Tirsdagstip: Følg kroppens rytme

Tirsdagstip: Værn om dine øjenbryn
30.08.22
Tirsdagstip: Værn om dine øjenbryn

Dagens tip ”Følg kroppens rytme” er inspireret af ham den langhårede. Det er rart med en idébank, når ens egne tanker er svære at samle. Derfor bliver folk i min nærhed tit spurgt til råds, og i dag var det altså ham, der stod for skud. Faktisk er tippet temmelig relevant, uanset hvem man er, og hvor man er i livet. Det kræver dog, at man gør sig den umage at lære kroppen og sig selv lidt at kende. Eller i hvert fald holder lidt øje med kroppens rytme. Den er nemlig meget lettere at arbejde med end imod. I årevis kæmpede jeg mod min hovedbund, indtil jeg accepterede, at den havde det bedst med at blive vasket dagligt. Nu har det imidlertid ændret sig, så nu vasker jeg hår meget sjældnere. Tingene ændrer sig med årene, med hormonerne og med vanerne. Det hele hænger naturligvis sammen.

Skal – Skal ikke
De gange, jeg har fået sat hår hos frisøren, har jeg altid fået besked på at undlade hårvask samme dag. Før mit eventyr med afblegning var det simpelthen ikke en mulighed. Man får jo gerne sat hår, fordi man vil være pæn. Dengang fedtede min hovedbund meget mere, hvorfor jeg naturligvis ikke havde det ret godt med at droppe hårvasken. Der er så heller aldrig nogen, der har brokket sig over mit nyvaskede hår. I dag, hvor mit hår er helt anderledes, forstår jeg udmærket beskeden. Der kan snildt gå mere end en uge mellem hårvask. Faktisk er mit hår nærmest umuligt at sætte, den dag det er blevet vasket. Derfor giver det så god mening at undlade hårvasken, hvis nu håret faktisk gerne må sidde pænt. Hår, der er så glat som mit, er en kæmpeudfordring, hvis ikke man bruger en masse forskellige produkter.

Følg kroppens rytme
Det er ikke kun håret, der bliver påvirket af din livsstil, dine vaner, dine hormoner og alt muligt andet. Det er hele kroppen. For eksempel er de fleste lidt mere ømskindede, i dagene op til at tante rød kommer på besøg. Derfor er det smart at undlade hårfjerning eller andre behandlinger, der kan gøre lidt ondt. Det er selvfølgelig ikke altid muligt at undgå, men det giver mening at prøve. Da jeg fik microblading anden gang, gjorde det simpelthen så ondt, at arbejdet blev næsten umuligt til sidst. Sædvanligvis er jeg ikke pibet, men mine øjne løb og løb, så farven løb ned i mit hår. Det var ikke optimalt, og noget jeg helst vil undgå at gentage.

Barbering
Nu var det som sagt, ham den langhårede, der kom med dagens tip: følg kroppens rytme. Og jeg kan godt afsløre, at han aldrig har fået sat håret inden en fest… Microblading er heller ikke noget, han gør det i. Hårfjerning derimod er jo noget mænd også slås med. Ham den langhårede har helt vanvittigt sart hud, og hans skæg er nærmest ståluld. Der er flere hår i hver hårsæk, og de er helt vildt kraftige. Det er en rigtig dårlig kombination, der ofte resulterer i indgroede hår, skægpest, rødme og irritation efter barbering. Viltert fuldskæg er bestemt et look… bare ikke et, hverken han eller jeg holder meget af. På den anden side er alternativet heller ikke så pænt. Derfor kræver det tid og planlægning at holde skægget og huden pæn.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
2 kommentarer
Jane

Har du en fornemmelse af hvad der har gjort, at din hårbund nu fedter mindre? 🙂

Helene Randløv

Hej Jane
Det er en kombination af flere ting. Der er mere styr på hormonerne nu og jeg vasker håret med mildere vaskeaktiver altså uden sls og sles. Og så piller jeg meget mindre ved det i løbet af dagen.

Kh. Helene

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *