Olfaktorisk onsdag: Karl Lagerfeld Karl Ikonik Pour Femme EdP

Olfaktorisk onsdag: Karl Lagerfeld Karl Ikonik Pour Femme EdP
16.10.24
Olfaktorisk onsdag: Karl Lagerfeld Karl Ikonik Pour Femme EdP

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Når jeg dufter til noget første gang, sprayer jeg ofte på et stykke køkkenrulle. Afhængigt af hvordan det går, sprayer jeg derefter på huden. I dette tilfælde gik det ikke ret godt, så jeg foldede stykket sammen og lagde det ned i æsken. Duften kom altså aldrig på huden. Det er altid lidt svært at beskrive dufte, jeg ikke er ubetinget begejstret for. Det går helt galt, når man samtidig skal lede efter ordene. Derfor opgav jeg i første omgang at skrive om Karl Ikonik ¤. Da jeg så sad og skrev en plan for mine indlæg, for at få styr på ordene igen, fandt jeg den frem. Da jeg åbnede æsken, var det den fineste duft, jeg blev mødt af. Det er altså åbningen af duften, der er temmelig kraftig og ikke lige min smag. Det er langt fra den eneste duft, jeg har det sådan med…

En stærk åbning

Hvis du har læst med længe år, kan du måske huske, at jeg var voldsomt begejstret for Marc Jacobs. Dengang købte jeg derfor Lola uden overhovedet at dufte til den… hvad kunne gå galt? Det viste sig, at det var der en del, der kunne. Det tog flere år, før vi blev venner, og jeg har den da også endnu… Så det blev aldrig en signaturduft. Det bliver Karl Ikonik ¤ heller ikke, det er den simpelthen for sød og voldsom til. Karl Lagerfeld har ellers haft mange skønne dufte gennem tiden. Så jeg havde måske også et spædt håb om en duft, jeg ville elske. Når det er sagt, har jeg det af og til anstrengt med noten af hindbær, især når den bliver sød. Der er adskillige dufte jeg har måttet droppe af den grund, så det er altså ikke særlig for Karl Ikonic.

Karl Ikonik ¤

Den helt blanke forgyldte glasflakon er en karikatur af ikonet Karl Lagerfeld, som navnet på duften jo også refererer til. Den er intens, sød, blomstret og nøddet.
Den åbner med hindbær, en meget udsprungen rose og et strejf af mandarin. I hjertet er der tuberose, og en virkelig intens jasminnote. Den overvældende sødme stammer fra intet mindre end en note af hasselnøddemacaron. Der er også et strejf af noget grønt fra geranium. I bunden er det en base af cremet sandeltræ, der virkelig fremhæver sødmen, moskus og en knastør vetiver.
Duften holder meget længe på huden, og endnu længere på tøj eller hvad den nu rammer på sin vej. Så du skal være dedikeret, når du tager den på, for duften bliver hos dig. Det er nok også bedst at begrænse mængden af duft, så du ikke afliver alle i din nærhed.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Karl Lagerfeld Karl Ikonik Pour Femme EdP¤ fås i flakoner af 60 og 100 milliliter til henholdsvis 459,95 og 609,95 kroner. Du kan finde duften i Matas*, NiceHair*, Magasin*, Salling og hvor du ellers køber dine designerdufte.
Der findes også en Karl Lagerfeld Karl Ikonik Pour Homme. Den lyder ret spændende… men den har jeg altså ikke haft næsen i endnu.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *