Oticon OPN og min fremtid med høreapparat

13.12.16
Oticon OPV

Oticon OPN

Sponsoreret indlæg

Min farfar har høreapparat, min mormor havde høreapparat, min far burde have høreapparat og min mor hører “ikke dårligere end hendes veninder på samme alder”. Jeg er så arveligt belastet, at det da heller ikke var den mindste overraskelse for mig, da en ørelæge for 5 år siden sagde til mig, at jeg har et arveligt høretab og på et eller andet tidspunkt vil få brug for høreapparat.

Den første i min familie med høreapparat, jeg kan huske, var min onkel Aage. Vi er tilbage i 1980’erne, flere år før de moderne digitale høreapparater. Jeg husker tydeligt, hvordan hans høreapparat midt under en familiemiddag pludselig satte i en kraftig hyletone, og hvordan han i selskaber eller blandt os larmende børn tog høreapparatet ud og lagde det på tallerkenen, fordi han ikke kunne holde ud at have det på. Min mormor fik også høreapparat tilbage i starten af 1990’erne, men gik aldrig med det. Hun kunne simpelthen ikke holde ud at bruge det.

Til sammenligning fandt jeg for nylig ud af, at min svigermor har haft høreapparat i de over 12 år, jeg har kendt hende. Det anede jeg ikke, og jeg har 10-års bryllupsdag med min mand næste år. Hendes høreapparat er ingen hemmelighed, der har bare aldrig været behov for at tale om det. Det er der jo bare.

Min farfar fik høreapparat for nogle år tilbage, og han har derimod talt højt og længe om det. Hvordan hans høreapparat har givet ham musikken tilbage. Hvordan han pludselig kan høre toner i den klassiske musik igen, som han ikke har kunnet høre i årevis.

Den yngre generation i familien – mig selv inklusive – hører som sagt heller ikke godt. Men det er som om, at det at få tjekket hørelsen og måske endda få høreapparat alligevel er for voldsomt et skridt. Høreapparater er da kun for gamle mennesker, ikke?

På den anden side… Når min familie ser fjernsyn og fint kan høre, hvad der sker, så er jeg nødt til at bede dem om at skrue ekstra op. Til selskaber og middage kan jeg høre, hvad sidemanden siger, men jeg kan ikke overskue samtaler længere væk. Og når mine børn taler til mig, skælder jeg dem ud for at mumle og beder dem om at kigge direkte på mig. Og det er som om, at der altid mangler noget diskant og bas på min yndlingsmusik. Jeg kan nikke klart ja til fem ud af seks spørgsmål her.

Høreapparater til samtaler
Der er langt fra min onkel Aages gamle høreapparat til de moderne digitale høreapparater, som gør det til en attraktiv mulighed for sådan en som mig også. Den nyeste generation af Oticons høreapparater Oticon OPN fokuserer netop på det problem, som fik min onkel og mormor til at tage deres høreapparater ud i større selskaber.

Min Onkel Aages høreapparat kunne ikke sortere samtale og baggrundsstøj, og derfor var det ulideligt at have på i selskaber.

Moderne digitale høreapparater retningsbestemmer hørelsen, så du zoomer ind på den, du kigger på. Det vil sige, at du kan høre den person, du taler med, men ikke når der begynder en tale for enden af bordet, eller når en person bag ved dig bryder ind i samtalen.

Den nyeste generation af høreapparater kan åbne lydbilledet, så man kan deltage i en bred samtale med flere personer.

Og det var her, jeg vågnede op og tænkte… Hmmm… okay, så begynder det at bliver rigtig interessant. Jeg bestiller måske alligevel en tid til ørelægen?

Bedre forståelse og mindre anstrengelse
Der findes selvfølgelig studier, der dokumenterer dette. Forskerne har sammenlignet Oticon OPN med Oticons tidligere topmodel høreapparat. De har målt forskellen på flere forskellige måder

Blandt andet har Oticon målt, hvor meget brugerne skulle anstrenge sig for at høre forskellige lyde, der blev sendt imod dem fra forskellige retninger på samme tid. Det måler man ved at sætte testpersonerne mellem 5 højtalere og så måler man hvor meget deres pupiler udvider sig. Jo mere pupilerne udvider sig, jo mere kognitiv stress.

Forskerne har også målt hvor godt brugerne kunne huske de sætninger der blev sagt undervejs i et rum med lyd sendt fra 7 forskellige højtalere fra hver sin retning. Brugerne blev også udsat for tests af forståelse af tale i et rum med baggrundstøj.

Resultaterne blev at brugerne med Oticon OPN havde:

  • 30 % bedre taleforståelse
  • 20 % mindre lytteanstrengelse
  • 20 % bedre genkaldelse af samtaler

Høreapparat og gadget i et
Da jeg fik briller i 2009, var det også en overvindelse. Det tog mig noget tid at overbevise mig selv om, at det ikke bare var fjernsynet, der var begyndt at skrive underteksterne mindre tydeligt.

For brugere af høreapparater tager det i gennemsnit 6-8 år, fra de oplever de første generende symptomer på tab af hørelse, til de får et høreapparat.

Jeg kender også mange mennesker, der nægter at gå med briller, selvom de burde. For mig er briller i dag blevet en naturlig del af mit look. De er et smykke. De er noget, jeg skifter ud ofte og køber nye af, fordi de er et smukt accessorie, der inspirerer mig. Jeg ser bedre ud med briller end uden.

Jeg har svært ved at se høreapparatet gøre det samme for mig. Det skal helst bare være usynligt – jeg har faktisk høreapparat i øret på billedet ovenfor, men det var stort set umuligt at fange det på billedet.

Høreapparatet kan dog noget helt andet end at se godt ud – det kan blive en fed gadget.

Oticon OPN er det eneste høreapparat i verden, der er forbundet med internettet. Den taler sammen med min iPhone, jeg kan høre musik og (ved hjælp af en ekstern mikrofon-klips, der kommer på markedet næste år) tale i telefon direkte i høreapparatet. Uden behov for et ekstra headset. Og så bliver det pludselig et noget mere attraktivt produkt for mig end min onkel Aages gamle hylende øresnegl.

Kan den også lave kaffe?
Ja, det kan den! Oticon OPN kan kommunikere med standarden If This Then That (IFTTT), som er en standard, som en masse andre producenter bruger, for eksempel Apple, BMW og Samsung. Denne kaffemaskine kan man faktisk starte med sit høreapparat – eller programmere til at starte, når solen står op. Eller hvad man nu har lyst til.

Mere oplagte måder for høreapparatsbrugere at bruge IFTTT på er at koble ringeklokken til høreapparatet, så man kan høre ringeklokken, selvom man går ude i baghaven. Eller sætte barnets høreapparat til at sende en besked til fars telefon, når det løber tør for batteri. Eller programmere dørklokken til at blinke med lyset også. Mulighederne er uendelige, og fremtiden er her allerede. Læs mere om IFTTT her – også selvom din hørelse ikke fejler spor.

Og hørelsen får man tjekket hos ørelægen. Det kræver ingen henvisning. Læs mere på Oticon.dk om hvordan processen foregår. Eller start med at teste dig selv her.

Sponsoreret indlæg

 

 

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *