Fredagsfavorit: Isangs Ansigtsolie

17.04.15
Isangs Ansigtsolie

Isangs Ansigtsolie

Sidste efterår stiftede jeg bekendtskab med mærket Isangs Hair & Body, faktisk var det ikke bare et bekendtskab, for på få sekunder udviklede forelskelsen i Isangs Ansigtsolie sig nemlig til stor og overvældende kærlighed.
Nogle måneder senere stod jeg en formiddag i butikken på Vesterbro og faldt endnu mere for både produkterne og historien bag. Alle produkterne er håndlavede, økologiske, fairtrade og veganske… Og selvom det ikke altid er muligt at prioritere den slags, så er det altså med ekstra god samvittighed, man bruger produkterne.

Fast olie
Modsat mange andre olier er denne i fast form, og det er simpelthen fantastisk for en doseringsidiot som mig. Der er virkelig blevet bandet over en overvældende mængde olie i min hånd mange gange, fordi det igen ikke er lykkedes mig at dosere de par dråber, som jeg behøver til ansigtet.
Den bekymring har jeg slet ikke med Isangs Ansigtsolie, fordi jeg med en spatel skraber en lille smule af, og så smelter det først ved kontakt med huden. De fleste vil naturligvis bare gnide oliebaren mod huden, men det er jeg altså for hys til, og så er jeg ret sikker på, at jeg ville have samme problem med doseringen…
Noget af det, jeg sætter ekstra stor pris på med denne konsistens, er, at jeg kan tage den med mig, uden jeg skal bekymre mig om olie i tasken. Og igen er det supernemt at dosere olien, når man opholder sig andre steder end i stuen der hjemme.

Imponerende virkning
I tidens løb har jeg smurt mange forskellige olier i ansigtet, rigtig mange af de olier har lovet en eller anden form for effekt, som ganske ofte er udeblevet. Isangs Ansigtsolie lover bare, at den er fugtgivende, og det er den selvfølgelig…
Min hud har trods en overfølsomhed for arganolie kun reageret positivt på olien. Rødme, irritation og selvfølgelig tørhed er forsvundet efter et par dage, og selvom en olie selvfølgelig fedter, så er det ikke en overvældende fedtet fornemmelse på huden.
Du finder fire duftvarianter hos Isangs: ylang ylang, patchouli, cedertræ og uparfumeret. Selvom jeg nok burde vælge uparfumeret, kunne jeg simpelthen ikke stå for duften på patchouli, der ellers ikke bliver anbefalet til sart hud. Heldigvis har jeg ikke oplevet problemer med dette valg.

Kærlighed ved første blik
Som sagt var det hos et PR bureau, jeg stødte på dette skønne mærke, og jeg kastede mig nærmest over Isangs Ansigtsolie. Temmelig ofte er alle de ovennævnte kilder til god samvittighed ensbetydende med, at produkterne er tunge, klistrede eller vildt parfumerede. Eller også må jeg gå på kompromis med nogle af de andre forventninger, jeg typisk har til mine produkter. Derfor er det skønt, at Isangs også ved nærmere eftersyn lever op til de krav, jeg har.
Faren ved stormende forelskelser er jo, at de har det med at gå over. På den anden side har jeg kun få gange før oplevet rigtig kærlighed ved første blik, den ene af dem sidder her ved min side på attende år… Og derfor stoler jeg ret meget på min intuition, når det kommer til kærlighed.

Kender du det…?
Sundra, som står bag de mange unikke og meget lækre produkter, har det mest imponerende CV. Hendes vindende væsen og hendes store viden om ingredienser gav mig lyst til at blive siddende og lytte til hendes historier resten af dagen.
Nogen mennesker har man bare lyst til at krybe helt tæt på for at lytte til deres hjerte, sådan har jeg det med Sundra. Heldigvis behøver man ikke at være upassende, Sundra har nemlig hældt både viden og kærlighed ned i hvert eneste af produkterne.

Isangs Ansigtsolie finder du i Isangs Hair & Body i Flensborggade 22, Kld. Th. på Vesterbro eller online på Isangs.com.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
3 kommentarer
Julie Cecilie

Hej pudderdåser.
Bruger i olien morgen eller aften? og kan den bruges både vinter og sommer? Ville den kunne bruges sammen med Clinique Smart Repair Serum? 🙂

Helene Randløv

Hej Julie Cecilie
Jeg elsker stadig den olie, fordi den er så nem at have med at gøre. Jeg bruger den både sommer og vinter, men det kommer jo an på, hvad du kan holde ud? Den kan sagtens bruges ovenpå Clinique Smart Repair Serum.
Kh. Helene

Manja

Jeg har, i anledning af januar-boksen fra Goodiebox, fået en lille olie (dog flydende) fra Isangs og nøj-nøj-nøj hvor er den LÆKKER! Så det er kun skønt at læse så begejstret en blog fra jer af 🙂

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *