Her er den så… min favorit, som jeg heldigvis ikke nåede at røbe før lanceringen i mandags. Den og min glemsomhed var årsag til, at Månedens favoritter: September 2024 blev forsinket. Godt nok havde jeg ikke været den eneste til at nævne The Alchemy Collection på det store internet. Alligevel synes jeg, det er så respektløst, og jeg ved også udmærket, hvor ærgerlig man bliver som mærke. Derfor er det nærliggende, at der er en anmeldelse klar i dag!
Der er mange af kollektionens produkter, jeg skal have fingrene i. Det siger næsten sig selv, at duftsættet skal være mit. Når det er indkøbt, bliver det naturligvis til en anmeldelse som olfaktorisk onsdag. Forleden havde jeg hurtigt næsen i dem, og derfor har jeg selvfølgelig allerede en favorit. The Alchemy Collection har en meget krydret og varm duft, der afgjort læner sig op af mere modne dufte.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
The Alchemy Collection
The Alchemy Collection består af flere produkter til hjemmet, det hænger sikkert sammen med valget af noter i sæsonens duft. Det er nemlig nogle af de klassiske røgelsesnoter. The Alchemy Collection er som navnet antyder inspireret af den klassiske alkymi. Den ældgamle praksis kombinerer blandt andet astrologi, medicin, fysik, kemi og betydningslære. En anden del af alkymien var metallurgien, som især ses på duftenes navne.
Hand Wash*
Det kunne være så dejligt, hvis Rituals… ville formulere produkter uden SLES og helst også knap så meget salt. Både mærket, produkterne og duftene står mit hjerte nær, alligevel må jeg indrømme, at jeg er lidt træt af det. Tænk hvis man kunne købe supervelduftende og skånsomme håndsæber. Det ville mine og helt sikkert mange andres hænder sætte kæmpe pris på. Indtil det sker, er der velduft og meget pæn emballage, men det kan helt sikkert også noget. Til denne serie er der ikke en håndcreme, men ellers er jeg selv ret stor fan af, at købe sådan et sæt.
Foaming Shower Gel*¤
Det her produkt er og bliver en favorit… dog drømmer jeg igen om, at den var uden SLES. Hvor mange af de skumdåser der har stået på mit badeværelse, har jeg slet ikke tal på. Det er virkelig MANGE! Det var det første produkt, jeg købte og prøvede fra Rituals, og jeg har købt et hav af dem siden. Der er altid flere forskellige i brug ad gangen. Det er næsten som min helt egen SPA-agtige oplevelse i badet, når jeg vælger duften. Nu er jeg jo ikke rigtig cremetypen, men det er så rart med matchende duft i alle produkterne.
Body Scrub*¤
Sædvanligvis er Rituals… body scrubs i krukker, men denne her er i en metaltube. Hvad årsagen er, ved jeg faktisk ikke, men den er ret pæn, om end der er en del mindre produkt i. Det gode ved tuben er, at den er god at have med. Sædvanligvis er Rituals…’ baseret på salt eller sukker, denne her er baseret på vulkansk sand, kaolin og trækul. Det gør den lidt svær at skylle af, men den er virkelig effektiv og så giver sheasmørret den blødeste hud. Den dufter virkelig dejligt og duften bliver sammen med de fugtende ingredienser på huden.
Body Cream*¤
Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke rigtig holder af creme. Alligevel må jeg indrømme, at de velduftende og meget rige cremer fra Rituals… er en undtagelse. De er bløde som smør på huden og plejer virkelig effektivt. Der er rav og myrra i bunden, så den har i sig selv en varm og krydret duft. Der føles både omsluttende og forkælende. Duften i The Alchemy Collection er ekstremt velegnet som base for andre krydrede dufte. Så du kan starte med et velduftende bad, smøre dig ind i denne rige creme og afslutte med en matchende duft.
Eau de Parfum Set*
Som sagt er det næsten dette sæt, jeg er mest nysgerrig efter at få fingrene i. Forleden var jeg ganske kort forbi Rituals… butikken, for at dufte til sættet. Der var lige lidt for mange mennesker til, at jeg kunne overskue det, så jeg smuttede hurtigt igen. Det resulterede så i, at jeg ikke engang fik prøvet dem på. Så jeg har ikke vanvittigt meget at sige om dem desværre. Umiddelbart var det vist Ag, altså sølv… der vandt mit hjerte. Au, der er guld, skal selvfølgelig også have en fair chance.
Face Mask*
Det lyder jo pænt med guld flager… så man er i hvert fald pæn, når man har den på. Den skulle både fugte og eksfoliere huden. Masken blander man selv ved at tilføje to spiseskeer vand til en spiseske pulver og røre, til man har en gelé. Gelémasken fordeler du på huden med penslen, slapper af i tyve minutter og vasker af med en opvredet klud.
Home Perfume*
I Rituals…’ kollektioner er der efterhånden en hel del forskellige Home Perfume. Det er ikke et produkt jeg selv bruger der hjemme. Det er en hurtig måde at friske lugten op i hjemmet. Der står en på kontoret, fordi vi på et tidspunkt havde et afløb, der kunne have en spændende lugt… Den fjerner det virkelig med det samme, men det er altså også en virkelig kraftig duft. Man skal passe på, hvad det kommer på af overflader og det må ikke bruges på huden.
Scented Candle*
Der er så mange duftlys på markedet, men jeg har erfaret, at Rituals…’ lys brænder virkelig godt. De skal selvfølgelig lige have nogle timer, første gang de er i brug. Så brænder de pænt og jævnt hele vejen igennem. Duftene bliver heller ikke mærkelig eller træls, selvom de står i noget tid uden at blive brugt. Personligt er jeg ikke så god til levende lys, men selvom jeg synes, jeg er flittig, brænder lyset længe. Godt nok har jeg aldrig taget tid, men de tres timer lyder rigtigt. Husk altid at gemme æsken, så lyset ikke bliver støvet.
Fragrance Sticks*
De klassiske duftpinde er især gode til større rum. Duften kan godt være temmelig overvældende, hvis man bruger alle pindede på én gang. Generelt anbefaler jeg at starte med et par pinde, så kan man altid tilføje flere pinde lidt efter lidt. På den måde går duften ikke til spilde, hvis duften bliver for intens og man må smide pindene ud. Min erfaring er afgjort at starte roligt ud. Når man sætter alle pindene i, kan det som sagt være temmelig overvældende. Man går jo fra nul til hundrede på et øjeblik.
Stone Diffuser*
Det er ikke noget jeg kan huske, Rituals… har solgt før, men det er en fin måde at distribuere duft i hjemmet. I min iver efter at dufte til de duftsættet ovenfor, fik jeg desværre ikke kigget nærmere på denne. Det skal jeg lige have gjort, for umiddelbart ser det meget fint ud. De fine lyserøde sten er faktisk saltkrystaller fra Himalaya. Salt er i mange kulturer brugt til at rense og beskytte hjemmet. Man arrangerer saltstenene i skålen og fordeler derefter nogle dråber af duften.
Gift Set*
The Alchemy Collection Gift Set indeholder forskellige produkter fra kollektionen, der er:
Handwash, Foaming Shower Gel og Body Cream i fuld størrelse og så er der et lidt mindre duftlys. Der er ikke så meget at sige, bortset fra at æsken som altid er utroligt fin. Den er udformet som en bog, der nok er lidt mindre anvendelig til andre formål, end æskerne plejer at være.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.