Begrænsningens kunst er ikke min spidskompetence, især ikke når det gælder paletter. Når der så samtidig er masser af farver, så bliver jeg jo helt lykkelig. Kristen Leanne er farveglad og en fest i sig selv. Før hendes samarbejde med Urban Decay må jeg være helt ærlig at sige, at jeg ikke anede, hvem hun var. Det ved jeg nu, fordi jeg naturligvis blev vildt nysgerrig… Hun måtte jo være noget særligt, når hun samarbejder med netop Urban Decay. Det er et helt åbenlyst match i mine øjne. Resultatet af samarbejdet er både skævt, meget Urban Decay og farverigt som Kristen Leanne selv. Om det er et tilfælde fra Urban Decays side, ved jeg ikke, men det virkede meget naturligt at vælge Miguels debutalbum som soundtrack til skriveriet.
UD X Kristen Leanne
Kollektioner er ikke noget Urban Decay dyrker på samme måde som de fleste andre mærker. Derfor bliver jeg altid nysgerrig, når de lander. UD X Kristen Leanne skuffede bestemt ikke. Der er mange timers sjov og ballade i både Daydream og Kaleidoscope Dream, og på YouTube kan du finde et hav af looks med paletterne. De fleste af dem er naturligvis MEGET farverige. Og det har mine looks også været. Det er i hvert fald virkelig svært at være neutral… selvom Daydream ikke ser så voldsom ud. Pigmenteringen i begge paletter er naturligvis helt i top, og derfor kan de fint både bruges sammen og hver for sig. Der er mulighed for mange kombinationer og mange forskellige looks.
Beauty Beam Highlight Palette
På samtlige paletter står der ”Stay Gold”, som åbenbart er det Kristen skriver, som kærlig hilsen i sine e-mails. Det synes jeg er virkelig fint. Det er endnu en lille bid af Kristen i hver palette. Selvfølgelig er det et samarbejde, og jeg er naturligvis klar over, at Wende Zomnir og hendes team står for de fleste beslutninger. Alligevel virker kollektionen meget tro mod Kristen, og det synes jeg er meget tiltalende. Beauty Beam Highlight Palette er den ting fra kollektionen, som jeg er mindst begejstret for.
Det betyder ikke, at paletten ikke er fin eller anvendelig. Det er derimod en meget helstøbt, smuk og selvfølgelig farverig kollektion i mine øjne. Beauty Beam Highlight Palette er bare den, jeg har brugt mindst. De tre nuancer er fine og anvendelige på lys og mørk hud. Se swatches i Kristens egen video om samarbejdet (11.10).
Daydream Eyeshadow Palette
Denne palette er den mere forsigtige version af de vilde farver. Umiddelbart er den jo neutral med fine brune nuancer, men jeg synes den har mere potentiale end det. Det kan du læse mere om under min beskrivelse af de fem nuancer:
- Lucy: En helt lys beige nuance.
- Daydream: En kølig lys kamel nuance.
- 12/12: Et blik på denne palette og du ved altid, hvornår Kristen har fødselsdag. Det er en meget smuk koral nuance.
- Subscribe: En varmtonet lysebrun nuance.
- Eight: Kan du gætte Kristens yndlings tal? Nuancen er smuk dyb rødbrun med et hint a lilla.
Der en smule perlemor i alle fem nuancer. Det betyder dog ikke, at de glitrer, jeg gætter på, at det er tilsat for at bevare en ret fantastisk tekstur. Det er masser af fine nuancer i, de kan både stå alene, men de fungerer også helt perfekt som supplement til Kaleidoscope Dream. Se swatches i Kristens egen video om samarbejdet (8.36).
Kaleidoscope Dream Eyeshadow Palette
Det undrer mig virkelig, at folk ikke forstår denne palette. Selvfølgelig er den meget anderledes i designet, men det påvirker jo på ingen måde farverne. I dette tilfælde, vil jeg gå så langt at sige, at det er en fordel. Måske er det fordi jeg var fascineret af kalejdoskoper, da jeg var barn, men jeg synes designet ligger lige til højrebenet med de farver og det navn.
Fra øverste venstre hjørne og med uret ind til midten er det:
- Spitfire: Det er en klar blåtonet pink nuance med blåt og lilla perlemor.
- Stay Gold: Det er en anderledes og næsten cremet konsistens, og den glider på huden som om det vitterlig var flydende guld. Der er en smule grønt og hvidt perlemor i udover den dominerende guld perlemor.
- Tajin: En helt mat lidt støvet orange nuance.
- Lime Time: En lime nuance med guld perlemor.
- 13th Floor: Navnet henviser til Kristens yndlings Twilight Zone episode, som jeg overvejer om jeg skal se? Nuancen er mat sort, den er nem at tone ud og MEGET pigmenteret.
- Corona: En virkelig smuk gylden nuance med en base af lilla. Den er cremet på samme måde som Stay Gold og glider på huden. Den er fyldt med kobber perlemor. Det er en meget unik øjenskygge og den er så festlig og fin.
- Dye: En klar lilla nuance med både blåt, rødt og lilla perlemor.
- LCW: Navnet er en forkortelse af Long Cool Woman, der er en af Kristens yndlings sange af The Hollies. Her er igen en af de cremede øjenskygger, den er så pigmenteret, at man nemt bliver MEGET blå, når man bruger den. Det er en klar koboltblå nuance med masser af mørkeblåt perlemor.
- TRM: Denne forkortelse refererer til Kristens mand ”The Ryan Morgan”. Det er en klar turkis nuance med masser af turkis perlemor og en smule guld perlemor. Den er ikke helt lige så cremet, som de tre andre, men den er heller ikke tør.
- Leo: Det er en meget lys varm blågrå nuance med masser af grønt perlemor. Den gør sig vanvittigt godt som transformator over mørke skygger
- Brixton: Det er en helt lys beige nuance med masser af pink perlemor. Den giver et hel blankt og næsten vådt look til de skygger den bliver lagt over.
Der er så mange smukke kombinations- og variationsmuligheder i denne palette, at jeg godt kunne nøjes med den som det farverige indslag. Der skal selvfølgelig lidt beige og måske nogle mørke øjenskygger til som skelet for de looks, men muligheder er der i hvert fald nok af. Se swatches i Kristens egen video om samarbejdet (6.50).
Vice Lipstick i farverne Bun Bun, Cloud9 og Spellbound
Alle tre læbestifter er matte ikke bare i forhold til konsistensen, der er simpelthen ikke den mindste smule perlemor i nogen af dem. Det er efterhånden en hel sjældenhed, men jeg må sige, at de ligger så pænt på læberne, at det ikke er noget, jeg savner. Det er kun Spellbound, der er Urban Decay Mega Matte, som jeg ellers ikke er ret gode venner med. Der har dog ikke været problemer med Spellbound.
- Bun Bun: Det er åbenbart Kristens kanin, der har lagt navn til denne fine varme brune nuance.
- Cloud9: En klar pink nuance med en blålilla tone.
- Spellbound: En helt mørk rødlilla nuance
Både Bun Bun og Cloud9 er Comfort Matte, der er en virkelig rar og meget blød konsistens. Læs mere om Bun Bun i Månedens Favoritter: Marts 2018. Se swatches i Kristens egen video om samarbejdet (11.53).
Kollektionen finder du i Magasin, eller online i Urban Decay webshop.