Top 3: Menstruation for sarte underliv

23.05.25

Jeg sidder her under dynen på dag 6 (!!) af menstruationen fra helvede. Jeg er 46 år og i præmenopause – burde fordelen ved det ikke være, at man slipper for det her p…? I stedet bliver det indtil videre kun værre, trods et par operationer. Er jeg bitter? Ja, lige nu er jeg! Så I kommer altså til at læse om menstruationstrusser, bind og kopper frem for makeup i dag.

Super sarte slimhinder

Kombinationen af menstruation og ekstra tørre og sarte og slimhinder har altid været særligt spændende. Enhver form for bind eller tampon føles som sandpapir i mit kronisk tørre og irriterede underliv. Jeg har en gigtsygdom, der hedder Sjøgrens Syndrom, der blandt andet giver kronisk tørhed, og mit underliv var det første sted, jeg fik symptomer for halvandet årti siden. Så her er mine bedste bud på menstruationshjælpemidler, der generer mindst muligt, hvis du har lignende problemer.

Menstruationstrusser

Altså – faktisk synes jeg de irriterer huden lidt, især hvis man har dem på længere end 5-6 timer uden at skifte dem. Så det gør jeg. Min numsestørrelse 50/52 gør det også ekstra svært at finde nogle der passer., så jeg er ikke kræsen med mærke. Marks and Spencer laver dem i min størrelse, så det er dem jeg har brugt i cirka 8 år nu. Kender du andre i min størrelse, så smid endelig et link. Jeg vil ikke linke til Marks & Spencer, der er helt lagt ned af hackerangreb og ikke fungerer alligevel, men du kan sikkert selv finde dem, når de begynder at fungere igen.

Always Cotton

35 kroner for 11 bind er helt latterligt dyrt. Men min hud, der VIRKELIG ikke kan lide at være i kontakt med bind, kan godt lide dem. Det er virkelig ikke ment som en generel købsanbefaling, fordi menstruationsbind skal ikke koste så meget overhovedet. Men er dine slimhinder lige så hysteriske som mine, så synes jeg du skal overveje at prøve.

Menstruationskop

Du finder mange indlæg her på bloggen, der lovpriser vores trofaste hhv. Mooncup og Diva Cup. Men jeg sidder igen i dag og konstaterer, at min Diva Cup ikke fungerer for mig længere. Det har den faktisk ikke rigtig godt siden jeg fødte tvillinger for 10 år siden, og jeg er måske nået til den ret simple konklusion, at den bare ikke passer. Jeg skal have en ny størrelse. Efter en tvillingefødsel og to efterfølgende operationer i livmoderen burde det måske ikke komme som en stor overraskelse eller have taget mig 10 år at komme til den konklusion. Det handler om to ting: Størrelse og hårdhed… Og de varrierer helt enorm mellem de forskellige brands. Prøv at se en oversigt som denne her – det kan være til god hjælp. 

Hvis der er muligheder, jeg har glemt og bør prøve, så smid en kommentar. Så lægger jeg mig under dynen med en kop te imens. Nu hagler det også….

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
4 kommentarer
Cecilia

Prøv at tjekke Halacollective ud, som er dansk 😊

NH

Jeg har godt nok også været forbi forskellige kopper, da der nemlig er stor forskel på hårdhed og størrelse. Efter to børn er jeg endt på Luneale, der ikke har ‘stilk’ og er temmelig fast er den bedste for mig. Jeg kunne ikke se den i den ellers fine oversigt I linker til, så blot en anbefaling herfra. Den er i øvrigt udviklet af franske gynækologer, hvis det har noget at sige 😊

Line

Jeg bruger en menstruationsdisk fra FemiEko og er ekstremt glad for den. De har forskellige varianter.

Meta

Mit underliv kunne slet ikke holde nogle som helst hygiejneprodukter ud i peri og jeg fik voldsomme blødninger, så måtte have en hormonspiral igen.
Og så har jeg haft kæmpe glæde af Ovestin veginalcreme som er det eneste som har hjulpet på min slimhinder både forneden men også for knastørre øjne.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *