Torsdags top ti: Forårsdufte 2023

Torsdags top ti: Forårsdufte 2023
13.04.23
Torsdags top ti: Forårsdufte 2023

Før i tiden var foråret og forsommeren mine yndlingsmåneder, når det kom til duftlanceringer. Det er efterhånden en meget begrænset fornøjelse. I dag er mange af designerduftene, der bliver lanceret ”bare” nye versioner af eksisterende dufte. Det kan sagtens være rigtig fint, men konceptet bliver desværre ofte noget udvandet. Hele fire dufte med en vinøs kvalitet finder du blandt ”Torsdags top ti: Forårsdufte 2023”. Det er umiddelbart den eneste fællesnævnere udover, at det altså er dufte, jeg elsker lidt mere dette forår. Duftene i Torsdags top ti: Forårsdufte 2023 har været klar til indlægget længe, ligesom sommerduftene næsten er fundet. Så manglede jeg bare et passende sted at fotografere de ti skønne dufte. Det er skilla fra Kongens Have, der fik æren af at være sæsonens ansigt. De er så fine og blomstrer side om side med påskeliljer og snart også anemoner kunne jeg se. Så er foråret landet!

Tekst markeret med * indeholder reklamelinks

Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar

1. Floral Street Wild Vanilla Orchid Eau de Parfum*

Denne duft lander på et blødt sted inde i mig. Mens jeg sidder og skriver, bliver jeg klar over hvorfor… Den minder nemlig om to helt fantastiske duftfavoritter. Det drejer sig om CdGs Calamus og Shiseidos Relaxing Fragrance, begge to er grønne og ret specielle dufte.
Selvom Wild Vanilla Orchid naturligvis dufter intenst af vanilje, gør den det på sin helt egen måde. I kompositionen er der denne på en gang saftige og knastørre grønne note af bambus.  Wild Vanilla Orchid åbner med en skøn mocktail med solbær, citron og vaniljeblomst. Derefter bliver den grønne og skarpe bambus blødt op af en næsten saltagtig ambroxan og en tør træagtig cashmeran. In nyudsprungen jasmin runder hjertet af. Fede vaniljestænger, cremet sandeltræ, en skov- og mosagtig patchouli og flotte røde orkideer efterlader en virkelig skøn duft på huden.

2. Nomenclature Lumen_esce Eau de Parfum*

Duften har jeg knuselsket i mange år efterhånden. Måske er det fordi den er lilla? Det er rigtig meget den følelse, den giver mig. Duften er baseret på molekylet violettyne, der giver den sådan en overjordisk karakter. Klar og metallisk er nogle af de ord, man kan knytte til beskrivelsen af denne note. Som jeg har skrevet ved en tidligere lejlighed, har duften meget modsatrettede kvaliteter. Den er på en gang sprudlende, saftig og pudret. Den åbner med bergamotte og den intense duft af violer i form af violettyne. Fresia og sarte noter af rose, iris og jasmin lever længe i hjertet. En dyb og skovbundsagtig patchouli understøtter både de sarte blomsternoter og eksplosionen af viol. Det er en meget interessant duft, fordi man nærmest kan rejse mellem duftens lag. Det er en helt unik og virkelig skøn duft.

3. Nishane Papilefiko Extrait de Parfum

Papilefiko dufter helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Den dufter lidt sæbet, men samtidig af noget saftigt, man har lyst til at smage på. Heldigvis prøvede jeg den sære aromatiske duft på huden, for den er virkelig skøn! De fire dufte i Time Capsule kollektionen fra Nishane er navngivet på Esperanto. Det drømte jeg om at lære, da jeg var barn, det lød jo fantastisk med et internationalt sprog. Papilia Efiko betyder sommerfugleeffekt, som har sit udspring i kaosteorien… Så er grundstenen til noget intensitet ligesom lagt!
Korianderfrø, grøn kardemomme og citrus udgør den intense og krydrede åbning. I hjertet lander en krydret lavendel, en sæbet jasmin og den sære støvede og samtidig bitre note af bynke. Den intenst grønne, krydrede og aromatiske blanding af mos, harpiks fra balsamgran og en tør næsten blomstret styrask afrunder kompositionen.

4. BeauFort Acrasia Eau de Parfum

Det var bestemt ikke kærlighed ved første snus. Lige når Acrasia rammer min hud, er det en sur og halvbitter omgang af rødvin, citron og bergamotte… Egentlig ikke en særligt tiltalende duft. Derefter tager en intens geraniumnote over i hjertet, og først derefter bliver vi dus… Det er fuldstændig som at gnide på et geraniumblad altså den der skønne, skarpe, grønne og krydrede duft. Roser, jasmin, røgelse og lidt kanel dæmper syrligheden og fremhæver det krydrede. I bunden er der en vidunderlig velkomponeret dybde. Det er en tør vetiver, der rammer først, derefter er den langt mindre kantet. En patchouli, der mest har karakter af en regnvåd skov. Rav, vanilje, moskus og sandeltræ lukker med en rar varme og en kærlig hilsen fra de krydrede noter. Duften er altså fantastisk, aromatisk og virkelig unik, når den lige er dampet lidt af.

5. Miller Harris Myrica Muse Eau de Parfum

Det er sjældent, jeg falder over en note, jeg aldrig før har mødt. Det er en smule udfordrende at beskrive en duft, man aldrig har haft næsen i. Den korrekte oversættelse er jeg heller ikke sikker på, derfor vælger jeg navnet, der har opkaldt duften nemlig myrica. Den er, så vidt jeg kan læse mig frem til, i familie med pors. Duften åbner med en krydret og frisk sødme fra rosenpeber, mandarin og jordbær. Den let bitre, harpiksagtige og grønne frugtige note, går jeg ud fra er myrika. En sæbet rosennote, et strejf af grøn og mosset patchouli, liljekonval, jasmin og en dyb, krydret romnote udgør duftens hjerte. Hele herligheden er tøjlet af en skøn blanding af vanilje, styrax, sart moskus, rav og ikke mindst cremet sandeltræ. På huden har den en skøn og ret sofistikeret vinøs kvalitet.

6. Maison Margiela Replica On a Date Eau de Toilette

I min næse er det ret få parfumører, der slipper afsted med at bruge eller fortolke noter af solbær og solbærblade. Nøj, hvor kan det være ækelt… Her er det dog så skønt, at det er noget jeg har lyst til at smage på. Den syrlige bergamotte, den blomstrede og krydrede rosenpeber og så de saftige solbær er en mocktail, jeg gerne smager! Det skrev jeg også ovenfor og jeg bryder mig faktisk ikke særlig meget om smagen af solbærsaft. On A Date er den seneste duft i Replica-serien og den er virkelig skøn. I hjertet er der et rosenflor, der får selskab af en grøn aromatisk geranium og en lettere urtet davana. Kompositionen afrundes af en grøn og mosset patchouli, der understøttes af mere mos, en tør vetiver og en rund og rar moskus.

7. Aerin Lilac Path Eau de Parfum*

I mit barndomshjems have voksede en stor lyslilla syrenbusk. Min kære veninde boede på Syrenvej, så valget af Lilac Path er ren nostalgi. Det er duften af syrener også. Der er noget helt særligt over en gåtur på kastellet, når syrenerne blomstrer. Selvom jeg synes, de blomstrer før, de gjorde, da jeg var barn, nyder jeg duften mindst lige så meget. Duften er gennemsyret af den der sarte, sæbede, grønne og lidt pudrede fornemmelse rigtige syrenbuske giver. Som optakt finder du en sart neroli, der baner vejen for en intens og meget naturtro syrennote. Den er tilpas både sæbet og pudret til at den alligevel er frisk på den der blomstrende måde. Intensiteten bæres til dels af akkompagnementet bestående jasmin og kaprifolie. I bunden sporer min næse en grøn og bittersød kvan sammen med en varm, omsluttende og næsten honningagtig galbanum.

8. BDK Parfums Rouge Smoking Eau de Parfum

I går faldt flakonen ud af min taske, og jeg må have set aldeles rædselsslagen ud. En ung mand hastede til min undsætning. Det var først flere timer senere, da jeg havde konstateret, at den på ingen måde var utæt, jeg slappede af.
Dufte med kirsebær, bliver nemt enten hostesaft- eller modellervoksagtige, ingen af delene er særlig rart.
Rouge Smoking rummer en særlig opulent sødme og en meget anderledes frugtighed. Den åbner med amarena-kirsebær med en mandelagtig kvalitet, en let bitterhed fra rosenpeber og en balancerende bergamotte. I hjertet finder du fede og intenst krydrede vaniljestænger, en stille mandelagtig heliotrop og en sart neroli. Det hele er understøttet af tonkabønner, en indhyllende cashmeran og en tør ambroxan. Som duftens sidste elegante lag afsløres en blanding af ravagtig labdanum, sødlig moskus og en pudret note af viol.

9. Laurent Mazzone Kingkydise Extrait de Parfum

Tanken om den første gang jeg smagte litchi, kan få mit mundvandet til at løbe. Det er sådan en intens smag af både muskat, jordbær og et strejf af roser. Det er samme effekt Kingkydise har på mig. Det er både en ultimativt glad, spirende og saftig duft. Når jeg bærer den, kan jeg næsten ikke stoppe med at dufte til den. Så jeg må bære den på armene og håndleddene for at kamuflere, at jeg dufter til den hele tiden. Det er en sart, frugtig og saftig duft. Udover litchi åbner Kingkydise med en syrlig pink grapefrugt og en krydret næsten bæragtig og brusende sichuanpeber. I hjertet er det en sart rose, en pudret iris og en læskende matcha. Rav, moskus og sandeltræ bærer både de frugtige, de florale og de krydrede noter til det sidste.

10. Zarkoperfume Youth Eau de Parfum

Det er altid en kæmpefornøjelse at tale med Zarko, der selv står bag duftene hos Zarkoperfume. Da han fortalte mig om Youth, havde jeg kun læst lidt om den. Derfor var min umiddelbare holdning, at den nok ikke var noget for mig. Det var især navnet Youth, jeg lod mig snyde af… Bevares det er da en ung duft, men den har nogle interessante kvaliteter, som jeg virkelig sætter pris på.
Den åbner med et friskt frugtfad med mundrette bidder af grønne æbler, fersken, melon og pære. I hjertet bor en smuk buket af hvide blomster, jasmin og roser. Hjertet er fint afrundet af en krydret frugtig note af blomme, mens pudrede, cremede og træagtige noter omslutter dig. Den fine afslutning består af blødt cremet sandeltræ, pudret moskus og en raffineret æterisk vanilje. Den er perfekt til varme dage og nætter…

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *