Tirsdagstip: Plej hænder og negle

Vask dine hænder
08.08.23
Vask dine hænder

Som så mange gange før, er ”Tirsdagstip:  Plej negle og hænder” skrevet til mig selv. Bare fordi jeg burde være vildt tjekket, betyder det sandelig ikke, at jeg er det. I lang tid har jeg desværre været virkelig elendig til at pleje mine hænder og negle. Det resulterer i, at mine neglebånd bliver vanvittigt tørre, og det ender så med smertefulde neglerødder. Man skulle tro, at det ville være incitament nok til at få gang i negleplejen, det er det bare ikke. Det går nemlig oftest op for mig, når det er gået galt. Det er selvfølgelig irriterende, fordi neglerødder er vildt træls og kan være svære at komme af med igen. Når skaden er sket, kræver det altid nogle dage med solid pleje. Det er fuldstændig idiotisk! Især fordi jeg med en smule daglig opmærksomhed kan udrydde alle problemerne på et øjeblik.

Første skridt er mildere håndvask

Der er en særlig årsag til, at det er gået så galt med mine neglebånd i den seneste uge. Ligesom du skal skrue ned for både mængden af og temperaturen på vandet, du bruger, er valget af produkter vigtigt. Det ved du godt, hvis du har læst med her på bloggen før. At sæben kan gøre en stor og oftest afgørende forskel, overrasker dog stadig mange. Det er egentlig ikke et tip, jeg sædvanligvis ville dele i august måned. Når jeg gør det alligevel, er det fordi, årsagen til mine problemer sandsynligvis skyldes en alt for udtørrende sæbe. Kombinationen af den noget lavere temperatur, massiv blæst og besøg på offentlige toiletter, har udtørret mine hænder fuldstændigt. Den manglende pleje er bare det sidste søm i kisten.

Plej hænder og negle

Et øjeblik hver dag er faktisk nok. Det er selvfølgelig altid godt med mere end en enkelt indsmøring. Lidt opmærksomhed og pleje er dog afgjort bedre end ingenting.

  1. Håndvask: Vask hænderne i lunkent vand og med en mild sæbe med en lav pH-værdi og uden SLS og SLES. En lille flaske i tasken kan redde slidte hænder mod væmmelig håndsæbe på jobbet.
  2. Håndpleje: En let håndcreme til tasken eller skrivebordet, hvis du har brug for fugt i løbet af dagen. Og en rig håndcreme til natten eventuelt med bomuldshandsker eller et par strømper over.
  3. Neglepleje: Første skridt på vejen til pæne negle er velplejede hænder. Ekstra pleje som for eksempel massage med negleolie og en ugentlig manicure er et ekstra plus!

Det er altså tre enkle trin, der kan holde hud og negle i topform, uanset hvordan vejret er.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *