Tirsdagstip: Skift til olie, når temperaturen falder

Tirsdagstip: Brug noget mere fedt!
31.10.23
Tirsdagstip: Brug noget mere fedt!

Når det bliver køligere, er det næsten ensbetydende med, at huden bliver tørrere. Titlen ”Tirsdagstip: Skift til en olie” er lidt bred, men det er selvfølgelig med fuldt overlæg. Tanken var at skrive om renseprodukter som olie og balm, men det kan ligeså godt handle om olie generelt. Afhængigt af olien du vælger, kan den bruges til at rense, massere eller smøre huden med. Der er masser af anvendelsesmuligheder og det er stort set kun fantasien, der sætter grænser for brugen. Det kunne egentlig være sjovt at se, om jeg kan få skrabet sammen til en Torsdags top ti…
Her skal det altså handle om anvendelsen af olie generelt og ikke specifikke produkter. Der er som sagt et hav af muligheder, både når vi taler anvendelse og olier. Det kan derfor godt tage lidt tid at finde sine personlige favoritter.

Skift til olie, når temperaturen falder

I årevis har jeg forsaget olie. Fornemmelsen af flydende fedt på huden, syntes jeg mildest talt, var rædselsfuld. Det vil sige, det syntes jeg lige indtil, jeg prøvede den rigtige olie. Hold da op, hvor kan der bare være stor forskel på olie.
Det hele startede faktisk med en renseolie, da jeg var teenager. Den jeg havde købt, var godt nok helt ekstremt parfumeret, men min hud var heller ikke så sur dengang. Det var en kæmpe aha-oplevelse for mig, at rense huden med en olie første gang. Efter en hel del år, prøvede jeg også en balm, og så var jeg solgt. Lige siden har det været mine foretrukne renseprodukter efterår og vinter.
Fede salver, olier og sheasmør er jo faste på mine hylder hele året, men de er selvfølgelig lidt oftere i brug, når det er koldt.

Rens med olie

Personligt elsker jeg renseolier og -balms, der emulgerer og bliver mælkede med vand. Huden bliver ren med et snuptag, uden du skal bekymre dig om udtørring, selvom du er glad for vand. Når vi og mange andre anbefaler at bruge en klud, er det for at skåne huden mod vandets udtørrende effekt. Det er også med en klud, jeg selv holder af at bruge renseolier og -balms. Når temperaturen falder, føles det som ren forkælelse med en god ansigtsmassage og en lun opvredet klud.
Olie fungerer også glimrende som beskyttelse mod vand og brusebadets udtørrende effekt. Derfor står der altid en olie på hylden, jeg kan smøre i ansigtet, inden jeg bader. Det er efterhånden sjældent, jeg selv bruger den til at beskytte huden med. Det var dog en ganske uundværlig hjælp, mens jeg øvede mig i at undgå vand i ansigtet under brusebadet.

Ansigtsmassage

Det er slet ikke så svært at give sig selv en god ansigtsmassage og det er FANTASTISK! Det kræver selvfølgelig lidt øvelse og en god olie, som ikke trænger hurtigt ind i huden. Det er virkelig noget jeg vil anbefale dig at sætte dig ind i. Personligt er jeg ikke til brug af gua sha i ansigtet, men principperne og retningen for massagen er den samme. Når jeg masserer ansigtet bruger jeg knoerne, det synes jeg er lettere og de er bogstavelig talt altid ved hånden. Eksfolieringen kan være svær at undgå med en gua sha og min hud er rigeligt sart i forvejen.
Du behøver selvfølgelig ikke at massere huden for at bruge olie. Du kan fint bruge olie i stedet for creme, hvis du har fundet en favorit. Husk altid at have SPF øverst, hvis det er om dagen, du bruger olien.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *