Månedens favoritter: Juli 2024

Månedens favoritter: Juli 2024
02.08.24
Månedens favoritter: Juli 2024

Hold da helt ferie… det er jeg glad for, jeg nåede. August måned bliver helt ekstrem og det fortsætter til og med medio september. Ferie var derfor yderst tiltrængt, selvom den blev lidt anderledes end planlagt. Den var dejlig alligevel, og så havde vi tilmed glæde af ældsten i en hel uge lige omkring hans fødselsdag. Uanset hvor lang tid han er hjemme, er det svært, når han tager afsted igen.
Han hjælper mig ofte med dufte, fordi han er så modig i sine valg. Samtidig er han også virkelig god til at kombinere forskellige dufte. Det er kun ganske sjældent, jeg selv bevæger mig ud i mere end to dufte ad gangen. Så det er virkelig uvurderlig hjælp! Nu er hans modige forhold til dufte selvfølgelig ikke den eneste årsag til, at jeg savner ham. Det er underlig tomt uden ham, og der er en helt anden stemning.

Juli 2024

Trods feriestemning og generel forvirring var Månedens favoritter: Juli 2024 fundet frem i virkelig god tid. Sidste uge stressede jeg over dem, heldigvis sagde kalenderen, at de først skal udgives i dag. Det har desværre betydet, at jeg har glemt de hårprodukter, jeg ville inkludere i denne omgang. I stedet er der en flittigt brugt facemist med god effekt, der bliver brugt lynhurtigt op. Der er er virkelig pæn og holdbar vandfarve til læberne. Der er velduftende og effektiv fedt til neglene. Der er mild syrepeeling til kroppen i en let gelékonsistens. Der er virkelig pæne og meget budgetvenlige øjenskyggepaletter. Der er en fin, sød og meget delikat duft, der dog adskiller sig væsentligt fra mine sædvanlige præferencer. Så er der et for mig meget atypisk mascaravalg. Noget farverigt til håret, noget effektiv beskyttelse til ansigtet og så er der til to meget forskellige sindsstemninger til neglene.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Collection Mini Eyeshadow Palette*

Selvom jeg købte fire paletter fra Collection, har jeg kun medtaget de to, jeg har brugt i dag… Og de fleste andre dage siden jeg købte dem. Det er Mars Explorer 1 og Solar Voyage 3, der nemlig matcher så fint, hvorfor jeg oftest bruger dem sammen. Der er fire øjenskygger i hver af de små og ret kompakte paletter. Mars Explorer er nok ikke overraskende orangerøde nuancer og en fin cremet beige nuance. Solar Voyage indeholder også en orange nuance, forskellige pink nuancer og en lys gullig øjenskygge med guld perlemor. I betragtning af at paletterne koster under fyrre kroner, er de virkelig gode og holdbare. Farverne er fine og nemme at have med at gøre. Generelt er min holdning, at så længe man har gode pensler, så er kvaliteten på øjenskyggen ikke så vigtig. Det gælder også i Collections tilfælde.

2. Manucurist Baume Rose Nouvelle¤

Udover at dufte virkelig dejligt af roser, så er Manucurist Baume Rose Nouvelle vanvittigt effektiv. Den rare solsikkeolie smører godt og sørger for velplejede neglebånd. Manucurist Baume Rose Nouvelle indeholder dog også en god portion kokosolie. Det kan godt være de par ekstrakter, der også er i, gør en forskel, men kokosolien er stjernen. Måske kan du huske, at vi ofte anpriser kokosolie til håret, neglene har næsten samme opbygning… Derfor er det nok ikke så overraskende, at netop denne ingrediens har en positiv effekt på neglene.
Der er flere faktorer, der har hjulpet med til, at mine negle er så lange, som de er i øjeblikket. Mine negle har altid været MEGET bløde, denne balm har afgjort god effekt på styrken og ikke mindst fleksibiliteten. Det er lettere for mig at huske at bruge især negleprodukter, der står lige foran snuden på mig.

3. By Stær Påfugl Hårklemme*

Påfuglens farver og fjerdragt har altid inspireret og fascineret mig. Da jeg skulle have rettet briller før ferien, havde min optiker sådan en hårklemme i håret. På vej hjem i bussen fandt jeg ud af, hvor man kunne finde den, hvorefter jeg glemte alt om den… Derfor gik der flere uger før jeg fik den bestilt hjem, og så var mit hår nyfarvet. Det betød, at den bare lå og ventede på at komme i håret. Den er så fin, og der er MANGE forskellige dyr at vælge mellem, hvis du ikke lige er til påfugle. Selve klemmen virker løsere end andre klemmer, jeg har brugt, men den holder håret på plads. Selv med min ringe hårpragt, har jeg sprængt adskillige hårklemmer i tidens løb. Derfor er jeg ret spændt på at se, hvordan denne atypiske og meget løsere fjeder vil holde i længden.

4. Pestle & Mortar Balance

Det er mange år siden, jeg købte min først Balance fra Pestle & Mortar. Her mange år senere har jeg netop genopdaget glæden ved den. Det var et valg, at jeg stoppede med at bruge den, fordi det tog overhånd. Når der står en mist af en art på mit bord, kommer jeg til at bruge den op i løbet af ganske kort tid. Balance har en helt anden effekt end de fleste andre… sædvanligvis er det bare noget fugt, fordi det er rart. Balance Fine Misting Facial Spritz indeholder blandt andet magnesium og min hud ELSKER den. Det er selvfølgelig også derfor, at sådan en spray lynhurtigt får ben at gå på. Der er temmelig hurtigt effekt i form af mindre rødme og irritation. Min hud er egentlig ikke sur, men som jeg har nævnt, fik jeg brugt for udtørrende produkter henover sommeren.

5. Clarins Water Lip Stain i farven 09 Deep Red Water*

Der er flere meget fine farver af Clarins Water Lip Stain. Det tog mig flere uger at vælge hvilken en af dem, der skulle i kurven. Valget faldt som du kan se på Deep Reed Water, der er vanvittigt smuk på læberne… Dog vil jeg anbefale dig at købe en af de andre, med mindre du er virkelig rutineret. Selvom jeg bruger både stains og andre flydende og ikke mindst kraftigt farvede læbeprodukter, volder den mig problemer. Det er påføringen, der er både langsommelig og besværlig, det skyldes til dels penslen. Den er så svær at få jævn især på overlæben. Der er blevet ytret mange knap så stuerene gloser, når jeg har taget den på. Når den alligevel er med her, er det selvfølgelig fordi farven er så fin, og jeg ser afgjort potentiale i produktet.

6. L’Oréal Paris Volume Million Lashes Panorama Mascara i farven Brown

Man kan ikke ligefrem sige, at jeg er stor fan af brun mascara. Derfor bandede jeg da også, da jeg opdagede, at den nye mascara, jeg havde fået fat i, netop var brun. Nu er det bare sådan, at Volume Million Lashes Panorama Mascara er en vanvittigt god mascara. Det er sjældent, mascaraer overrasker mig så positivt, som Volume Million Lashes Panorama Mascara gjorde. Hold da op, man får pæne vipper af den… Og så må jeg jo nok indrømme, at den brune farve er rigtig pæn. Det ser bare lidt mindre hårdt ud… og det kan noget!
Nu bruger jeg jo stadig RIGTIG mange forskellige røde nuancer øjenskygge, og der er den sorte mascara stadig bedst. Den brune kan ikke rigtig afgrænse farven på samme måde, så jeg ser rødøjet ud, og det gider jeg ikke.

7. Depend GeliQ i farverne Beach Pleaseog Tall, Dark (and Handsome)

Der er så stor forskel på de to udtryk, man opnår med de to farver. Den lyse er ikke bare lys, den er også halvtransparent, som jeg må indrømme, jeg er blevet ret glad for. Mine præferencer går oftest mod kraftige nuancer og masser af glimmer, altså alt andet end naturligt. I det seneste halve år er neglene dog gradvis blevet mere stille, der har især været mange pasteller. Det kan være, at det bare er en overgang, eller måske er det alderen? I hvert fald kan jeg konstatere, at der er længere mellem de kulørte lakeringer i øjeblikket.  Alligevel faldt jeg pladask for Tall, Dark (and Handsome), der er en lidt støvet blåtonet rød nuance. Den er virkelig fin og klæder mange forskellige hudfarver, på grund af den lidt støvede tone.

8. N.C.P. Olfactive Facet 502 Orange Blossom & Caramel Eau de Parfum

Da jeg læste navnet og teksten i forbindelse med, at duften blev lanceret, rullede jeg garanteret med øjnene. Det gjorde jeg i hvert fald mentalt. Sagen er, at jeg anser N.C.P. Olfactive for at være et VIRKELIG cool og på flere måder nyskabende brand. Meget søde noter har ofte den ulempe, at de overdøver hele molevitten, så det er umuligt at skelne andet. Facet 502 ER sød, men ikke på den ubehagelige måde, og så er det nærmest den perfekte tilføjelse til sortimentet.
Facet 502 åbner med masser af ribs, mandarin og varme krydderier. I hjertet er der en moden blomme, der i kombination med åbningen giver duften en vinøs karakter. Så er der sarte fresia, orangeblomster og et strejf af rose. Den runder af med patchouly, moskus, og så er der altså karamelnoten.

9. Biotherm Biocorps Anti-Bump Body Serum

Det sker ikke så tit, at jeg falder pladask for produkter fra Biotherm. Selvom jeg sætter kæmpe meget pris på værdisættet, så er jeg bare sjældent gode venner med formlerne og duftene. Der er som bekendt ingen regler uden undtagelser, og Biocorps Anti-Bump Body Serum er sådan én! Det er ikke fordi, den lette gelékonsistens er videre behagelig, alligevel lærte jeg hurtigt at værdsætte den. Den er så let, at den forsvinder ind i huden uden den mindste smule fedteri eller den klistrede fornemmelse. Det er ofte det, der gør, at jeg bliver uvenner med konsistenserne. Enten skal det som bekendt være helt overdrevet fedtet og salveagtigt, eller fuldstændig umærkeligt på huden. Mange af Biotherms produkter dufter desværre temmelig maskulint på mig, og det sætter jeg ikke rigtig pris på. Biocorps Anti-Bump Body Serum har en dejlig let blomstret og frisk duft.

10. Skin1004 Madagascar Centella Hyalu-Cica Water-Fit Sun Serum SPF 50 PA++++*

Efter min affære med en udtørrende SPF, har min hud bogstavelig talt haft det stramt. Derfor satte jeg mig for at få prøvet denne Skin1004 Sun Serum, som jeg købte i forsommeren. Som nævnt utallige gange, handler valget af SPF primært om at gå på kompromis. Der findes forsvindende få SPF, der både har den helt rigtige beskyttelse og ikke svier i øjnene. Hvis den samtidig skal være behagelig, ja så er der endnu færre i puljen. Selvom jeg godt ved, at det er tarveligt, så har jeg ikke tjekket filtrene. Helt ærligt orkede jeg bare ikke, fordi den er så rar. Faktisk har jeg flere gange haft held til at tage den ovenpå makeuppen i løbet af dagen. Min rekord er fire gange i løbet af dagen, det har jeg aldrig haft held til før.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *