Tirsdagstip: Få styr på fotosensibilisering

citroner på blå baggrund
18.07.23
citroner på blå baggrund

Her på bloggen taler vi jo temmelig meget om SPF, brugen af den og ikke mindst mængden af den. Derfor mener vi også, at du sagtens kan fortsætte med de produkter, som egentlig virker fotosensibiliserende. Forudsat at du altså beskytter din hud tilstrækkeligt! Gør du ikke det, og det ved kun du, om du gør… skal du naturligvis hellere holde pause. Derfor er det vigtigt, at du først og fremmest er ærlig overfor dig selv, og dernæst at du realistisk. Tirsdagstip: Få styr på fotosensibilisering er en håndsrækning til at få øje på eventuelle syndere. Indlægget er inspireret af en læsers virkelig udfordrede hud og af Katjas indlæg om soleksem forleden. Fotosensibilisering er noget, du skal tage ret alvorligt! Pigmentforandringer er træls men udelukkende kosmetisk, soleksem er selvfølgelig også ubehageligt… Fotosensibilisering kan også være skyld i forbrændinger, og følgerne af dem er overhovedet ikke rare!

Få styr på fotosensibilisering

Konsekvenserne af fotosensibilisering skyldes til dels glemsomhed og uopmærksomhed. Den påstand kunne jeg nøjes med at basere på de sidste tretten års erfaring fra bloggen… Men fra det virkelige liv er der også masser af eksempler. Når du først står med soleksem, pigmentforandringer eller forbrændinger, så er det unægtelig lidt sent at finde synderen. Uanset om det bare er en mistanke eller en reel viden om et fotosensibiliserende produkt, er løsningen MASSER af SPF! Alligevel er det slet ikke sikkert, at det er nok. Det gælder altså om at gå med livrem og seler, så du ikke skal bekymre dig over konsekvenserne… Uanset hvad de måtte være.

Årsager

Herunder har jeg nævnt de mest hyppige årsager til fotosensibilisering. Der er helt sikkert flere, nævn dem endelig i kommentarerne, så de kan blive tilføjet listen.

Medicin

Læs nu den indlægsseddel!!! Der faktisk en grund til, at den er der. Det kan faktisk være livsfarligt at lade være. I indlægssedlen står der en masse vigtige informationer, blandt andet mere eller mindre almindelige bivirkninger. Især præparater mod akne kan have denne bivirkning.

Hudpleje

Alle eksfolierende produkter… det er altså både mekanisk og kemisk eksfoliering, du skal passe på med. Produkter med A-vitamin kan være en udfordring afhængigt af, hvor sart din hud er og koncentrationen af den eller de pågældende ingredienser.

Æteriske olier og duft

Siden jeg selv lærte det på den hårde måde, har jeg undgået duft på eksponeret hud. Det er ikke kun den duft du sprøjter på, det kan også være i din hudpleje. Nogle cremer har så højt et indhold af æterisk olie, at din hud kan tage voldsom skade i solen.

Fødevarer og planter

En anden synder kan være saft fra planter, drikke- eller fødevarer. Selvom olie fra citron- eller limeskal egentlig er nævnt ovenfor… kan en enkelt uopmærksom tilberedning af limonade, iste eller lime til din øl give anledning til voldsomme reaktioner. Lugning og havearbejde kan også have ret omfattende konsekvenser.

Brug ikke ferien på at ændre din hudpleje

Det er da ikke fordi, jeg ikke kan se det fornuftige i at blive dus med nye vaner eller produkter i ferien. Du skal bare gøre op med dig selv, om det er hensigtsmæssigt. For nylig talte jeg med en, der havde fået nogle ret så voldsomme reaktioner på sin solferie. Det tog lang tid at kortlægge, hvad der egentlig var gået galt. Det viste sig, at det var et produkt med retinol, der var blevet brugt lidt for flittigt. Først og fremmest skal du ALTID trappe langsomt op med nye produkter! Dernæst er det altså ikke smart at starte op med fotosensibiliserende produkter på en solferie. Selvfølgelig er feriedestinationen ret så vigtig i de overvejelser. Skaden er sandsynligvis knap så stor, hvis du holder ferie i Costa del Baghave.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *