om duftene på billedet, kan du gøre det i Torsdags top ti: Dufte til forsommeren

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Gitte

Har I mon så gode råd til en solcreme som er rar at bruge når man har soleksem? Jeg har ekstremt sarte øjne, så solcreme er en virkelig træls del af sommer og sol. Nu har jeg så pludselig, i en alder af 27, udviklet soleksem 😪 Så hvor finder man solcreme der ikke svier i øjnene men også er god til soleksem?

Lena

Hej Gitte
Jeg tillader mig at svare på dit spørgsmål. Jeg har altid haft tendens til soleksem og har været mange solcremer og kombinationer igennem. Jeg har fundet disse Sun allergy solcremer fra Eucerin – de er fantastiske og fås i flere konsistencer og faktorer.
https://int.eucerin.com/products/sun-protection/sun-creme-gel-sun-allergy-protect-spf-50
Derudover har jeg også meget sarte øjne og bruger ansigtssolcreme fra Clinique – det svier ikke i mine øjne. Forøvrigt virker Zylocain gel fantastisk lokalbedøvende og kløestillende, hvis man har fået soleksem og det fås i håndkøb på apoteket. Håber du kan bruge rådene. God sommer😊☀️

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *