Too Faced Melted Liquified Long Wear Lipstick

04.02.15
Too Faced Melted Liquified Long Wear Lipstick

Too Faced Melted Liquified Long Wear Lipstick

På Instagram har jeg set masser af billeder af Melted Liquified Long Wear Lipstick, og det har kun forværret min utålmodighed, for jeg har virkelig set frem mod at hele Too Faced sortimentet igen landede på de danske hylder.
Mærket har rykket sig meget langt, fra dengang da det for nogle år siden ret pludseligt forsvandt fra hylderne i Magasin. I mellemtiden har jeg selv tyet til de engelske webshops for altid at have forsyninger af min favorit primer Too Faced Shadow Insurance. Den har aldrig skuffet mig, men ligeså trofast jeg har været overfor den, ligeså meget har jeg overset resten af sortimentet. Det er på tide at gå på opdagelse, for fra næste uge kan du nemlig finde Too Faced i Sephora.

Formlen
Det har virkelig kriblet i mine fingre, siden jeg første gang så Melted Liquified Long Wear Lipstick. Det er et produkt, som kombinerer det bedste fra lip stain, læbestift og gloss. Det lyder jo lovende, men det skal også være behageligt på læberne, ellers kan det næsten være lige meget.
Inspirationen til Melted Liquified Long Wear Lipstick stammer fra synet af flydende læbestift. Og målet var at skabe et produkt med et højt indhold af pigment, med en glossy finish og med en fleksibel og behagelig følelse på læberne. Det er lykkedes okay, synes jeg!

På læberne
I de sidste par uger har jeg testet Melted Liquified Long Wear Lipstick grundigt. De er meget lette at tage på og de bløder ikke. Pigmenteringen fejler bestemt ikke noget, men jeg oplever ikke, at Melted Liquified Long Wear Lipstick er glossy bortset fra det øjeblik, hvor den bliver lagt. Den tørrer ikke ind, men den er heller ikke glossy, hverken på den der fedtede glossmåde eller den mere læbepomadeagtige læbestiftmåde, og det betyder desværre, at jeg oplever, at mine læber bliver ret tørre. Hvorfor du skal være ekstremt opmærksom på plejen både før og efter.
Holdbarheden er virkelig god, men den smitter også virkelig meget af, både på dem du kysser og på kopperne, du drikker af. Det beviser kun at Melted Liquified Long Wear Lipstick er ekstremt pigmenteret, for der sidder nemlig ret meget pigment tilbage på læberne selv efter flere timer, måltider, diverse drikke og masser af snak.

Farverne
Fælles for farverne er selvfølgelig at de er super pigmenterede. Her i Danmark får vi et udvalg af det fulde farve sortiment, heldigvis er farverne valgt med omhu, beskrivelserne har jeg skrevet uden egentlig at have set produkterne og de egentlige farver, hvorfor de måske ikke er sindssygt præcise…

  • Coral: Orangerød nuance med et hint af pink
  • Fuschia: Blåtonet Pink nuance
  • Nude: Mørk Beige Nuance
  • Peony: Lyserød Nuance
  • Violet: Klar lilla Nuance
  • Ruby: Klar rød Nuance

Endnu har jeg kun testet en af farverne fra den lille forårskollektion, som vil være at finde i anledning af lanceringen i Sephora. Denne kollektion består af tre farver:

  • Candy: Gultonet pink nuance
  • Fig: Støvet lilla nuance
  • Sugar: Lys Beige Nuance

Den jeg har testet er Candy, så jeg ved ikke, hvor godt de lyse farver holder. Og hvor meget farve de reelt efterlader på læberne, når de har siddet lidt.

Too Faced Melted Liquified Long Wear Lipstick i farven Melted Candy

Hold øje
Som nævnt er en del af sortimentet at finde i Sephora lige om lidt, og der er et par ting, som jeg især synes er værd at kaste et blik på. Har du aldrig prøvet Shadow Insurance, så er det i mine øjne en selvfølge. I den lille forårskollektion er der også de to helt utrolig fine Soul Mates Bronzer and Blush. De er inspireret og opkaldt efter nogle af serieverdenens helt store par: Ross & Rachel og Carrie & Big. Too Faced har også nogle fremragende mascaraer, som er værd at tjekke ud.

Melted Liquified Long Wear Lipstick koster 150 kroner, og du finder den i Sephora i Illum og i Field’s.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Christina Hansen

Mums!
Suuuper godt indlæg, hvor I kommer hele vejen rundt.
Idag er det mig, der er at finde på Amager Torv – med næsen trykket mod Sephora’s vinduer inden åbningstid.
You melted my heart! 🙂
Rigtig god dag til jer

Helene Randløv

Tak Christina <3
Har du kigget på indlægget om paletterne 😀
Rigtig god dag til dig også og held og lykke!
Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *