Tirsdagstip: Træk vejret og tilgiv

20.02.24

Der er ingen kære mor, når vi laver fejl. Nogle bliver bare irriterede, og så er der dem, der skriver en rigtig troldebesked. Det er ærligt talt ubehageligt. ”Tirsdagstip: Træk vejret og tilgiv” er derfor en bøn om lidt færre angreb på Instagram og facebook.
Da vi ikke er AI-generede, ved vi, hvad der står i de indlæg, vi udgiver. Det er altså unødvendigt at diskutere det, men selvfølgelig kan vi lave fejl. For nylig gik det helt galt, da Katja kom for skade at skrive en forkert pris. Prisen var let at rette, men angrebene fortsatte i flere uger. I fredags var det mig, der åbenbart ikke forklarede mig godt nok. Det er da ikke, fordi jeg slet ikke genkender frustrationen over ikke at få min nysgerrighed stillet. Nogle gange vil man bare have et hurtigt svar, og det er vi ikke ret gode til at give.

Træk vejret og tilgiv

Som nævnt var turen kommet til mig i fredags. Indlægget blev qua min begejstring for oliebarer muligvis lidt indforstået. Der var link til en anden oliebar, hvor brugen er forklaret og i mine øjne gav det derfor sig selv… Det var tydeligvis ikke godt nok, og det beklager jeg selvfølgelig. Det berettiger altså stadig INGEN til at skrive SÅ ubehagelige beskeder, som vi modtog. Det er én ting at få sådan en sviner, for ting jeg selv har skrevet, men for to helt andre hjemmesider? Der må jeg sige, at jeg sætter grænsen.
På Instagram og facebook skrev jeg ikke, hvad det var for en ”fætter”, jeg havde tabt mit hjerte til. Først og fremmest står det jo på billedet, hvad det er. Og så fortjener den mange flere ord, end jeg kunne give den på den ringe plads, man har til rådighed.

To styks ret almindelige damer

Når bagateller som en forkert pris eller en mangelfuld forklaring afføder sure beskeder, forstår du omfanget. Spar tid ved at læse de svar, der allerede er i kommentarfeltet, og spring venligst den sure private besked over. De fleste bliver lidt rystet over ordlyden og omfanget af de beskeder, vi af og til modtager.
Her på bloggen skriver vi selv, der er altså både tastefejl og alle mulige andre fejl. Selvfølgelig fanger vi ikke dem alle, vi må bare håbe på, at dommen over bagatellerne ikke er for hård. Med årene har jeg lært kunsten at slette beskeder, for nej, jeg skal ikke finde mig i alt. Vi er to ret almindelige damer med ret almindelige liv, der yder en gratis service. Vi lægger os i selen for at yde den bedst mulige service, men når det ikke er nok, så træk vejret og tilgiv.

Taget til i styrke

Det er lidt tarveligt at skrive dette indlæg på bloggen. Det er nemlig ikke dig, der læser her, der skriver den slags kommentarer eller beskeder. Når jeg alligevel skriver indlægget her, er det fordi, negativiteten har taget til i styrke. Det må jeg indrømme, at jeg finder dybt problematisk, og det gør unægteligt mit arbejdsliv en del surere. Det har nemlig nået et omfang, hvor ALT nærmest er en diskussion. Det udtrætter mig, at jeg i samme samtale igen og igen skal argumentere for, at de dårlige vaner skal lægges på hylden. Hvis de virkede så godt, så havde der ingen problemer været. Husk at det er et andet menneske, der læser beskeden. Læs eventuelt beskeden højt for dig selv, inden du sender, for at eliminere potentielle misforståelser.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
32 kommentarer
Carina

Tak for at dele. Det er trist, at det er blevet sådan og man kan undre sig over, hvem der sidder i den anden ende og synes det er acceptabel adfærd. Høflighed er en mangelvare på de sociale medier.

Jeg har fulgt jer altid, og har stor respekt for alt det I gør. Man ved, at I altid gør jeres ypperste og at ærlighed er en af jeres styrker, og netop det at I er “helt almindelige damer” gør jer enormt relaterbare og troværdige.

Tak for jer!

Helene Randløv

Mange tak Carina <3 <3 <3

Tina

Nu ved jeg ikke, hvilke kommentarer der præcis refereres til her, men de kommentarer omkring Gua Sha-baren, som jeg kan se på Facebook og Insta, synes jeg egentlig er mere spørgende/undrende end som sådan negative. Jeg har selv læst indlægget, og jeg kan egentlig godt forstå, hvis folk ikke helt forstår produktet. Det kommer nok an på, hvor meget man går op i hudpleje og ved i forvejen.

Man kan godt fornemme i nogle af jeres egne kommentarer, at I bliver irriteret over spørgsmålene, og selvom jeg godt kan forstå, at man kan få nok af “dumme spørgsmål”, så fremstår det jo også negativt fra jeres side. Og nogle gange skal tingene bare skæres ud i pap, hvis man vil have alle med. 😉

Ingen negativitet herfra, blot en observation, da jeg faktisk havde fornemmet jeres irritation i kommentarerne, før jeg så dette indlæg. Jeg synes, I gør det godt, og jeg håber, at I vil få en mere positiv SoMe-oplevelse fremover. <3

Helene Randløv

Hej Tina
Nu skriver jeg primært om beskeder, dem har du af gode grunde ret lidt baggrund for at udtale dig om. Og ja efter virkelig uforskammede beskeder, blev jeg virkelig træt og ked af det, og så skulle jeg nok ikke have svaret på kommentarer. Det er altid træls at blive misforstået, og jeg kender ikke ret mange mennesker, der tager det pænt… Det gør jeg tydeligvis heller ikke. Der er slet ingen tvivl om, at kommentarfeltet på Insta og FB kunne være tacklet mere elegant. Men jeg er også bare et menneske, og jeg synes det var vildt irriterende, at det skulle gå ud over det fine produkt. Vi er på ingen måde ufejlbarlige, det håber jeg heller ikke, at nogen har set mig påstå.

Tilføjelse: Faktisk har dette indlæg ligget som kladde i MEGET LANG tid, det er blevet skrevet om så mange gange at jeg helt har mistet overblikket, og jeg havde ikke tænkt mig at udgive det. Det er altså alt andet end en fornærmet reaktion på undrende kommentarer. Det er en følge af meget lang tids ondt i maven over uforskammethed.

Kh. Helene

Dorthe

Er virkelig ked af, at I skal udsættes for det. I gør et kæmpe stykke arbejde, og det er vi mange, der er dybt taknemmelige for.

Helene Randløv

Tusind tak Dorthe! Det ved vi også godt, jeg blev bare nødt til at have lidt luft.

Kh. Helene

Pernille

I er simpelthen så seje og dygtige, og jeg sætter enormt stor pris på jeres viden, som i deler så gavmildt ud af!
Tak for jeres hårde arbejde, og fedt at i er ærlige omkring sådanne problematikker også💪🏼

Helene Randløv

Kære Pernille

Mange tak <3 Det er vigtigt, at nå rundt om det hele også det, der ikke er så rart.

Kh. Helene

Mette Qvistorff

Kære Pudderdåser
Haters will hate…ELSKER jeres nononsense produkter og elsker JER, jeres humor og tilgang. 100% troværdigt, ikke mindst jeres anmeldelser/præsentation af andre firmaers produkter. Og min hud har aldrig været så pæn…
Keep up the good work!
metteQ

Helene Randløv

Hej Mette
Du har ret, der vil altid være de der typer, der lever for at gøre livet surt for andre. Sædvanligvis er det heller ikke svært for mig at fokusere på, men bægeret flød altså over.

Kh. Helene

Maria

I er fantastiske! 🩷

Helene Randløv

Det man siger, er man sææææl!

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *