Har de der dåser helt tabt den sidste rest af forstand og brugt alkohol i deres nye hårkur? Nej, selvfølgelig har vi ikke det.
Må vi præsentere cetearyl alcohol. Den bliver du ikke fuld af at drikke, og den har absolut ingen hverken descifincerende eller udtørrende effekt. Tværtimod.
Fugtbevarende fedtstof
Cetearyl alkohol er en fedtalkohol. Der findes flere af dem i kosmetikkens verden, og man bliver lidt forvirret af deres navn. Du kan også støde på ingredienser som cetyl alkohol eller stearyl alkohol. Og selvom der står “alkohol” bagerst i ordet, så bliver det altså verdens kedeligste brandert (nej du må endelig ikke forsøge at spise det!!!).
Vi hentede lige en håndfuld nede fra produktionen for at kunne vise jer, hvad vi taler om. Det er, som du kan se på billedet, et fast stof. Det er et fedtstof – en fast voks, der kommer i pakker med små flager eller som små perler.
Man laver cetearyl alkohol af fedtsyrer, som engang har været en helt almindelig olie. Cetearyl alkohol kan for eksempel fremstilles af kokos eller kan fremstilles syntetisk.
På huden eller i håret virker det som et fedtstof. Det plejer og giver konsistens til produktet. Og det har absolut nul og niks med alkohol som i tequila, håndsprit eller finsprit at gøre.
Fedtalkoholer er gode for hud og hår. De kan for eksempel hedde:
- Cetyl alcohol
- Stearyl alcohol
- Cetearyl alcohol
Lad dig ikke snyde af at de slutter på “alkohol”. De har intet med sprit at gøre.
Almindelig sprit kan hedde
- Alcohol denat.
- Alcohol
- Ethanol
- Isopropylalkohol
- Isopropanol
- 2-propanol
- propan-2-ol
Den vil vi gerne have i håndsprit og i hårspray eller tørshampoo, som ikke rigtigt er muligt at producere uden. Men de kan virke udtørrende på hud og hår.