Torsdags top ti: Valentinsdag 2025

Torsdags top ti: Valentinsdag 2025
06.02.25
Torsdags top ti: Valentinsdag 2025

Der er en uge til Valentinsdag 2025, egentlig stod indlægget slet ikke på planen, men jeg kom på andre tanker. Det er ikke noget, jeg selv fejrer andet end i hjertet, men det er mere på daglig basis. Når det alligevel er blevet til Torsdags top ti: Valentinsdag 2025, skyldes det en vinduesudstilling i Flying Tiger. På en helt almindelig dag kommer jeg forbi mindst to Flying Tiger butikker, og alle de hjerter gør mig glad i låget. Her har jeg derfor samlet lidt forskellige produkter, der måske kan minde dig om kærligheden hver dag. Eller… i hvert fald på fredag. Uanset om du fejrer dagen alene eller ej, så synes jeg, at det er værd at huske på kærligheden. Så er jeg egentlig ligeglad med, om det er en kommercialiseret højtid. Kærlighed, om det er til dig selv eller til en anden, er altid værd at fejre.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Valentinsdag 2025

Produkterne der endte i indlægget her, kom bare til mig. Der er derfor ikke andet tema end hjerter og kærlighed. Af en eller anden grund var det så nemt at finde ting, så der var for mange. Valget faldt på de ti herunder, efter at have skævet til de forrige indlæg. Der er masser af dejlige dufte og der er tilbud i Matas til og med fredag*. Dufte blev derfor udeladt… Udover de produkter, vi ellers skriver om, er der lidt forskellige ting, der kun sjælden lander på bloggen. Undtaget i de stressede perioder, elsker jeg simpelthen lakrids. Øreringe, men nok mere specifikt selve mærket, drømmer jeg selv om. Det minder mig om sådan nogle fine ting. Nøgleringen er praktisk, så er der en anderledes buket blomster og endnu et godt minde i en hjerteformet variant.

1. e.l.f. Hydrating Core Lip Shine

Der er kommet så vildt mange nye og spændende produkter fra e.l.f., som jeg gerne vil prøve. Et eller andet sted skal man jo starte, og det blev med et ret sikkert valg. Denne type læbeprodukter har jeg i temmelig mange varianter efterhånden. Det er selvfølgelig, fordi jeg virkelig sætter pris på farvet læbepleje. Det er som sagt et sikkert og måske også kedeligt valg, men pengene er rigtig godt givet ud. e.l.f. Hydrating Core Lip Shine findes i flere farver, de plejer godt, og så er de behagelige. En plads her til Valentinsdag 2025 får den på grund af den fugtende og hjerteformede kerne ned gennem læbestiften.

2. Lulu Copenhagen Love U ørering i farven Passion Red

Lige siden smykkerne fra Lulu Copenhagen blev lanceret har jeg sendt dem lange blikke. Emaljesmykkerne er simpelthen så fine. Det er et skønt koncept, hvor du ikke partout behøver at købe sæt, selvom det naturligvis også har sin charme. Det er virkelig rart, at man helt selv kan sammenssætte de øreringe, man bedst kan lide. Hjerteformen er ret kær at have to af, men det er ikke alle øreringe, der er lige velegnede som par. Der findes rigtig mange at vælge mellem, så kig nærmere på sortimentet, hvis du trænger til nye øreringe.

3. Rare Beauty Soft Pinch Liquid Blush i farven Love

De flydende blushes fra Rare Beauty er nogle af mine favoritter på markedet. De er helt vanvittigt pigmenterede, så det er et produkt, man lige skal lære at dosere. Når man har det, er de så enkle at bruge. Love er en af de matte nuancer, der adskiller sig en del i konsistensen. Eller jeg oplever at jeg skal skynde mig lidt mere. Den orangerøde nuance kan nok virke både mørk og måske også lidt skræmmende, den er dog virkelig klædelig. Sørg for at have en ren pensel, når du skal tone farven ud, ellers kan det godt være en udfordring.

4. By Stær Cora Nøglering i Rosa

Det hele behøver ikke være så nuttet, og denne her hjerteformede karabinhage, passer perfekt til nøglen til mit hjerte. Nu er det jo nogle år siden, ham den langhårede og jeg udvekslede nøgler, men præferencerne er nogenlunde de samme. Skulle han have mine nøgler i dag, ville denne nøglering måske i den sorte variant være et oplagt valg. Den er både virkelig praktisk og meget enkelt, det er noget af det, vi begge sætter stor pris på. Det kan godt betale sig at holde øje med By Stær, det sidste stykke tid har det navn, stået på flere af favoritterne.

5. MAC Glitter i Pink Hearts

Som du nok kan se, MAC Glitter i Pink Hearts selvfølgelig pailletter og ikke traditionel glimmer. De er så fine at bruge til en anderledes makeup. Du kan også bruge dem på neglene, i gelé til håret og hvad du ellers kan finde på. Det er oftest på neglene, jeg selv har brugt pailletterne, og det er jeg vild med. For længe siden blev jeg meget inspireret af et look med tegnede hjerter… sikkert på Pinterest. Sådan endte jeg med pailletter som øjenmakeup. Det fungerede overraskende godt, og hjerterne blev fint siddende med den vippelim jeg brugte. Det er måske lidt for vildt i hverdagen, men sådan en Valentins dag er det i hvert fald en idé.

6. Flying Tiger Fire på stribe spil med hjerter

Det er faktisk Flying Tiger, der har inspireret til indlægget, der ikke stod på planen, som det har gjort før. Flying Tiger pynter altid så fint op i vinduerne, og det gør mig så glad hvert eneste år. Det var derfor nærliggende at kigge på Flying Tigers webshop for ideer. Der faldt jeg over denne barndomsfavorit i en ny version. Der står små budskaber på brikkerne, så det er næsten ikke til at stå for. Fire på stribe er sådan et spil, jeg har spillet cirka en milliard gange som barn. Det er da helt vildt hyggeligt med en anden version fuld af kærlighed.

7. LEGO Icons Wildflower Bouquet (10313)

Det er meget få mennesker, jeg kender, der ikke er eller har været vilde med LEGO. Det er bare en af grundene til, at jeg synes, de her buketter er geniale. Nogle af dem er endda virkelig fine, og jeg forestiller mig også, at de er ret sjove at samle. Der er jo et hav af muligheder efterhånden, så det burde være muligt at finde et design til modtageren. Uanset om du er giver eller modtager, er buketterne især en god gave, fordi de lægger op til leg. I hvert fald er det i mine øjne en rigtig god mulighed for at være fælles om leg.

8. Pico Copenhagen Red Barnet Heart Hårspænde

Ikke nok med at de to hårspænder fra Pico Copenhagen er superfine… så støtter du også Red Barnet. Det bliver næsten ikke bedre! Nu har jeg et MEGET varmt forhold til hårspænder, så det farver helt klart min holdning… Alligevel vil jeg godt lige slå et slag for brugen af hårspænder. De kan nemlig både være pynt, et budskab eller vise lidt personlighed i frisuren. Det var hårspænder, der reddede mit humør, da mit hår efter et uheld skulle vokse ud. Det var en sindrig om end hurtig opsætning, der gjorde mig tilpas med en sær udgroning og en ikke ret cool frisure.

9. Le Mini Macaron Mini Nail Art Stickers i designet Forever Mon Amour

Den rigtig nemme udgave af nail art… Personligt elsker jeg de her stickers, der er afsindigt lette at bruge selvom man er både klodset og travl. Det er også så fint, og det er noget folk altid lægger mærke til. Der er mange andre designs at vælge mellem, hvis de passer bedre til jeres kærlighed. Som jeg nævnte andet steds, dekorerede jeg selv neglene med drager, da ham den langhårede og jeg fejrede sølvbryllup.
En del nail art kræver næsten lange negle, de små stickers passer også selvom neglene er korte.

10. Lakrids by Bülow Strawberry & Cream

Stærk lakrids er min favorit, men jeg må erkende, at der er mange af Bülows lakridser, der er gode. De er oftest langt sødere, end hvad jeg foretrækker, men det fungerer stadig godt smagsmæssigt. Her er chokoladeskallen af hvid chokolade, og lakridssmagen skulle være mild og ikke sød. Det er svært for mig at forestille mig smagen af sort lakrids med jordbær og fløde… Dog indrømmer jeg gerne, at kombinationen pirrer min nysgerrighed. Ham den langhårede spiser slet ikke lakridser, så jeg har dem for mig selv. Så skal jeg bare sørge for, at drengene ikke spiser dem.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *