Gosh Forever Mineral Eyeshadow anmeldelse

Gosh Forever Mineral Eyeshadow
11.12.25
Gosh Forever Mineral Eyeshadow

Konsistensen er lækker, de holder godt og prisen er god. Og nu kommer de i et meget bedre udvalg af farver til os, der godt kan lide lækre nude hverdagsfarver.

Gosh har relanceret deres øjenskygge sticks, så der nu er 20 farver. 10 matte og 10 shiny. De nye Forever Mineral Eyeshadow Stick er blevet det, som Helene vil kalde endnu mere “Katja-venlige”. Det betyder flere lyse, flere beige og flere matte farver. Til gengæld er der forsvundet en række af de mørke og mere dramatiske farver fra det gamle sortiment. Men dem savner jeg ikke. For denne type stick-øjenskygger er for mig et produkt, som jeg bruger til hverdagsmakeup, når det skal være nemt, hurtigt og holdbart. Og det er de nye farver perfekte til.

På billederne kan du se et mindre udvalg af farverne, som vi har modtaget til test – jeg har desværre ikke dem alle at vise jer.

Gamle kendinge med nyt navn

Forever Mineral Eyeshadow Stick er en blanding af navnene på de to gamle produkter “Forever Eye Shadow” og “Mineral Waterproof Eyeshadow”, som har eksisteret hos Gosh i årevis. Nu er der kun en produktserie, som så findes i hhv. mat og med glimmer. Når du er kommet hjem og har fjernet plastikplomberingen på din tube, så kan du også se forskel på emballagen. Den matte kommer i en mat emballage, de shing er i en shiny tube.

Gosh Forever Mineral Eyeshadow Shiny

Gosh Forever Mineral Shiny

Der er ti farver af Gosh Forever Mineral Shiny. Farverne er bløde og med en fin glimmer i.

Fra venstre mod højre:

  • 001 Pearly White
  • 002 Beige
  • 003 Golden Brown
  • 008 Plum
  • 009 Olive Green

Gosh Forever Mineral Eyeshadow Matte

Gosh Forever Mineral Matte

 

Her er 8 af de 10 matte farver.

Fra venstre mod højre:

  • 011 Matt White
  • 012 Matt Beige
  • 017 Matt Rose
  • 014 Matt Copper
  • 016 Matt Chocolate
  • 018 Matt Plum
  • 019 Matt Olive
  • 020 Matt Blue

Og det er her, jeg bliver virkelig glad. Matte, cremede og pigmenterede. De nude farver har jeg som sagt manglet.

De ti farver kommer i par med hhv. en shing og en matte, som for eksempel en “White Matte” og en “Pearly White” – men lad være med at lægge for meget i det, for navnene snyder altså.

Matte White er som du kan se ikke spor hvid, men i stedet en virkelig fin nude beige farve med en neutral undertone. Matte Beige er cirka lige så lys, men med en mere gylden undertone. Til gengæld er “Matte Rose” en næsten hvid mat lyse-rosa.

Cremet og langtidsholdbar

Hvis du har en gammel favorit i blandt, så kan du opleve en lille smule forskel på de gamle og nye produkter, der er blevet tilpasset. Nogle er helt identiske på ingredienslisterne, andre har få ingredienser til forskel. Og flere farver er som sagt helt nye.

Men Forever Mineral Eyeshadow Stick er stadig en virkelig god øjenskyggestick. Den er så blød, at den er nem at påføre, hvorefter den tørrer op og bliver siddende, hvor du har lagt den. Og derefter flytter den sig ikke.

De er vandfaste, og der skal helst en makeupfjerner med lidt olie til at fjerne dem. Ellers går der hurtigt for meget slideri i det. Jeg kan godt med en Alt i en Makeupfjerner, men der skal gnides for meget efter min smag.

Hurtig og nem makeup

Jeg har aldrig brugt de gamle farver af Mineral eller Forever ret meget. Farverne har simpelthen ikke matchet, hvad jeg bruger denne type produkt til. Jeg har ikke kunne finde en mat beige eller en god all-over eyelid farve til en lynhurtig makeup, som jeg altid har brugt mine MAC Paint Pots til.

Men de nye farver er virkelig velegnede til netop dettte, og jeg er mega-begejstret for udvalget. Og ja, det kan godt være, der ikke længere er en mørkegrå metallisk, men jeg vil altså også virkelig hellere have en mat beige, som jeg kan smide over hele øjenlåget og enten løbe hurtigt ud af døren eller bruge det som underlag til flere farver.

Her kan du købe det (indeholder reklamelink*)

Gosh Forever Mineral Matte og Gosh Forever Mineral Shimmer koster 129,95 kroner pr styk. Du kan købe den blandt andet på Gosh’ egen webshop*, i Magasin* , i Matas og på Nicehair*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Indlægget indeholder produkter, som vi har modtaget som gratis anmeldereksemplarer

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *