Anmeldelse: Garnier Bio

28.08.19
Garnier Bio

Garnier Bio

Garnier har lavet en “Bio” serie. Og når det hedder noget med “Bio”, så må det jo være ekstra godt, ikke sandt?

I Garnier Bios tilfælde betyder det primært, at de er tilsat en række (økologiske) æteriske olier, som man ofte kan slippe for ved at bruge en almindelig Garnier. Udover de æteriske olier har Garnier også brugt nogle gode økologiske plejende ingredienser såsom økologisk arganolie, økologisk sheasmør, økologisk bygvand og lignende. Mellem 11 og 39% af indholdet i produkterne stammer fra økologi af de 4 produkter, som jeg har prøvet. 99% af indholdet er af “naturlig oprindelse”, hvilket også medregner vand og alkohol.

Garnier Bio Soothing Cornflower Micellar Water
Garnier laver nogle af de allerbedste micellar-vand og makeupfjernere. Derfor ved jeg helt ærligt heller ikke, hvad jeg skal bruge denne til. Der er tilsat 11% økologisk bygvand og kornblomstekstrakt, og den er bestemt ikke blevet bedre af det i forhold til Garniers almindelige eau micellaire. Da Garnier Bio er baseret på “naturlige ingredienser” indeholder den også nogle andre ingredienser end Garniers øvrige makeupfjernere, og jeg synes, den er blevet mindre effektiv. Derudover er den parfumeret, og der er et par særlig deklarationspligtige parfumestoffer på listen. Jeg synes, at Garniers almindelige Eau Micellaire er et langt bedre køb.

Garnier Bio Fresh Lemongrass Purifying Gel Wash
Garnier Bio Fresh Lemongrass er en god vaskegel, hvis du ikke har noget imod den kraftige lugt af æterisk olie fra citrongræs. Her er tre økologiske ingredienser i, som tilsammen udgør  12% af det samlede indhold: Æterisk olie af citrongræs, blomstervand fra kornblomst og sukkerstof. Den æteriske olie bidrager også med flere særligt deklarationspligtige parfumestoffer.

Garnier Bio Anti-Wrinkle Day Care
Anti-rynke cremen fra Garnier er nok alt det, jeg ikke kan lide i en creme: På krukke, fyldt med æterisk olie og uden aktive ingredienser med dokumenteret effekt på de rynker, som den lover at være “anti”.

De “aktive” ingredienser er arganolie og æterisk olie af lavendel. Lavendel dufter dejligt, og arganolie er lækkert, men de kan ikke måle sig med moderne ingredienser såsom peptider eller A-vitamin. Jeg tvivler på, at denne kan mindske nogle rynker. Derimod indeholder den ligesom de øvrige produkter flere deklarationspligtige parfumestoffer.

Garnier Bio Rich Argan Multi-Use Rescue Balm
Blandingen af sheasmør, glycerin og et par andre fedtstoffer giver Garnier Bio Rich Argan Multi-Use Rescue Balm en behagelig konsistens. Det er en plejende fed creme, og umiddelbart den af dem alle, som jeg synes bedst om.

Arganolie står i  øvrigt som nummer 12 på ingredienslisten, så det er næppe den, der har den store effekt. Der er mere alkohol end arganolie i. Men cremen er behagelig og plejende. Den er også lige så parfumeret som resten af serien.

Er “økologisk” og “naturlig” bedre?
Når vi taler om økologi, så er det vigtigt at huske på, at der er stor forskel på økologiske fødevarer og kosmetik. “Økologi” er en produktionsmetode til fødevarer og landbrugsvarer og for produkter, som lagt hen ad vejen er syntetisk fremstillet, giver det ingen mening at tale om økologi.

Dette viser “Garnier Bio”, da også ret tydeligt, når man dykker ned i tallene. Der er ofte tale om ret små andele af produktet, der er økologiske – resten har “naturlig oprindelse”, hvilket er noget helt andet. En ingrediens med “naturlig oprindelse” kan dække over vand, glycerin eller alkohol.

Og “økologi” eller “naturlig oprindelse” er ikke pr automatik et udtryk for, at et hudplejeprodukt er bedre hverken for dig eller for miljøet. Det betyder kun, at produkterne engang har været noget, som du kan finde udenfor. Hverken mere eller mindre.

Der findes gode planteekstrakter, ligesom der findes dårlige planteekstrakter. Der findes gavnlige planter, og der findes giftige planter. Og der findes gode kunstige ingredienser, ligesom der findes dårlige kunstige ingredienser. Huden er i øvrigt fuldkommen ligeglad med, om ingredienser er “naturlige” eller “kunstige”. Se også sidste episode af Skønhedslaboratoriet, hvor vi taler mere om netop dette emne.

Jeg synes, du skal købe Garniers almindelige renseprodukter. De er uparfumerede, billige og fungerer bedre. Cremerne synes jeg også, du skal springe over, med mindre du bare er helt pjattet med den duft af lavendel.

PS. Garnier har også også brugt kræfter på genbrugsemballage og FSC-mærket karton til emballagen til denne serie. Det er heldigvis noget, som Garnier ofte gør en indsats for, og det kan du også finde blandt Garniers øvrige produkter. Hele L’Oréal-koncernen er faktisk berømt for sit miljøarbejde.

Her kan du købe det (reklamelinks*)
Der findes pt. 11 produkter i Garnier Bio-serien. De koster mellem 59 og 82 kroner i Matas* og på Nicehair*.

Dette indlæg indeholder et eller flere affiliate link, der giver os kommission, hvis du køber noget. Dette påvirker dog ikke vores redaktionelle arbejde og holdninger, og når du køber noget gennem et affiliate link, støtter du vores arbejde.

Benyt et af disse links, når du alligevel køber online. Vi får en lille kommision, og det er en stor hjælp.
Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *