Vi har fået et spørgsmål på instagram, som jeg gerne vil svare på her. Det lyder:
Hvad er forskellen på børne- og voksensolcreme? Kan man bruge en svanemærket solcreme, hvor der ikke står til børn på, til børn?
Det er et rigtig godt spørgsmål, og den korte version af svaret er, at der ikke er nogen grundlæggende forskel på solcreme til børn og voksne. Så ja, du kan selvfølgelig sagtens bruge den samme. Den lange version af svaret kommer her:
Samme solfiltre
Der findes helt grundlæggende ikke ret mange måder at lave solcremer på. Hvis man vil lave en solcreme, der beskytter mod både de korte og lange UVA stråler og selvfølgelig mod UVB stråler, så er der ikke ret mange måder at gøre det på. Hvis man endda også vil have et svanemærket og et allergimærke, så er der faktisk kun en enkelt måde tilbage. Alle de danske solcremer med svanemærker og allergimærker indeholder derfor forskellige kombinationer af den samme håndfuld solfiltre, der alle kommer fra den samme tyske leverandør af UV-filtre. Avène bruger de samme filtre.
Hvis du køber solcreme fra L’Oréals mærker såsom La Roche Posay eller Vichy, så indeholder de en anden gruppe solfiltre, men igen er det samme kombination, der går igen på tværs af produkterne uanset om de er til børn eller voksne.
Andre forskelle: Duft, emballage, konsistens
En solcreme til børn er derimod oftere uden parfume, pakket i en emballage med sjove figurer på, og så er den oftere vandfast, hvorimod en solcreme til voksne måske kan væreformuleret med henblik på at den skal føles mere lækker og elegant.
Hos de fransk mærker er der ofte parfumen til forskel – men læs selv lige efter for en sikkerheds skyld. Der er undtagelser, både den ene og den anden vej.
Hos Nivea er der derimod to serier solcremer, en hvid og en blå. De hvide er uparfumerede, de blå er parfumerede. Der er “børnesolcremer” både med og uden parfume og det er meget forskelligt, hvad der gør dem “børnevenlige”. Nogle af dem er parfumerede, men har særlige egenskaber som for eksempel at de er farvede. Andre er “børnevenlige” fordi de er uparfumerede.
At kalde en solcreme for solcreme til børn er selvfølgelig markedsføring. Så står du med et mærke, der har to vandfaste allergimærkede solcremer i samme faktor, hvor den ene er til børn og den anden er til voksne, nej så er der ingen objektiv grund til at foretrække den ene frem for den anden.
Her er for eksempel ingredienslisten på Derma sollotion SPF 30:
Aqua, Dibutyl Adipate, Diethylamino Hydroxybenzoyl Hexyl Benzoate, Ethylhexyl Triazone, Glyceryl Stearate, Glycerin, Diethylhexyl Butamido Triazone, Ceteareth-20, Saccharide Isomerate, Tocopheryl Acetate, Ceteareth-12, Cetearyl Alcohol, Cetyl Palmitate, Caprylyl Glycol, Acrylates/C10-30 Alkyl Acrylate Crosspolymer, Sodium Hydroxide, Citric Acid, Sodium Citrate, Phenoxyethanol, Benzoic Acid, Dehydroacetic Acid
Og på Derma Kids sollotion SPF 30:
Aqua, Dibutyl Adipate, Diethylamino Hydroxybenzoyl Hexyl Benzoate, Ethylhexyl Triazone, Glyceryl Stearate, Glycerin, Diethylhexyl Butamido Triazone, Ceteareth-20, Ceteareth-12, Cetearyl Alcohol, Cetyl Palmitate, Caprylyl Glycol, Acrylates/C10-30 Alkyl Acrylate Crosspolymer, Sodium Hydroxide, Phenoxyethanol, Benzoic Acid, Dehydroacetic Acid
De tre solfiltre, der er i denne solcreme, har jeg markeret med kursiv. Husk, når du læser en ingrediensliste, at jo tidligere det står, jo mere af stoffet er der i. Forskellen på disse to produkter finder du altså nederst på ingredienslisten. Der er tale om nogle ubetydelige fyldstoffer. Det er muligt, du kan mærke en smule forskel på konsistensen (jeg har ikke haft lejlighed til at tjekke) – men i så fald, så vælg blot den, du bedst kan lide.
PS. Nej, som opmærksomme læsere vil opdage, så er der ikke noget solfilter i, som beskytter mod de allerlængste UVA-stråler. Derma forlader sig på Uvinul A Plus (Diethylamino Hydroxybenzoyl Hexyl Benzoate), der er et stabilt UVA-filter, men vi foretrækker dem længere.
Når vi er ved børn, er et godt tip også Leg og Lekties kreative og inspirerende læringsredskaber til børn fra 2-12 år.
Ved I om matas’ solcremer beskytter mod de lange UVA?
Det gør de gamle ikke i hvert fald. Men de er blevet omformuleret – jeg har ikke set de nye endnu.
Hej Dåser!
Det kunne være skønt med et indlæg med anbefalinger til nogle gode solcremer og måske en opklaring på, om forskellen på solcremer ti kroppen ogl ansigtet!
Tak for en god blog 🙂
Hej dåserne
Organic circle fra Rema har lavet en sun lotion spf 30. Er det en i kender ?
Ingredienser er:
Aqua,C12-15 Alkyl Benzoate, Diethylamino Hydrozybenzoyl, HexylBenzoate, Ethylhexyl Triazone, Glyceryl Stearate, Glycerin,Diethylhexyl Butamido,Triazone, Ceteareth -20, Ceteareth-12, Cetearyl Alkohol, Cetyl palmitate, Acrylates/C10-30 Allktl Acrylate Crosspolymer, Sodium Hydroxider, Phenoxyethanol, Benzoic Avis,Dehydroacetic Acid.
Pyha sikke en smøre;-)
Jeg har svært ved at genkende mange af disse ingredienser? Og kan ikke finde UVA og UVB filtre. Jeg skal bruge en god en til en flok dagplejebørn. Håber I kan hjælpe
Mvh Christina
Hej Christina
Du skal bare se bort fra de utrolig mange kommaer midt i ingredienserne og diverse stavefejl:
Diethylamino hydrozybenzoyl hexylbenzoate er et UVA-filter (op til 354 nm)
Ethylhexyl triazone er et UVB-filter (op til 314 nm)
Diethylhexyl butamido triazone er både UVA- og UVB-filter (op til 310)
Du kan ganske hurtigt slå samtlige ingredienser op på google 🙂 Så du kan se, hvad der er hvad!
Kh. Helene
Hej Helene
Tak for dit svar 🙂 Du skriver hvad filterne går op til ..men er det nok? (Ved simpelthen ikke nok om det 😉 )Og er der nogle af de andre ingredienser jeg skal være obs på?
Efter at have kigget markedet efter..da jeg selv har utrolig sart hud..var valget faldet på enten Sun circle fra Rema…eller lovena fra Netto. Hvilken syntes du er bedst på ingredienser?
Og tusind tak for verdens bedste blog, den er guld værd!!!
Mvh Christina
Hejsa. Der må være sker en misforståelse hvad angår beskyttelsen af Derma og deres solfilter mod de lange UVA-stråler.
Ifølge BASF, så beskytter Uvinul A Plus (DHHB) ved 400 nm: https://bit.ly/2GUr1iN
De data, jeg kan finde på nettet så peaker den ved 354 nm. Men altså….Problemet er jo, at det hele også ændrer sig når man kombinerer solfiltrene. Den rette kombination betyder lige så meget som det enkelte filter. Det er meget svært at sige noget generelt om. Men så vidt jeg kan læse hos BASF, så skal der Tinosorb på, for at få de lange UVA stråler med.
Hej. Vedr en god solcreme til børn synes jeg det er en lang rejse hvor man kun bliver forvirret. Hvilken kan i anbefale? Som ikke er skadeligt? Mvh Tanja
Jeg anbefalet altid de franske mærker på apoteket. Der er beskyttelsen bedst efter min mening 🙂