Olfaktorisk onsdag: Clean Reserve H2Eau

Olfaktorisk onsdag: Clean Reserve H2Eau
04.09.24
Olfaktorisk onsdag: Clean Reserve H2Eau

De nye Clean Reserve H2Eau er en spændende innovation i duftindustrien, og det er bestemt ikke en hverdagsbegivenhed. Clean er ellers kendt og elsket for deres rene, sæbeagtige, rent sengetøjsagtige dufte. Hvis du har fulgt med på bloggen i mange år, kan du måske huske mit første succesfulde møde med Clean. Der var noget af en øjenåbner for mig i mange henseender. Der har sidenhen været en del virkelig skønne dufte i Clean Reserve serien, som har fanget min opmærksomhed.
Nu har mærket altså lanceret Clean Reserve H2Eau, der på alle måder skiller sig ud fra andre dufte. Det er ikke så meget kompositionerne, så meget som det er basen for selve duften. Navnet henleder opmærksomheden på noget med vand og alt ved duftene understøtter dette. Både designet, farvevalget og endda mange af duftnoterne leder tankerne hen mod noget vand. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt…

Giv tid!

I Danmark er der fem af de innovative dufte, du kan prøve. Der er masser af gode grunde til at se nærmere på Clean Reserve H2Eau. Det kræver dog, at du giver duftene tid. De ændrer sig mere på huden end nogen anden duft, jeg har testet. Efter min mening giver det overhovedet ingen mening at teste dem på et papir. Sørg derfor for RIGTIG god tid, når du vil give dem en chance, og få eventuelt en tester med.
De er baseret på vand og det giver en HELT anden oplevelse af duften. Vand fordamper jo ikke på samme måde som alkohol, hvorfor duften kan virke fedtet, hvis du sprayer for tæt på. Du skal faktisk helst cirka en armslængde væk, inden du sprayer med duften. Det er alligevel heller ikke så tit man ligefrem beskriver en duft, som værende fugtgivende… men det er den altså!

Sådan får du det bedste ud af din Clean Reserve H2Eau

  • Undgå at spraye duft især på sarte materialer og farver.
  • Husk den gode afstand, som nævnt ovenfor, når du sprayer. Tyve centimeter er et minimum!
  • På grund af olie-i-vand blandingen giver det mening at smøre eller gnide duften ind i huden. Især hvis du snyder med afstanden.
  • Duften har et mere spændende liv på varm hud, spray derfor i albue- og knæleddet, hvor den også holder bedre.
  • Håndvask kan fjerne eller opløse duften, hvorfor opfriskning af duften på håndleddet er nødvendig.
  • Det er ikke meningen, at du skal spare på duften. Clean advarer selv om, at duften skifter karakter over tid. Køb derfor hellere en lille flaske, så du får den brugt op indenfor et års tid. Så du ikke ender med at stå tilbage med en harsk eller på anden måde ildelugtende væske.

Clean Reserve H2Eau

Det er et af de største dufthuse i Asien, det japanske firma Takasago, der har udviklet den såkaldte Hydro-Tec teknologi, som Clean de næste to år har eneret til. Vandbaserede dufte er ikke kendt for at være særligt holdbare eller interessante. Det er især disse problematikker Hydro-Tec teknologien har revolutioneret. Alkohol virker ikke blot som base i traditionelle dufte, det er også et vigtigt konserveringsmiddel. Det er både selve væsken og den anderledes dyse, der kan sprede duftmolekylerne på en anden måde. En vandbaseret duft er i sagens natur også mere hudvenlig. Alkohol er jo voldsomt udtørrende, og indholdet er meget højt. Det kan betyde at nogen, der ellers ikke kan bruge traditionelle dufte, måske kan bruge denne. Det gælder naturligvis ikke, hvis det er de æteriske olier og andre duftmolekyler, du har problemer med.

Duftene

Sidst men ikke mindst vil jeg ganske kort beskrive de fem dufte i serien. Egentlig forestiller jeg mig, at de vil falde i god jord hos de fleste. De læner sig naturligvis op af det oprindelige Clean DNA.

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

Musk Noir¤

Det er en elegant og lidt tungere duft, der åbner med noter af lilje og viol. I hjertet er det masser af moskus, vanilje og rav. Patchouli og sandeltræ giver en god dybde i bunden.

Nectarine Petal¤

Det er en skøn frugtig duft med den fineste åbning af nektarin, kamille og et strejf af bergamotte. I hjertet er det ferskenblomst, djævlebusk og passionsfrugt. Bunden rummer noter af lyst træ, rav og moskus.

Brilliant Peony¤

Det er pæoner, rav og bergamotte, der åbner ballet. En meget ren og sæbet magnolie tager over i hjertet sammen med en frugtigakkord. Sandeltræ og moskus bærer duften på huden.

Water Lotus

En meget let og blomstret duft med en åbning af åkander, mandarin og agurkevand. I hjertet er det liljekonvaller, æbleblomster og pæoner, mens bunden udgøres af moskus, rav og drivtømmer.

Golden Citrus

Denne duft er mere som en brise fra havet, der lige har været forbi kysten med alle citrustræerne. Den åbner med en marineakkord, mandarin og bergamotte. I hjertet er det neroli, orangeblomster og jasmin, mens bunden igen er moskus, træ og rav.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Du finder de fem Clean Reserve H2Eau varianter i flakoner af 30ml., 50ml. og 100ml, der koster mellem 445-850 kroner i Matas*, NiceHair* og Magasin*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *