Hold da op, jeg kan slet ikke følge med min egen hjerne i dag. Tirsdagstip: Så hold dog mund! er mindst femtende forsøg på at få mine tanker ned på skrift. De tidligere forsøg er blevet overført til idébanken, så kan de måske blive tænkt færdige senere.
Baggrunden for dette indlæg skal findes i en dialog, jeg havde med en god veninde. Hun havde været til festligt havebryllup hos et vennepar, hvor hun fik en rigtig træls kommentar, som desværre slog rod. Der var mange tårer involveret i genfortællingen, hvilket er helt forståeligt! Det er pivsvært, når kommentarer, om udfordringer man ikke kan gøre så meget ved, bare slår én ud. Det er ligegyldigt, hvad problemet er, og hvem du står foran, INGEN har behov for at få deres usikkerhed udstillet. Det er da ærgerligt, hvis din kommentar, uanset hvor velmenende den så er, potentielt ødelægger aftenen for en anden.
Så hold dog mund!
En ung kvinde, jeg kender, har KÆMPET med sin hud ligeså længe, som jeg har kendt hende. Hun får mange velmenende kommentarer fra veninder og familie. Helt ærligt, kan du så nævne et eneste eksempel på, at den slags kommentarer faktisk gør gavn? Ét eksempel hvor modtageren har takket for kommentaren eller det medfølgende råd? De fleste, der står med de her udfordringer, har jo prøvet nærmest alt. Udfordringer som for eksempel rosacea, alle slags akne, eksem og hyperpigmentering påvirker selvværdet og psyken mere, end du aner. Der er simpelthen ingen grund til at genere andre mennesker med dine observationer. De ser det garanteret MEGET mere tydelig, end du nogensinde kommer til! De bruger uanede mængder af tid og energi på at bekymre sig om den pågældende udfordring. I mine øjne er det direkte uforskammet at kommentere den slags.
Fra uventet kant
De verbale mavepustere kan komme fra uventet kant, og når man mindst venter det. Det var tilfældet for min ældste knægt, der desværre har arvet min knastørre hud og sin fars hudstruktur. Det er en rigtig dårlig kombination. Øget træning og dermed højere testosteronproduktion skubber til talgproduktionen, og resultatet er noget, der minder om cystisk akne. Da han stadig gik i folkeskolen kom han til skade med anklen, derfor var vi naturligvis forbi lægen. På vej ud da vi stod i det halvfyldte venteværelse, pegede lægen på min søns ansigt. Alt i mens fingeren, han pegede med, lavede cirkelbevægelser, sagde han: ”det dér kan altså behandles”. Min søn var knust, han havde netop fortalt mig på vejen derop, at han havde en god huddag. Prøv at overveje, hvordan det påvirker en teenager at blive ydmyget på den måde foran fremmede mennesker.