Soniske rensebørster har fået en solid plads på markedet efter først introduktionen af Clarisonic, og siden er en lang række andre mærker fulgt efter. Men hvad kan de? Og er de en vigtig del af en hudplejerutine?
En elektrisk tandbørste i overstørrelse
Clarisonic har skabt sit navn på at skabe den første sonisk børste til ansigtet. “Sonisk” vil her sige, at den oscillerer (en bevægelse frem og en bevægelse tilbage)
med en helt præcis frekvens, der presser både vand og renseprodukt dybere ned og renser dybere.
Dette svarer fuldstændig til måden en elektrisk tandbørste virker på. Skaberen af Clarisonic David Giuliani byggede da også Clarisonic på sin egen opfindelse ‘The Sonicare Toothbrush’, som i dag produceres af Philips. Clarisonic er i dag solgt til L’Oréal.
Senere er mange flere mærker rensebørster kommet til. De virker på forskellige måder:
Soniske oscillerende børster
Kendetegnet er en frem-og-tilbagerettet oscillerende bevægelse og den soniske frekvens på omkring 300 bevægelser pr sekund. Læs mere her på Beautybrain, hvor jeg har sakset en masse oplysninger fra.
I denne kategori finder vi Clarisonic og Clinique.
Dette er generelt dyrere produkter. De koster simpelthen mere at lave.
Roterende børster
De billigste børster hører til i denne kategori, herunder Olay og de helt billige på eBay. De roterer eller vibrerer blot i modsætning til den originale oscillerende frem-og-tilbage bevægelse.
Apparater uden nylonbørster
Rensebørster af typen som Foreo er egentlig overhovedet ikke en børste. Den har ingen hår. Den er lavet af silikone og har ingen udskifteligt børstehoved. Foreo har en massageside og en “børste”-side med små silikone-dupper. Dens bevægelser svarer til de soniske og oscillerende bevægelser. Foreo laver faktisk også tandbørster af silikone både med og uden nylonhår for nu at blive ved sammenligningen med de elektriske tandbørster.
Virker de?
Med de soniske rensebørster befinder vi os i et krydsfelt mellem rens og eksfoliering. Der findes desværre kun studier udført af producenterne selv. Ingen uafhængige forskere har været så elskværdige at sammenligne effekterne. Procter & Gamble har udført det mest interessante. Det vise fire fordele ved brug af børste vs. almindelig vask af ansigtet.
1. Bedre til at fjerne makeup
2. Eksfoliering af hudens øverste lag
3. Øget optagelse af fugtighedscreme efter brug af børsten (antageligvis på grund af den øgede eksfoliering)
4. Mindsket mængde af bakterier på huden hos testpersoner med akne
Andre studier har også vist en positiv effekt på hud med skæleksem.
Læs mere på Beautybrains
Vores erfaringer
Vi har altid været skeptiske overfor Clarisonic. Vi mener ikke, det er et mål i sig selv at vaske huden grundigere. Danske kvinder vasker generelt ikke deres hud for lidt. Tværtimod går de fleste for hårdt til værks og udtørrer deres hud mere end godt er.
Under et besøg i Magasin med vores egne produkter, fortalte flere læsere for eksempel om, hvordan de brugte de grovere børstehoveder beregnet til acne på deres sarte hud ikke bare en men to gange dagligt. Det virker sikkert fantastisk i starten, huden klarer sandsynligvis op, for derefter at blive knoppet, irriteret og helt umulig. Det hænger sammen med en overeksfoliering, og det er bestemt ikke en tilstand, man skal stræbe mod. Det kan give livslange problemer med at holde på fugten, og mulighed for cyster under den knastørre overhud.
Vi har personligt modsatrettede erfaringer. Helenes meget sarte hud kan ikke tåle hverken Clarisonic eller Clinique. De almindelige nylonbørster er alt for hårde mod hendes hud, hvorimod de længere hår på Clarisonic Luxe eller Clinique Extra Gentle er langt mere skånsomme, og derfor godt kan gå an. Hvorfor Foreo også fungerer rigtig godt for hendes sarte hud.
Min egen hud kan tåle alle tre og jeg oplever en klart positiv effekt af dem. Jeg får en klarere og friskere hud af det. Men jeg bruger dem langt fra hver dag. For mig er det en eksfoliering, jeg bruger måske 2-3 gange om ugen. Ikke et dagligt ritual.
Det gælder om at finde frem til hvad din hud kan tåle. Hvordan føles din hud bagefter? Stram, tør eller måske lidt rød? Så skal du nok skrue lidt ned igen.
Jeg bryder mig ubetinget ikke om de udtørrende renseprodukter, der er en del af pakken. Især Clarisonics renseprodukter er skrappe ved huden. Men så er det jo godt at man bare kan bruge et andet sammen med. Jeg bruger selv Vichys sammen med, men anything goes.
Der kan altså være grund til at overveje en af de tre børster, hvis man har lyst til at bruge 1000 kroner på et gadget. Men er rensebørsterne for eksempel bedre end bare at bruge en god peeling?
Er de mere effektive end en konjacsvamp til 100 kroner? Eller bare at bruge en vaskeklud sammen med sin ansigtsvask?
Her har vi ingen endegyldige svar. Det er ikke en nødvendig del af en hudplejerutine. Men det kan være en fin ekstra ting, hvis du kan finde den rette til din hud.
Der er fordele og ulemper ved de tre systemer, som jeg vil liste op her. Alle tre kan tages med i brusebad, men må ikke nedsænkes i vand
Clarisonic
- Løber hurtigt tør for strøm. Skal oplades tit.
- Bredt udvalg af børstehoveder
- Dyrt
- Kraftigste børste
- Børste skal udskiftes hver 3. måned ved daglig brug
- Findes børster og modeller til både ansigt og krop
- Pris 1100-2000 kroner
Clinique
- Mulighed for både forskellige børstehoveder og massagehoved
- Massagehoved kan bruges sammen med plejeprodukter
- Børste skal udskiftes hver 3. måned ved daglig brug
- Pris cirka 900 kroner
Foreo
- Meget blid mod sensitiv hud
- Massageeffekt – kan også bruges sammen med plejeprodukter
- Holder strøm meget længe, skal ikke lades op så tit
- Hygiejnisk, nem at holde ren
- God til os, der bruger dem mere sporadisk – ingen problemer med børstehoveder der bliver gamle og hengemte
- Ingen ekstra udgifter til børstehoveder
- Pris 800-1500 kroner.
Her kan du købe det
Clarisonic forhandles i Magasin og på Clarisonics egen webshop.
Der er ekstremt mange modeller at vælge mellem, men de virker i bund og grund ens på huden. Forskellen ligger i hvor på kroppen du kan bruge dem, antal hastigheder, farver og design. Jeg har en Clarisonic SMART profile, der kan bruges med børster til både krop, ansigt og fødder, hvilket er superlækkert. Jeg har også en billigere Aria, der kun kan bruges på ansigtet. På ansigtet virker de fuldkommen ens. Alle Clarisonics børster virker i sidste ende på samme måde på ansigtet – du skal alene vælge model ud fra om du vil have mulighed for at bruge den på krop også, opladning, farve og design. Effekten på din hud ligger i valget af børstehoved, og det kræver et helt indlæg for sig at gennemgå dem.
Foreo kan du købe på Matas.dk og på Foreos egen webshop. Du kan også finde produkterne i Magasin.
Jeg har en Foreo Luna 2, der har en normalpris på cirka 1500 kroner. Den billigste model Luna Play koster lige under 300 kroner. Forskellen er ikke kun størrelsen – Play er en lillebitte børste. Derudover er Play ikke genopladelig. Der er til op til 100 gange, og så kan du ikke bruge den mere.
Foreo fåes også i to mindre størrelser, der kan lades op; GO og MINI. Der er flere gode Foreo-tilbud på Matas lige nu, blandt andet er Foreo Luna 2 sat ned.
Cliniques rensebørster finder du på Matas.dk (lige nu til halv pris – 450 kroner!) og på Cliniques webshop. Du kan også finde produkterne i Matas og Magasin.
Clinique har en enkelt rensebørste og fire forskellige hoveder at vælge mellem.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Vi linker kun til vores foretrukne webshops, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.
Må man ikke bruge Foreo rensemaskine hver dag, morgen og aften?
Hej, 🙂
Jeg har nemlig en Foreo rensemaskine som jeg bruger flittigt hver morgen og aften og den har gjort underværker for min sarte akne-hud. Men er det ikke “sundt” for huden at bruge den så ofte?
Tak for en super god blog!
– Betina
Hej.
Jeg har en sonicclean som er halvandet år gammel. Jeg bruger min næsten hver dag. I starten brugte jeg den flittigt for at mindske mine hudorme (selvfølgelig i kombination med jeres t-zone peeling). At bruge børsten hjælper rigtig meget på min hud, især fordi den bliver mere jævn og creme og masker trængerbedre igennem 🙂
Pssst har lige set Cliniques til 445 kr i Matas avisen og tjekket at den stadig også fåes online…
Psst 😀 Det står der også ovenfor 😛
Har I en kommentar til Remington FC1000 Reveal ansigtsbørste? Overvejer lidt at købe den som en start, da jeg synes knap 1000 kr er meget at smide efter en ansigtsbørste, jeg ikke ved, om der passer til mig..
Hejsa, ved I om de billige til 1-200 kroner som denne er gode nok? https://perfect-body.dk/5-i-1-ansigtsbehandling-og-fodbehandling
Jeg har ikke prøvet dem. Jeg tør ikke svare på det