En inddeling af dufte, det værende i sæsoner og sandsynligvis også andet med tiden, er selvfølgelig bare for sjov. Synes du røgelse, vanilje og varme krydderier mere til forsommeren, så bærer du forhåbentlig din yndlingsduft med netop de noter der! Derfor gør det heller ikke det helt store, at ”Torsdags top ti: Vinterdufte 2022/23”, lander næsten samtidig med foråret.
Hver eneste dag bruger jeg tid på at mærke efter, hvad jeg vil dufte af. Der er dage, hvor duften skal kamuflere en sindstilstand, andre hvor den skal forstærke den og så videre. Det er nok også, derfor jeg er så fascineret af kvinder med signaturdufte… ”Torsdags top ti: Vinterdufte 2022/23” indeholder dufte, der er sødere, mere røgede, mere cool og med masser af røgelse og krydderier. Blandt mine favoritter finder du modsat de sidste par sæsoner, nogle andre dufte, end jeg har nævnt her.
Tekst markeret med * indeholder reklamelinks
Produkter markeret med ¤ er modtaget som anmeldereksemplar
1. Naomi Goodsir Or du Sérail Eau de Parfum
Det er sådan en duft, jeg kun bærer i selskab med nogen, jeg gerne vil være tæt på. Duften har nemlig en lidt sær effekt på ens omgivelser. De rykker simpelthen tættere og tættere på én, uanset om man kender dem eller ej. Det sidste kan godt blive en smule akavet. Or du Sérail åbner med en overmoden frugtskål med æbler, mango, røde bær og søde appelsiner. I midten finder du blandt andet dyb krydret rom og en let græsagtig grøn te. Grønne let bitre og urteagtige noter fra salvie, geranium og malurt og endda et tropisk islæt fra kokos og ylang-ylang. I min næse er det dog den afgrundsdybe bund, der gør hele forskellen. Der finder du sødmefyldt honning, intens bivoks, fed vanilje, blødt rav, hjemmeblandet tobak, egetræ, køligt cedertræ, moskus og igen let bitterhed fra labdanum.
2. 2787 Perfumes Genetic Bliss Eau de Parfum*
Det kommer nogen gange bag på mig, at dufte kan være aldeles skrækkelige på papir, men helt fantastiske på huden. Sådan én er Genetic Bliss. Den er væmmelig og sprittet på papir, mens den på huden bare er afdæmpet og vanvittigt cool. Romy, kvinden bag mærket har mere end én gang fået mig til at give noter endnu en chance. 27 87 Perfumes rummer nu fire linjer af dufte: Wild, Now, Go og Calm. Det er nogle vildt dygtige parfumører, hun har med om bord. Genetic Bliss er indtil videre den eneste molekyleduft. Udover at den tilpasser sig din egen duft, har den en solid bund. Den syntetiske trænote akigalawood, der både har peber- og patchouliagtige kvaliteter. Og kermesbær, en træart der efter sigende skulle have en græsagtig duft. Derudover er der en varm moskus og cremet sandeltræ.
3. Acqua di Parma Oud & Spice ¤
Den er ekstremt røget og den er virkelig intens! Det er oud på godt og ondt, og det er på ingen måde en duft for bangebukse. Når jeg tager den på, skal den lige dampe af, før jeg dufter til den, ellers får jeg kvalme. Den ellers frugtige og let blomstrede åbning bliver næsten overdøvet af røg.
Når nu jeg skriver røget, mener jeg på niveau med Lapsang Souchong eller Lagavulin, hvis du er mere til whisky… Det er også nogle udfordrende drikke på hver sin måde. Her er det nok nærmere sødmen og frugtigheden, der udfordrer mig i åbningen. Der er søde hindbær, syrlig bergamotte og blomstrende roser. Der er nelliker, rosenpeber og kanel og så rammer røgen! Det er oud, en læderagtig labdanum og en skovbundsagtig patchouli. Oud & Spice er ekstremt velkomponeret men altså også ret så udfordrende.
4. Matiere Premiere Encens Suave Eau de Parfum
Det er næppe en stor overraskelse at finde endnu en af Aurelien Guichards dufte blandt mine favoritter. Matiere Premiere er dufte i en helt anden liga. De indtil videre ti dufte (man kan få i Danmark) rummer alle Aureliens signatur. Når først man får næsen i duftene, ved man bare, at det er en af hans kompositioner.
For eksempel er der få noter, der udfordrer min næse så meget som figenblade og sandeltræ. De pågældende noter driller stadig min næse, men når de er fortolket af Aurelien, forstår jeg bedre kvaliteterne.
Med Encens Suave får du en åbning af friskkværnet let bitter kaffe. Tændt røgelse og fed vanilje tilføjer både røg og en krydret sødme. Krydret og røget bitterhed går igen med styrax, der sammen med en labdanumnote med en læderagtig kvalitet holder duften i live på huden.
5. Yves Saint Laurent Exquisite Embroidery Eau de Parfum¤
Le Vestiaire des Parfums er noget ganske særligt, duftene blev oprindeligt dedikeret til berømte stykker af påklædning. Du kender måske Tuxedo, der er en anden kendt duft fra den oprindelige linje. Med tiden er der kommet lidt rejsedestinationer, materialer og anden inspiration ind i linjen. Der er flere af Le Vestiaire des Parfums, jeg holder ekstremt meget af. Da de med mellemrum udgår og kommer igen, kan den kærlighed være lidt bittersød. Exquisite Embroidery er endelig at finde igen, og derfor er den også blevet brugt flittigt hele vinteren! Den åbner krydret med muskatnød og frisk ingefær. Midten er en skøn varm og sødmefuld blanding af rose og patchouli med et hint af noget pudret. I bunden er det en let røget oud, en fed og blød moskus og en virkelig sexet og salt ambra. (Illum og Magasin)
6. Floral Street Iris Goddess Eau de Parfum*
Denne duft skiftevis overrasker og udfordrer min næse. Det er dygtige Jérôme Epinette, der har komponeret duften, han kan virkelig kunsten med at balancere uforenelige størrelser. Hans kompositioner indfanger opmærksomheden ved at pirre sanserne med noget overraskende. Sådan åbner Iris Goddess med en heftig note af kandiserede violer, der mildest talt er udfordrende. En blød og cremet ruskind, en ekstremt pudret iris, moskus og vanilje overtager stille men sikkert opmærksomheden. Udover violerne i åbningen leverer røde chilipebre, citron og citronskal en brusende og aromatisk sødme. I midten serverer ruskindsnoten, den pudrede irisnote, søde blommer og bær et raffineret crescendo. Den velkomponerede duft afrundes af gulerodsfrø, der har en grøn og nøddeagtig kvalitet. Moskus, vaniljestænger og patchouli sørger for en afrundet finale. Jérôme Epinette står bag mange dufte, der umiddelbart er overvældende, hvorefter en velkendt tryghed tager over.
7. Le Labo Ylang 49 Eau de Parfum*
Det kom faktisk bag på mig, hvor lidt der er brugt af Ylang 49. Det siger mere om, hvor heftig en duft det er. Det efterår jeg købte den, brugte jeg den VIRKELIG meget, men der er åbenbart ikke brug for ret meget. Trods den beskedne mængde, der er brugt, har jeg høstet mange komplimenter for duften. Den er også både overraskende og bestemt opmærksomhedskrævende.
Den åbner med en intens gul, tropisk og syrlig gardenianote, der komplementerer ylang-ylangs blomstrede fedme særdeles godt. Ylang 49 er spækket med så vilde noter, at det næsten er overraskende, at kompositionen overhovedet er lykkedes. Der er jordet patchouli, fængslende slåenlav, en knasende tør og pudret vetiver, en mælket note af sandeltræ. Det hele er afrundet med en krydret varme fra styrax. Det er en duft, der sender en stor hilsen til fortidens parfumekunst.
8. Kayali Vanilla Royale Sugared Patchouli | 64 Eau de Parfum*
Da jeg i december skrev anmeldelsen af Vanilla Royale Sugared Patchouli | 64, havde vi ikke haft lang tid sammen. Min forståelse af en mere intens version af Vanilla|28, er dog noget ganske andet, end den duft min næse møder. Som navnet antyder er det en sød duft… faktisk så sød, at jeg godt kan få hovedpine af den. Det er nok den største grund til, at den ikke lever op til mine forventninger. Tiden på huden afgør, hvor gode venner vi er. Duften er ganske fremragende, så snart den er dampet lidt af.
Der er en massiv tyngde fra første snif! Det er intensitet fra rom, en sødme, røg, cremet vanilje, rose, læder, oud og meget andet. Du kan læse meget mere om duften og noterne i anmeldelsen, der er nemlig en del af dem…
9. Yves Rocher Cuir de Nuit Eau de Parfum*¤
To af mine favoritdufte fra Yves Rocher udgik, da Pleines Nature serien blev lanceret. Det er stadig et stort savn. Cuir de Nuit flasken på billedet er dog den fjerde flaske, der har fundet vej til husstanden. Den blev budt varmt velkommen ved lanceringen, yngsten elskede den og nu bruger ældsten den også. Nu er designet jo blevet ændret, og derfor fik jeg den skønne duft tilsendt. Det vil sige, jeg har nu denne min helt egen flaske på kontoret.
Det første møde er en rund og rar vaniljenote, mens en ret så krydret rosenpeber træder til. De to noter danser en yndefuld og ukompliceret dans, mens kakao og kaffe sniger sig ind på scenen. På huden er det en let krydret og sødmefuld komposition. Det er værd at nævne, at trods navnet dufter den ikke af læder.
10. Diptyque Eau Duelle Eau de Parfum*(link til EdT)
Dagen efter jeg havde været i Paris forrige år, købte jeg Eau Duelle. Det virker måske fjollet, men jeg rejser jo oftest udelukkende med håndbagage, og der var kun plads til to dufte. Planen var selvfølgelig at købe denne skønne duft på turen. Det var dog Eau Rihla, man ikke kan få herhjemme, der optog pladsen i kufferten. Siden da har jeg købt duften fire gange! Det er en storfavorit i familien. Blandt andet fik Yngsten sin egen, fordi han altid lånte min, og begge synger nu på sidste vers. Min veninde faldt også pladask for den. Det er også en dejlig og nem duft at holde af. Hvem end, der bærer Eau Duelle, gør den til sin egen. Det er en grøn, krydret, træagtig og meget aromatisk vaniljeduft, den holder godt og leverer en god portion hygge.
Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.