Anmeldelse: A-Derma Epitheliale A.H er tilbage i ny version

08.02.16
A-Derma Epitheliale A.H. Duo

A-Derma Epitheliale A.H. Duo

A-Derma har sendt Epitheliale A.H tilbage på det danske marked – nu under navnet A-Derma Epitheliale A.H Duo. En creme vi tidligere har lovprist som et godt bud på billig antiage-creme på grund af indholdet af retinol, hyaluronsyre og ikke mindst den lave pris.

Det vil jeg ikke længere anbefale. Dels er Epitheliale A.H. blevet reformuleret, dels har jeg lært noget nyt siden jeg skrev min første anmeldelse af Epitheliale. Men A-Derma Epitheliale A.H er stadig et godt produkt – man skal bare vide, hvordan og til hvad det skal bruges.

Slut med retinol
Først og fremmest har A-Derma fjernet retinol fra Epitheliale A.H. Surt!

Retinol er A-vitamin og en god antiage ingrediens, der har alle mulige gode og reparerende egenskaber på huden. Den er væk nu, og der er absolut ingen måde at pådutte Epitheliale A.H nogle antiage egenskaber længere.

Reparerende creme mod ar
A-Derma markedsfører Epitheliale A.H som en “ekstra-reparende creme” der “fremmer hudens genopbygning og mindsker ardannelse”. Den indeholder et kompleks bestående af tre ingredienser: Hyaluronsyre, havreekstrakt og et dipeptid.

Havreekstraktet er kendt fra A-Dermas øvrige produkter. Dets hudreparerende egenskaber er velprøvede, veldokumenterede og højt elsket af mange eksem-ramte børn og voksne. Havreekstraktet virker antiinflammatorisk, beroligende, reparerende og immun-modulerende. Det giver god mening.

Hyaluronssyre binder fugt til huden og vi kender det også godt.

Den tredje del af trekløveret er lidt mere pudsig. Det er et dipeptid som også kendes under navnet Sustamine. Hvis man går op i træning eller bodybuilding, så har man måske hørt om det før som en amonisyre, man tager efter træning – har jeg hørt… Jeg kan ingen information finde om dets effekt i hudpleje.

I hudpleje er det ukendt. Jeg kan finde få studier af stoffets reparende effekt på brandsår, når det bliver indtaget oralt. Men intet om, hvad der sker når man smører det på huden.
A-Derma Epitheliale A.H er en fed, dejlig og beroligende creme til huden. Jeg har selv eksperimenteret lidt med at bruge den på hud, som var lidt irriteret fordi jeg havde generet den lidt med et par… skal vi bare kalde det uheld i køkkenet. Og den er behagelig, lindrende og beroligende. Det er A-Dermas øvrige fede cremer også.

Det springende punkt er naturligvis om den kan forebygge ar? Og mit helt ærlige svar er: Jeg aner det ikke. Vores sædvanlige krav til dokumentation er, at der skal være publicerede studier.

Der findes faktisk et studie, hvor man har sammenlignet effekten af en creme indeholdende havreekstraktet rhealba og hyaluronsyre op mod to øvrige cremer og en grupper, der fik ingenting. Resultatet var, at cremen fik huden til at hele på 9 dage mod 12 dage på de to øvrige grupper. Alle tre cremer var lige gode til at beskytte den skadede huden mod tab af fugt og gendanne barrierefunktionen. Hvad siger dette så om effekten på ar-dannelse? Ikke en dyt. Kan det være, det virker alligevel? Måske.

Og til alle jer fans af den gamle Epitheliale A.H: Den nye er en helt anden creme. Den har nogle ingredienser og egenskaber til fælles med den gamle. Retinolen er væk, hyaluronsyren, sheasmør og havren er der stadig. Konsistensen er stadig fed, rig og lækker uden at være for fedtet – men den føles alligevel anderledes.

Læs mere om ar på Paula’s Choice.

Her kan du købe det
A-Derma Epitheliale A.H Duo koster 110 kroner for 40 ml. på apoteket.

Du kan stadig købe den gamle version af Epitheliale på Feelunique til 61 kroner, på lookfantastic.com til 54 kroner eller på Escentual til cirka 60 kroner.

Til alle jer, der køber den på nettet: Er det stadig været den gamle Epitheliale, man får fra England?

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
23 kommentarer
Bodil

Kom til at klikke den nye hjem og ja det er slet ikke den samme creme. Blev dybt skuffet, da jeg holder meget af den gamle!

Pige

Hejsa
Er der så en creme, du kan anbefale mod ar mm.?
🙂 Tak

Katja Moikjær

Hvilke ar er der tale om?

Anne

Hej ! Jeres link virker ikke mere ! Ved i hvor jeg kan købe cremen nu !?

Helene Randløv

Hej Anne
Det kan du, som Katja skriver, på apoteket.
Kh. Helene

Stine

Ved I, hvor den gamle kan købes? Den er desværre udsolgt/udgået via jeres link.
Tak på forhånd

Helene Randløv

Hej Stine
Den er blevet reformuleret, så det bliver nok rigtig svært at finde den.
Kh. Helene

Signe

Hej kæreste Pudderdåser
Først: tusind tak for en fantastisk blog og for alle jeres gode og velargumenterede/dokumenterede anbefalinger, som virkelig har gjort noget godt for mine hudplejerutiner 🙂
Jeg er en af dem, som har været ret glad for Epitheliale H, og som derfor købte et lille lager af den gamle version. Det lager er dog (død og pine) desværre ved at være brugt op.
Kan I måske hjælpe med et par gode alternativer, hvis jeg nu leder efter en fugtende (dag)creme med anti age egenskaber? Jeg har kombineret hud med tendens til både bumser ind i mellem og tørre pletter om vinteren.
Jeg har kigget lidt rundt i arkivet, men synes, at det er lidt svært at finde rundt i alt sammen 🙂 Jeg håber, at I kan hjælpe!
Kh Signe

Katja Moikjær

Hej Signe. Jeg vil da gerne foreslå vores egen Antiage ansigtscreme.
Men jeg tænker lidt… Hvis du har været så glad for Epitheliale H, så prøv måske at gå efter noget retinol, som der jo var i den gamle. Hvad med: https://pudderdaaserne.dk/2016/09/01/eau-thermale-avene-physiolift/
Det er jo faktisk også samme firma

Signe

Det lyder som nogle gode bud – tusind, tusind tak for hjælpen!

Katja Moikjær

Håber de kan bruges. Lad mig høre, hvad du gør og om det virker 🙂

Marlene

Hej med jer 🙂
Er der en creme I anbefaler til ar? Jeg har netop fået taget sting i går (7 stk). Jeg vil gerne give arret de bedste forudsetninger, også for at det ikke bliver for bredt.
mvh Marlene

Katja Moikjær

Kære Marlene. Nej, friske ar skal ikke smøres med noget. Har lægen givet dig nogen anvisninger? Hvor sidder arret? Det allervigtigste er at undgå enhver form for sol på det.
Kh. Katja

Marlene

Hej Katja
Mange tak for svar.
Det sidder ved min hofte/balle på siden af benet. Så der er desværre en del stræk på.
Min læge siger englehud på den næste måned, som er specielt plaster, der “støtter” arret.
Jeg har hørt godt om beauty specific scars and stripes, kender du til den? 🙂
mvh Marlene

Katja Moikjær

Har lægen sagt noget om at smøre på arret? Må du gerne det nu?
Og så skal du undgå solens stråler i enhver form i denne sommer på arret. Sol gør ar meget værre. Solcreme er ikke nok. Lange bukser og skygge hele 2017.
Jeg er langt fra ekspert på dette område – prøv at læse her, det er nok det mest brugbare: http://cosmeticscop.com/2016/08/22/treating-and-minimizing-scars/

marlene

Ja det må jeg gerne, de mener bare ikke at det hjælper. :-/ De sagde fedtcreme? jeg tænkte bare, at der måtte være noget, der var bare lidt effektivt.
Mange tak – englehud plasteret dækker heldigvis for solens stråler, men flere lag på for en sikkerheds skyld.

Helene Randløv

Hej Marlene
Jeg blander mig lige og siger ren hybenkerneolie, det gør noget godt for ar.
Kh. Helene

Mette

Har lige været til forundersøgelse, og skal have opereret mine tunge øjenlåg. Øjenlægen anbefalede denne creme, til brug efter op.
Skal nok lade jer høre, hvordan det “arter” sig. 🙂

Sandra

Gammelt opslag, men nogen der ved om man kan smøre det på vabler? Jeg har fået laser og ville smøre det på forbrændingen i stedet for panthenol.. Dog har jeg nu fået vabler, som jeg måtte prikke hul på og så har jeg påført denne cream. Er nu lidt bekymret for om det var dumt, da det jo så kan trække ind i hullerne og under vablen – vil det give infektion? Derudover synes jeg den ligger sig som et lag uden på huden. Altså når jeg skylder min arm med vablerne kan jeg se den har lagt sig som lag uden på huden.. er det meningen ?

Helene Randløv

Hej Sandra
Umiddelbart er svaret ja, men hvis du er bekymret, så skal du kontakte lægen. Har du ikke fået et eller andet at behandle med?
Kh. Helene

Mette

Hvilken creme til øjenomgivelserne?
-hvad kan I anbefale til hud i ansigtet, som lige har været udsat for laserbehandling pga tydelige blodkar?
Kh

Jehlo

Hi! I just had a chicken pox and the scars are making me worried. I have been searching some cream that would help me to make the scars disappear and I’ve been doubting to buy this product. Do you have any in mind that could help me? Thank you

Helene Randløv

Hi Jehlo
This product is definitely not a bad idea, personally I would rather use an oil with/based on rosehip oil and do facial massage. I am aware that it is hard to hear but the most efficient cure is time.

All the best
Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *