Olfaktorisk onsdag: Kayali Vanilla Candy Rock Sugar | 42

Olfaktorisk onsdag: Kayali Vanilla Candy Rock Sugar | 42
15.05.24
Olfaktorisk onsdag: Kayali Vanilla Candy Rock Sugar | 42

Alene navnet på denne duft gør mig lidt nervøs, men nysgerrigheden vandt alligevel over mig. Vanilla Candy Rock Sugar | 42 er som navnet antyder sød … meget sød. Flakonen er ellers virkelig fin med en slags changerende lys pink overflade. Det overrasker mig faktisk, at jeg ikke er helt så sur på den, som forventet. Den har en dybde, som kun få af Kayalis dufte rummer, fordi de desværre roder lidt i kompositionen. Åbningen i Vanilla Candy Rock Sugar | 42 er næsten kvalmende sød. Heldigvis falder den ret hurtigt til ro og bliver langt mere afdæmpet. I moderat mængde er den faktisk tilnærmelsesvis sofistikeret, og derfor er det lidt ærgerligt, at navnet signalerer noget helt andet. Sjovt nok har jeg fået temmelig mange komplimenter for duften… fra ældre damer. Selv ham den langhårede kommenterede den positivt, han er ellers ikke så begejstret for søde dufte.

Vanilla Candy Rock Sugar | 42

Det ærgrer mig lidt, at Kayali allerede bruger så meget energi på nye versioner af de eksisterende dufte. Dog må jeg indrømme, at Vanilla Candy Rock Sugar | 42 faktisk er faldet ret heldigt ud.
Den starter egentlig med en frisk og saftig pære, så kommer den overvældende sødme. Ifølge listen over noter er der violer, rom, ylang-ylang, skumfiduser og vaniljecreme i åbningen. Violerne kan jeg godt ænse, ellers er det bare denne her ret brutale vaniljeagtige sødme. Hjertet åbner med et strejf af jasmin, hvorefter de søde noter af karamel, tyggegummi og slik (Jelly Beans) tager over. Ligesom i Vanilla Royale Sugared Patchouli | 64, den første fortolkning af Vanilla|28, er der både sukker og patchouli i bunden. Derudover finder du tonkabønne, vetiver, sandeltræ og kandis. Den er som sagt rar og egentlig elegant, når den er faldet til ro.

Kayali Signature Accord

Blandt de første fire dufte Kayali lancerede var Vanilla|28. I efteråret 2022 landede Vanilla Royale Sugared Patchouli | 64, som en mere elegant storesøster. For nu at være ærlig forventede jeg det værste, da jeg duftede til Vanilla Candy Rock Sugar | 42. Selvom jeg holder meget af Vanilla | 28, havde jeg svært ved at forestille mig, at den kunne bære både slik og kandis. Duften er jo sød i forvejen, så det kan hurtigt blive meget voldsomt. Som nævnt bevæger åbningen sig også lige på grænsen til at være kvalmende sød. I forbindelse med lanceringen så jeg Vanilla|28 nævnt som Kayali Signature Accord, så denne bliver næppe sidste fortolkning af duften.
Kayali skyder i meget forskellige retninger, og jeg synes ikke det er nemt at følge med. Hvorfor jeg for eksempel indtil videre er gået helt udenom de fem dufte i Oudgasm serien.

Flere lanceringer

Om lidt kommer der endnu en serie ”… In a Bottle” af fire dufte. Det er lidt svært at lure, om det kun er i 10 ml. flakoner eller det ”bare” er et rejsesæt. Hver duft er inspireret af en rejsedestination, og det lyder umiddelbart ret spændende. Duftene bliver blandt andet solgt som rejsevenlige duftgarderobe, og det i sig selv er et hit!
Udover det ved jeg blandt andet, at en af duftene har noter af banan… Det er en note, der i mere end et år har boblet, som den næste store note i dufte… Inden jeg duftede til en bananduft, må jeg indrømme, at jeg syntes, det lød ret klamt. Derfor var overraskelsen stor, da jeg faktisk blev lidt forelsket.
Særligt Silk Santal | 36 fra The Wedding, er der mange, der håber på, bliver permanent i sortimentet.

Dosering og kombinationer

Kayali Vanilla Candy Rock Sugar | 42 er en Eau de Parfum og den holder LÆNGE på huden. Man skal altså være lidt varsom med, hvor meget man tager på. Umiddelbart er det nok en duft, der er lidt ung for min næse. Dog kan jeg sagtens se den i kombination med andre dufte, der trænger til lidt lethed eller sødme. Der er flere dufte, jeg har i tankerne, men jeg har ikke haft mulighed for at teste kombinationerne endnu.
Mona har altid en liste over tip til og allerede færdige kombinationer klar til lanceringen. Der er den legesyge og rimelig oplagte kombination, hvis du spørger mig. Så er der den lette, meget søde kombination og frugtige kombination, der måske endda kan gøre dig gladere. Sidst men ikke mindst er der den cremede, søde og slikagtige kombination. Min søn har lovet at teste dem for mig.

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Du kan købe Kayali Vanilla Candy Rock Sugar | 42 Eau de Parfum i Sephora, hvor den findes i tre størrelser*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *